Studerendes evalueringer 2012
Officer, 40 år.
Arbejder som kursusleder ved Beredskabsstyrelsens Center for Uddannelse. Jeg er uddannet officer gennem Beredskabsstyrelsens 4 årige etatsuddannelse, der ækvivalerer bachelor og har ikke tidligere gennemgået en civil akademisk uddannelse.
Studiet er et springbræt til et fremtidigt nyt job, som reelt set både kan blive indenfor min nuværende arbejdsplads, eller måske resulterer i et brancheskifte. Fremtiden ser spændende ud efter MPK.
Den særlige undervisningsform med netforløb og weekendophold på Søminen er utrolig arbejdsgivervenlig. Det er også dejlig praktisk i forhold til planlægningen i forhold til det familieliv, som man - trods alt - forsøger at opretholde. Når man møder ind fredag eftermiddag på Søminen, går der ikke lang tid før omverdenen lukkes ude og man fordyber sig i såvel de faglige temaer, som det sociale samvær. Det er en rigtig god løsning i forhold til fx forelæsninger på enkeltdage, der hurtigere ville kollidere med arbejdslivet.
Der hersker et rigtig godt fagligt og socialt miljø, hvor man tydelig mærker at både medstuderende og undervisere ønsker hinanden det bedste og har samme formål med den tid vi investerer sammen. Sammensætningen er utrolig varieret. Vi kommer fra vidt forskellige erhverv og med vidt forskellige arbejdsfunktioner. Det giver mange vinkler på de opgaver vi sættes overfor.
Det betyder rigtig meget for det samarbejde, vi har haft undervejs i netforløbene, hvor alle bidrager og mærker den gensidige afhængighed. Det betyder også at der eksisterer en gensidig respekt for at vi alle kan være mere eller mindre ophængte i perioder og derfor kan fordele opgaver og arbejdsbelastninger hensigtsmæssigt for alle. Der er også forholdsvis store forskelle på de akademiske forudsætninger. Både i forhold til niveau og tiden, der er gået siden man sidst har været på skolebænken. Det udnyttes også til at skabe flere vinkler på opgaveløsningerne. Der skal dog ikke herske tvivl om at fordelingen mellem kandidatuddannede og ikke kandidatuddannede har betydning for hvor hurtigt og i hvor høj grad man i gruppearbejdet får styr på det akademiske niveau for metode og teori.
Den største udfordring ved uddannelsen har dels været at forene arbejdsliv, familieliv med studietid. 20 timer om ugen er ikke en overdrivelse. Derudover har det været en udfordring at ”følge trit”. Når man, som jeg, ikke har samme akademiske fundament som fx en kandidat, fordrer det en mængde supplerende læsning for at følge op på diverse –ismer, kloge teoretikere m.m.
Det bedste ved uddannelsen er at man til gengæld ikke er den eneste, der får sved på panden og at vi derfor er rigtig gode til at hjælpe og støtte hinanden. Det bedste er også at MPK netop på mange måder tager udgangspunkt i at vi alle er aktive i arbejdslivet. Det giver sig tydligt udtryk i den tilgang til de temaer vi arbejder med og de forelæsninger vi får. Det er sjældent at jeg er kommet tomhændet tilbage på arbejde efter en Sømine-weekend. Ofte har jeg fået ny viden eller perspektiver, som jeg umiddelbart bringer med mig i arbejdet.
Det bedste råd til nye studerende kan være at gøre sig klart at MPK er tidskrævende. Meget tidskrævende. Hvis ikke der er accept og forståelse for dette hos familien og ikke mindst dig selv – så vent med at starte på uddannelsen. Prøv at få en aftale med din arbejdsplads, så du har den nødvendige fleksibilitet og måske noget arbejdstid til rådighed for uddannelsen. Særligt i forårssemesteret, hvor der arbejdes intenst med projektet.
MPK er ikke kun et kommunikationsstudie for kommunikationsmedarbejdere og –praktikkere. Kommunikation er også en særdeles vigtig ledelsesparameter. Jeg har fået kompetencer, der har dygtiggjort mig i begge henseender, men vil gerne fremhæve at jeg i høj grad vil betragte mit MPK-studie som et kompetenceløft i forhold til min fremtidige viden og færdigheder i min ledelseskommunikation.
Ph.d. i lingvistik, 52 år
Redaktionssekretær i Folketingstidende. Jeg havde behov for at lære mere, som blev ”serveret”, dvs. som jeg ikke selv skulle opsøge, og brug for at få indblik i og viden om kommunikation. Blandt de uddannelser og kurser, der blev udbudt, fandt jeg, at MPK bedst ville kunne indfri mine krav til indhold, undervisningsmetoder og tidsramme (dvs. weekendophold med netforløb).
Gennem MPK har jeg fået mod på at byde ind på og udføre nye opgaver på min arbejdsplads, derudover er jeg blevet bedre rustet til at udføre nogle af mine ”gamle” opgaver, herunder formidling/undervisning og planlægning af kommunikation. Desuden har jeg kunnet bringe inspiration videre til min arbejdsplads. Endelig har jeg fået et nyt fagligt netværk og udvidet mit sociale netværk.
Med undtagelse af nogle svipsere har undervisningen været engageret, velforberedt og velstruktureret, og underviserne har indstillet sig på og rettet deres undervisning mod målgruppen. Oftest har der været en god sammenhæng mellem det læste pensum og selve undervisningen. Desuden har underviserne været hurtige og gode til i netforløbene at svare på spørgsmål.
Med en enkelt undtagelse har gruppe- og samarbejdet fungeret upåklageligt, og det har været en berigende arbejdsform og læring, som har gjort det så tydeligt, at 4-6 mennesker ser og opfatter meget mere end 1 menneske, og dermed gør den enkeltes læring, i hvert fald min egen, dybere og dermed mere udbytterig. Det faglige miljø har været næsten upåklageligt på grund af de fleste underviseres fine undervisning og vejledning. Dertil har de meget engagerede, hjælpsomme og imødekommende studieleder(e) og studieadministratoren også bidraget med meget ved at skabe nogle gode rammer, ligesom disse personer har haft stor indflydelse på, at det sociale miljø i weekenderne har været godt. Men også de medstuderendes vilje til at engagere sig i undervisningen og dele deres erfaringer fra den helt virkelige verden og deres viden og refleksioner har medvirket til at skabe et godt fagligt miljø – både i weekenderne og under netforløbene.
Den brede sammensætning af studerende har udgjort et givende grundlag for læringen og læringsmiljøet (se ovenfor) – også set i relation til de så forskellige facetter af kommunikation, som vi er blevet introduceret til i løbet af uddannelsen. Derudover har det – for mig - skabt bedre personligt udsyn, indblik og forståelse i mange henseender.
Største udfordring har været at opnå en tilfredsstillende balance mellem på den ene side mine egne krav til min indsats på uddannelsen og på den anden side mine forpligtelser over for mine nærmeste.
Bedste oplevelse har været at der har blandt medstuderende har været forståelse for, at jeg i en periode ikke ”leverede varen” på tilfredsstillende vis grundet sygdom i min familie.
At jeg under uddannelsen har kunnet gøre god brug af nogle af de ”redskaber”, MPK tilbyder, i mit arbejdsliv.
Nedton alle krav til dig selv om, at du da også lige skal kunne pleje familie/venner/sport/foreningsarbejde o.a. på så højt niveau som vanligt. Afklar med dine nærmeste omgivelser, om/at alle er indstillet på, at du har susende travlt i din fritid de næste 2 år – med MPK. Afstem forventninger om indsats og tilstedeværelse i gruppearbejdet. Vær ærlig, konstruktiv og imødekommende i gruppearbejdet.
Skriftlig kommunikation arbejder vi ikke med ud over et enkelt forløb på første år og i masterafhandlingen; de mellemliggende afleveringer bliver ikke i stort omfang bedømt ud fra, hvordan den skriftlige formidling er. Derfor ville det være godt at informere om dette og opfordre deltagere, der måtte have interesse i at forbedre deres skriftlige kommunikation, til fx at deltage i dagkurser på RUC.
Nogle af de teorier, som foreslås inddraget i masterafhandlinger, ligger uden for, hvad der bliver gennemgået på de to moduler. Det er teorier, som er blevet foreslået og inddraget igennem flere år, og derfor kunne man overveje at organisere lynintroduktioner til de pågældende teorier.
Underviser på fysioterapeutuddannelsen og dels som PR-ansvarlig for campus og e-læringskoordinator, 35 år.
Jeg valgte at starte på MPK fordi, jeg gerne ville have en master som ikke var monofaglig i forhold til fysioterapifaget. Jeg havde undervist i ca. 2 år og erkendte at der var forbedringspotentiale vedrørende skriftlig og mundtlig formidling til de studerende. Valget om MPK faldt meget naturligt da egne kriterier matchede indholdet på uddannelsen og endnu mere til. De to år på MPK har givet mig en større sikkerhed, især i den mundtlige formidlingsdel.
Jeg har fået ny en arbejdsfunktion som PR-ansvarlig for campus hvor jeg planlægger events og lignede initiativer for at tiltrække nye kunder i ”biksen”. Der ud over er jeg e-læringskoordinator på fysioterapeutuddannelsen qua min erfaring med, at agere og navigere i de mange forskellige netforløb som går af stablen her på MPK.
Jeg har nydt at deltage i undervisningen på Søminen. Oplægsholderne er engagerende og inspirerende, hvilket bidrager stort til at holde gejsten oppe en sen fredags aften. Man kan godt fornemme at MPK-teamet gør sig umage for, at indhente nogle af de bedste undervisere på markedet og at de også lytter til eventuelle opmærksomhedspunkter som vi bringer til overfladen. Gruppearbejde er svært til tider. Grupperne er sammensatte på forhånd og man har ikke selv en finger med i spillet. I starten er det ret grænseoverskridende, men har endt med at føles mere som en gave. Jeg har haft mulighed for at arbejde tæt sammen med forskellige personligheder og faglige baggrunde. Det har kun gjort mig stærkere i samarbejde med kolleger og andre. Et plus på studiet er netop denne ”melting pot” af faggrupper.
Vi arrangerer selv festerne på Søminen. Det er alt fra hyggeaften med fredags øl til større galla arrangement som den årlige ”Sømine-award” fest. Hvis man har lyst og overskud så er her absolut muligheder for hygge og fest, men hvis lysten og overskuddet ikke er tilstede er der mulighed for at trække sig tilbage på værelset.
Det at have et andet modersmål end dansk! MPK har fokus på skriftlige formidling og det er derfor en stor udfordring for mig at skulle skrive ”professionel” dansk. Jeg er dog informeret om muligheden for at skrive på norsk… Min bedste oplevelse med uddannelsen er mangfoldigheden og det sociale mellem os som studerende.
Mit bedste råd til kommende studerende er at afsætte nok til studiet. Hvis du arbejder ved siden af, er det en rigtig god idé at sørge for luft i perioder op til Sømineseminarer og bagefter.
Korrespondent, 53 år.
Gennem årene har jeg efteruddannet mig løbende og i dag er jeg ansat i Næstved Kommune som underviser, projektleder, proceskonsulent og senest web- og ekstern kommunikationsredaktør. Jeg hørte om MPK fra en kollega jeg mødte i en ERFA-gruppe, og var ikke i tvivl om at det var noget for mig ud fra det, han fortalte. Efterfølgende var jeg på hjemmesiden for at få flere oplysninger, og kunne søge ind efter to, hvor jeg havde ”fundet” pengene til studiet i nogle trepartsmiddelpuljer.
På andet år (i oktober) skiftede jeg job i egen organisation og gik fra daglig undervisning til kun at sidde med kommunikationsopgaver. Vores hjemmeside henvendte sig til 4 målgrupper og vores brochurer på de enkelte undervisningsforløb var så forskellige, at når de stod i samme stander, lignede det at de kom fra 5-6 forskellige virksomheder. Min opgave er så at skabe et fælles udtryk for al udgående kommunikation og her har jeg virkelig kunnet omsætte alt hvad jeg har lært på MPK direkte i praksis. Efterhånden som jeg har vist hvor meget, jeg har lært, får jeg flere og flere forskellige opgaver også fra andre afdelinger i kommunen.
Undervisningen på MPK har været helt fantastisk. Det har nogle gange været lidt træls at tænke på at nu skulle jeg af sted på weekend fredag eftermiddag og sidde i forelæsning fra 17-21.30. Når så undervisningen startede er aftenen hver gang fløjet af sted. Niveauet har været højt, men forelæserne har været professionelle og erfarne og frem for alt relevante. På vores hold har vi socialt fungeret rigtigt godt. Vi er meget forskellige og dette har givet rigtig gode vinkler, snakke og frem for alt en glad, respektfuld og sjov tone.
Kombinationen af weekends med undervisning og så efterfølgende netforløb har været super godt for mig. Især den meget tighte plan over afleveringer/deadlines har gjort, at jeg har kørt helt disciplineret. Grupperne er sat på forhånd og det har været dejligt, at vi ikke skulle igennem en ”vælge-runde” og på den måde, har jeg lært en masse af mine studiekammerater at kende.
Min oplevelse er, at efter en weekend har jeg kunnet bruge det, jeg har lært, i praksis om mandagen.
Min største udfordring ved uddannelsen er, at jeg ikke har nogen forudgående akademisk erfaring. Det første år var svært fordi, jeg skulle lære, hvordan man gjorde.
Min bedste oplevelse ved uddannelsen er, at jeg kan bruge alt hvad jeg har lært i praksis. Jeg er virkelig blevet en reflekterende praktiker! Inden du starter på MPK er det en god ide at få forventningsafstemt med din familie og venner og frem for alt med dig selv. Det kan sagtens lade sig gøre at passe sit arbejde og studiet på MPK! Men jeg opdagede at det ikke kunne lade sig gøre at lave alt det andet, jeg ellers brugte timer på i min fritid – det har jeg måttet lade ligge (sammen med støvet). Og bedste råd: Ansæt fra starten et rengøringsfirma hjemme !!
Senior PMO Manager. Min baggrund er CBS, ED i fransk/eng (EG niveau), og certificeret projektleder, 54 år.
Jeg valgte at læse MPK for at få en Master indenfor et område som har relevans i forhold til det at arbejde med produktudvikling gennem projektarbejde, og med kommunikation som projekt og portefølje, internt og eksternt.
Studiet har nok medvirket til at udvide mit jobområde, fx i forhold til kommunikationsopgaver, sparring og facilitering. Det har også givet mig en platform at tænke nye ambitioner, og muligheder jeg ikke ville have forestillet mig før uddannelsen. Så det har helt sikkert givet mig større sikkerhed at få en teoretisk overbygning på.
Jeg oplever langt de fleste af underviserne på MPK som kompetente, engagerede og inspirerende. Fortrinsvis erfarne folk med læssevis af anekdoter, forskningsfortællinger osv. at øse af. Gruppearbejdet? Jamen det er jo et vilkår, lærerigt, komplekst, fedt, sjovt, frustrerende… Er det også en hellig ko?
Mit råd til mig selv, hvis jeg skulle starte forfra: prioriter endnu hårdere, fokuser.
Råd til RUC: Gør det tydeligt for kommende studerende, hvilke præmisser (fx fortrolighed, vidensdeling, videnslån) der er for at arbejde i grupper med adgang til hinandens arbejdsdokumenter og færdige materialer.
Cand.scient. i biologi og en supplerende uddannelse i kreativ skrivning ved SDU i Kolding, 58 år.
Konsulent i SBHconsult (varetager rådgivning om natur/miljøforhold og overvågning af natur i vand og på land). Jeg har valgt at læse på MPK for at udfordre mig selv og skabe faglig fornyelse. Jeg har især ønsket at lære om den nyeste viden om kommunikation og at kombinere denne viden med praksis. Hensigten har med andre ord været at få inspiration til at kommunikere bedre i arbejdsmæssige og private sammenhænge.
Jeg har lært meget både fagligt og personligt og er blevet bedre til at kommunikere. Jeg har skiftet arbejde (var tidligere ansat i Naturstyrelsen). Jeg har fået mulighed for at udvide mit fagområde og min personlige horisont. Jeg har opnået en større opmærksomhed på, hvordan viden og budskaber kommunikeres, således at der sikres gensidig forståelse. Jeg har lært en masse søde mennesker at kende og håber at få mulighed for at bevare det skabte netværk.
Undervisningen har været vel tilrettelagt og involverende, og den er gennemført af dygtige, vel forberedte og inspirerende undervisere. Dette har medført stort fagligt udbytte og lyst til at arbejde med de mange nye emner.
Weekendseminarerne på Søminen har været spændende, krævende, intense og sjove. De enkelte netforløb har været lærerige og udfordrende. Jeg har lært meget af de andre i grupperne, både fagligt og menneskeligt. Gruppearbejdet har i 2012 fungeret rigtig godt, og det har været tydeligt, at alle har været igennem en god skoling i samarbejde på modul 1. Også øvelserne i at holde tale for de øvrige deltagere er en god og hjælpsom træning, især når der også er en lærer til stede til at kommentere indsatsen og komme med gode råd. Det samlede hold på modul 2 har været fagligt motiveret og velfungerende rent socialt, og jeg har følt mig rigtig godt tilpas både ved undervisning og i ”fritimerne”. Sammensætningen af de studerende har været alsidig, både hvad angår faglighed, køn og alder. Det har været inspirerende og givende og til tider også udfordrende, fordi det har indebåret mange diskussioner (og dialoger) som følge af forskelle i baggrund og erfaring.
Min største udfordring har været at få tilrettelagt studiet i forhold til arbejds- og privatlivet. Det kræver en god arbejdsdisciplin, planlægning og en betydelig opbakning og forståelse fra familie og venner, samt fra arbejdspladsen.
Der har været rigtig mange gode oplevelser, bl.a. på weekenderne på Søminen. Stedet giver fantastiske muligheder for både fagligt og socialt samvær og for ”at lade op” i de smukke omgivelser (om morgenen og i pauser). Desuden har det afsluttende projektforløb og arbejdet med masterafhandlingen i 2012 for mig været en meget positiv og lærerig oplevelse, fordi samarbejdet i min gruppe har fungeret rigtig godt.
Det er vigtigt, at familie og venner bakker op og er indforståede med, at der bruges meget tid på studiet gennem to år. Det er ligeledes en forudsætning, at arbejdspladsen bakker en op og værdsætter, at man går på uddannelsen, hvilket ikke altid er tilfældet. Desuden må man selv være målrettet og motiveret for at deltage og bidrage til at løse opgaverne og overholde aftaler og tidsfrister under gruppearbejdet.
Jeg kunne godt have brugt lidt mere undervisning i skriftlig kommunikation, idet denne del har været ret lille og kun placeret på modul 1. Denne ”mangel” har jeg dog fået ”udbedret” ved det omtalte studie ved SDU i Kolding. Alt i alt er jeg særdeles godt tilfreds med MPK-uddannelsen! Den kan bestemt anbefales!
Mange tak for to dejlige år! Jeg kommer til at savne samværet, herunder humoren og engagementet på Søminen – og nissserne! :o)
Sundhedsplanlægger/embedsmand i det kommunale regi, 39 år.
Kommunikation er en vigtig del af mit arbejde – dels på et embedsmandsniveau og dels til befolkningen og derfor ønskede jeg at blive bedre klædt på/får en større bevidsthed om hvordan jeg fremadrettet skal planlægge og fremføre min kommunikation. Formålet var at blive bedre til mit nuværende job og gøre noget godt for mig selv.
Studiet har givet mig en stor mængde fornyet energi og teoretiske velfunderet perspektiv på mit daglige arbejde. Jeg har opnået en større faglig sikkerhed og når jeg er i dialog med min leder, politikere eller samarbejdspartere, er mine argumenter nu langt bedre underbyggede - og det bliver der lyttet til. Jeg er blevet metodisk stærkere – og føler mig nu klædt på til at gennemføre og analysere kvalitative undersøgelser.
Generelt har undervisningen været af høj kvalitet – en sand fornøjelse. Oplægsholderne har været særdeles engagerede og der har været god plads til dialog, hvilket har bidraget til en større forståelse af det teoretiske stof. Gruppearbejdet har generelt fungeret godt – men det kan være en udfordring og en tidsrøver, at der er 4-5 personer om at bestemme, og alle skal høres. Netforløbene giver stor fleksibilitet i forhold til arbejde og privatliv.
Der har været en rigtig god stemning på vores hold, afslappende og uformel. Det giver en god dynamik, at de studerende kommer med meget forskellige erfaringer og baggrunde.
Den største udfordring er at få tiden til at slå til. Studiet bliver hurtigt omsiggribende – især i de to perioder, hvor projektopgaverne står på. Det har indimellem trukket kraftigt på søvnkontoen både at have MPK , 2 små børn og mere end et fuldtidsjob.
Min bedste oplevelse med MPK er den fordybelse og det rigtige gode samarbejde, som afhandlingen har givet anledning til. At se et projekt vokse, udvikle sig og komme i mål – og det ultimative er den følelse, enorme selvtilfredsstillelse og rus man opnår, på den anden side af målstregen.
ED i engelsk og korrespondent i fransk fra CBS, 52 år.
Jeg arbejder bl.a. med genforsikring i et specialforsikringsselskab. Udover kontakt til eksterne genforsikringsselskaber har jeg arbejdet en del med kommunikation og web, både internt og eksternt rettet.
Jeg har gennem årene fået flere og flere opgaver indenfor kommunikation og ville gerne have flere faglige kompetencer på området, mest med henblik på at udvikle mit nuværende job. Jeg valgte MPK, fordi opbygningen på studiet med week-ends og netforløb passede mig godt, og fordi programmet lød fagligt interessant, varieret og relevant i forhold til mine arbejdsopgaver.
Jeg har haft et stort fagligt og socialt udbytte af studiet, og det har været en fornøjelse at være på uddannelsen. Jeg har fået nye redskaber til løsning af opgaver og nye vinkler på arbejdet, og det giver større sikkerhed i forhold til løsningen af opgaverne.
Undervisningen og underviserne har generelt været meget kompetente og engagerede og det faglige niveau højt. Vi er kommet godt omkring mange områder, og alle netforløb har givet mig stort udbytte.
Både gruppearbejde og samarbejde har fungeret godt. Det har været fint, at grupperne har været dannet på forhånd, og det har givet dynamik i samarbejdet, at vi har så forskellige baggrunde. Fordelingen af de studerende mht. køn, alder, uddannelse og job har været god på vores årgang. Miljøet på studiet er meget socialt og Sømine-weekenderne meget hyggelige. Det er intensivt at være så mange mennesker sammen en hel week-end, men det giver anledning til mange interessante diskussioner og jeg tror, man får opbygget tættere netværk på denne måde end på andre studier.
Det er nogle år siden, jeg sidst har været studerende, og det krævede en tilpasningsperiode at komme ind i den akademiske verden og sprogbrug. Her har gruppearbejdet bl.a. været en god hjælp, fordi vi har kunnet diskutere teksterne og forståelsen undervejs i netforløbene og på Søminen.
Det bedste ved uddannelsen har været kombinationen af det faglige og sociale miljø på studiet. Der har været mange interessante forelæsninger og det har været meget givende, at vi har kunnet dykke yderligere ned i emnerne i netforløbene. Og så er det selvfølgelig en fantastisk fornemmelse at stå på den anden side og se tilbage på to år, som alligevel er gået så hurtigt.
I forhold til kommende studerende vil jeg sige, at studiet skal prioriteres og at man i hvert fald skal afsætte de 20 timer, der nævnes i introduktionen af studiet. Jeg har valgt at fokusere på arbejde, studie og familie i de seneste to år, mens øvrige fritidssysler har måttet vente på sidelinjen.
Chefkonsulent for HR-udvikling, cand. scient.pol., 44 år
Kommunikation er blevet en vigtig del af mit arbejde, og jeg blev derfor interesseret i at få en større indsigt i de videnskabsteoretiske overvejelser, der ligger bag arbejdet med kommunikation samt en større bevidsthed om hvordan jeg forbereder og fremlægger min kommunikation.
Jeg er blevet meget bedre til at holde mundtlige præsentationer for større forsamlinger. Studiet har givet mig en større sikkerhed og større faglighed, både når jeg forbereder mine præsentationer, og når jeg efterfølgende skal holde dem. Også i min lederrolle haft jeg gavn af uddannelsen på MPK. Studiet har været med til at skabe en større bevidsthed om, hvordan jeg kommunikerer til mine medarbejdere i det daglige. Dertil kommer, at jeg på studiet har mødt en masse spændende medstuderende, som har været med til at give mig et større socialt og fagligt netværk på kommunikationsområdet.
Undervisningen har været en fornøjelse, det har generelt været spændende og engagerede oplægsholdere, som har bidraget til en større forståelse af de mange facetter af kommunikationsfaget. Jeg har været rigtig glad for både weekendseminarerne og det efterfølgende netforløb. Jeg har været yderst tilfreds med både det sociale og det faglige miljø undervejs, og jeg kommer helt sikkert til at savne weekenderne på Søminen.
Sammensætningen har været god, eneste anke er at det er ved at udvikle sig til et kvindestudie. Jeg synes dynamikken er bedst, når der er nogenlunde balance mellem kønnene.
At få familieliv, arbejdsliv og studieliv til at hænge sammen. Her ca. en måned før vi er færdige, kan jeg godt mærke, at familien glæder sig til, at jeg igen kan deltage i den daglige planlægning og påtage mig lidt flere af de praktiske opgaver.
Jeg kunne godt have ønsket mere fokus på retorikken undervejs. Vi har haft to undervisningsforløb plus de korte mundtlige præsentationer, men jeg ville gerne have arbejdet med retorikken i et netforløb undervejs, så jeg havde fået et større kendskab til de teoretiske aspekter af faget.
Grafisk formgiver, EDB-assistent, Datanom., 57 år.
Har desuden gennemført diverse efteruddannelseskurser - både IT-faglige og inden for emner som ” Ikke Voldelig Kommunikation” (IVK) og konflikthåndtering.
Frem til 31. maj 2012 var jeg ansat i en stor global IT-virksomhed som IT-konsulent. Har i 25 år beskæftiget mig med IT-projekter for offentlige kunder – som systemudvikler, programmør, tester mv. En stor del af min arbejdstid har jeg desuden varetaget et hverv som tillidsrepræsentant og medlem af samarbejdsudvalg. I den forbindelse har jeg bl.a. varetaget udarbejdelse af information, forhandlingsoplæg og diverse oordineringsopgaver.
Desuden har jeg i mit private liv deltaget i mange former for foreningsarbejde i over 30 år. Bl.a. som beboerformand i en almennyttig bebyggelse. Her har jeg også haft fokus på formidling.
At søge ind på MPK var opfyldelsen af en gammel drøm, hvor jeg har grebet muligheden for at videreudvikle mine kompetencer og store interesse for formidling og kommunikation og få koblet mine mange års praktiske erfaringer med teori. Uddannelsens vekslen mellem det praktiske og det teoretiske har været helt eminent.
Et af incitamenterne har været et ønske om jobskifte, med de nye muligheder denne master-uddannelse giver mig. Det kommer nu til at stå sin prøve, idet jeg netop før eksamen mister mit faste job på grund af en større restrukturering.
Lige nu er jeg ovenud glad for at få mit eksamensbevis på denne master med mig ud på et presset arbejdsmarked. Jeg ser nye muligheder åbne sig, som jeg slet ikke havde set før. Ligesom jeg synes jeg har fået mere mod på at kaste mig ud i noget nyt. Uddannelsen har givet et anerkendende rum for afprøvning af ny viden og motiveret til at kaste sig modigt ud i tingene – og lande med en større sikkerhed i det nye. Der har været et positivt og konstruktivt uddannelsesmiljø.
Weekendseminarerne på Søminen har været spændende og intense - og også sjove og krævende. Undervisningen har været godt tilrettelagt og for det meste involverende. Underviserne har været kendetegnet ved at være dygtige, velforberedte og inspirerende. Det faglige udbytte har derfor været stort.
En af grundene til at jeg netop valgte denne videreuddannelse var udsigten til samarbejde i grupper. Gruppearbejderne har været givtige og lærerige – og ind imellem også frustrerende og anstrengende. Anderledes kan det nok ikke være, - men jeg ville ikke have undværet det. Jeg synes både det faglige og sociale miljø har været givende – både på Søminen og i arbejdet i grupperne. Der har været en stor faglig motivation og som tiden er gået en bedre og bedre anerkendende og opbakkende tilgang til hinanden – ved en god indsats fra MPK’s kompetente uddannelsesledere.
Sammensætningen af de studerende har været bred - både mht faglig baggrund, køn og alder. Det har været meget inspirerende og har givet grobund for mange spændende diskussioner. Min største udfordring ved uddannelsen har helt klart været sammensætning af grupper i forbindelse med den afsluttende afhandling. Det var en meget uskøn proces, hvor opfordringen til at være åbne med gruppedannelser og emner ikke blev fulgt, og vi herefter var nogle stykker der stod hver for sig på en isflage. Jeg kunne godt ønske mig for kommende studerende, at det kunne lykkes uddannelseslederne at tage lidt mere hånd om processen og især åbenheden. Når nu resten af forløbet lægger op til en anerkendende tilgang er det ærgerligt at den tilgang ikke kan fuldføres.
Min bedste oplevelse har heldigvis været mit forløb omkring afhandlingen, fordi det alligevel – måske lidt på trods/i trods - lykkedes at etablere et 2-mands projekt med et væld af udfordringer. Det har været spændende og lærerigt og super sjovt, fordi vi kastede os ud i det usikre – og fordi vi fik god opbakning kom vi godt igennem.
Mit råd til kommende studerende skal være, at man skal indstille sig på, at der virkelig skal balanceres mellem tiden til studiet, arbejdet og privatlivet. Der skal laves aftaler og prioriteres.
Uddannelseskonsulent, Anæstesisygeplejerske, Diplomuddannelse i pædagogik og organisationsuddannelse, 55 år.
Jeg valgte at læse MPK for at få en mastergrad indenfor et område som interesserer mig og som samtidig er relevant for mit daglige arbejde. Jeg så også MPK som et godt supplement til min pædagogiske videreuddannelse.Jeg fandt det desuden personligt udfordrende igen, at kunne få mulighed for at tilegne mig ny viden.
Umiddelbart har jeg ikke fået nye opgaver, men studiet har givet mig flere teoretiske "værktøjer" til brug for formidlings- og argumentationssituationer. Studiet har også på sigt givet mig nye jobmuligheder, som jeg givetvis vil benytte mig af, når tiden er moden til det.
Undervisningen har været præget af meget dynamiske, kompetente og inspirerende undervisere. Selve undervisningsformen har haft en god afveksling af forelæsninger, gruppearbejde og praktiske øvelser. Netforløbene har været afvekslende og overvejende præget af dynamik, hvor udbyttet p.g.a. vores meget forskellige og brede baggrund har været stort.
Den største udfordring er helt klart at have timer nok i døgnet, når der er et fuldtidsjob, familie og andre interesser, der gerne skulle plejes samtidig, men det kan lade sig gøre med god planlægning og fornuftig prioritering. Den bedste oplevelse har været et velstruktureret uddannelsesforløb, hvor der er lagt stor vægt på underviserkvaliteten. Det at opleve mange af de kendte og kompetente undervisere, som jeg tidligere har læst litteratur af, og så pludselig opleve dem, det har været stort.
Vær god til at planlægge hvornår det er studiet der prioriteres, og hvornår det sociale får tid. Der er og kan sagtens være tid til det hele, det kræver bare lidt planlægning.
Nye studerende skal ikke lade sig afskrække af deadlines, de fungerer godt, og er med til at holde én fast. De 2 år er fløjet af sted, og det har været 2 gode år, med dejlige weekender på Søminen med mange dejlige mennesker.
B.A. i engelsk litteratur, 53 år.
Arbejder som konsulent i Århus Kommune. Jeg har en B.A. i engelsk litteratur.
Jeg valgte at studere på MPK fordi jeg længe har været interesseret i at arbejde med kommunikation, og gerne vil have bedre kvalifikationer at byde ind med i mit nuværende job. Samtidig gør master-uddannelsen det muligt at kombinere uddannelse og fuldtidsarbejde. Endelig var prisen (er selvbetaler) særdeles væsentlig.
Jeg har fået markant større viden om kommunikation såvel teoretisk som praktisk. Så godt som al viden er blevet formidlet af højt kvalificerede og særdeles inspirerende undervisere, hvad der har givet glimrende live-oplevelser af god mundtlig formidling. Samtidig har det sociale liv på Søminen været en fornøjelse.
Langt de fleste undervisere har været både inspirerende og underholdende, og haft et højt fagligt niveau. Gruppearbejdet har været med til at styrke det sociale, og det, at alle har arbejdet i forskellige grupper gør at alle kommer til at kende hinanden bedre. Samtidig har det været fagligt inspirerende. Netforløbende har været lidt af en eye-opener, og givet en god fornemmelse af fordele og ulemper ved langdistance sammenarbejde.
Der har været et imponerende godt socialt miljø. Internatformen - med værelses forhold der gør det ret uinteressant at trække sig tilbage i pauserne:), fællesspisningen og det sociale samvær efter spisningen, har i høj grad medvirket til at skabe et godt socialt miljø. Den indledende fællessang er også en glimrende idé - den samler og giver et godt gruppetilhørsforhold. Det faglige har som nævnt været på et højt niveau.
Det har været en klar fordel, at de studerende kommer med meget forskellig baggrund. Det har været inspirerende, og har i nogen tilfælde givet et godt indblik i andre verdener end ens egen. Den største udfordring har været at få arbejde, socialt liv og studie til at hænge sammen. Det bedste har været at opleve inspirerende og motiverende undervisere, og at være sammen med en masse interessante og sjove medstuderende.
Vær med fra starten - det er mere end normalt hårdt at skulle indhente ikke læste ”lektier”- og engager dig i gruppearbejdet. Afslutnings skal Daniel have et stort cadeau. Altid venlig, hjælpsom - og effektiv.
Uddannet cand.mag. i engelsk og film/tv-studier med en tillægsuddannelse i faglig formidling, 36 år.
Jeg arbejder pt. som kommunikationsmedarbejder/webredaktør. Jeg valgte MPK, fordi jeg søgte en bred uddannelse inden for kommunikation. Jeg ville gerne have udvidet mit kendskab til det område, jeg i forvejen arbejder indenfor og på den måde få teorien bag ved praktikken – og papiret på, at jeg er kvalificeret til det jeg laver…
At det lige blev MPK handlede også om, at prisen for studiet var overkommelig for min arbejdsplads – og også havde været det for mig, hvis jeg ikke havde overtalt dem til at betale. Og at undervisningen lå samlet i weekender og ellers foregik på nettet, gjorde det muligt trods en vis geografisk afstand at møde op til alle undervisninger.
Jeg er helt klart blevet mere bevidst om, hvordan forskellige former for kommunikation fungerer, hvad der virker, og hvad det ikke virker. Det gør mig bedre til at argumentere for og imod de forslag, der kommer dumpende ned på bordet. Så på den måde giver det mig helt sikket både en større faglighed og en større sikkerhed for, at det, jeg laver, er rodfæstet i den faglighed (og ikke kun min intuition). Når så mange mennesker med forskellige baggrunde, både faglige og sociale, mødes, får man helt automatisk nye idéer til, hvordan studiet kan bruges. Der udveksles erfaringer og tanker, og det er meget motiverende. Samtidig er netop også sammensætningen af forskellige typer mennesker så befriende og giver nye, spændende input på rigtig mange områder.
For det meste synes jeg, at undervisningen og underviserne har været helt i top. Der vil selvfølgelig altid være emner/personer, der helt individuelt inspirerer og motiverer mere end andre, men generelt er det tydeligt, at alle undervisere er engagerede og tager deres tid på Søminen meget seriøst. Det har til tider været frustrerende ikke at have mere tid til de enkelte fag, men sådan må det nødvendigvis være med et studie, der skal komprimere så meget stof sammen på så kort tid.
Der har været en super god stemning på alle weekender og på holdet generelt. Det er med til at understøtte det udfordrende ved ikke at se hinanden så tit og ved at skulle arbejde i grupper i de respektive netforløb og projekter. Både det sociale og den alsidige sammensætning af studerende har også været en særdeles bidragende faktor til det gode samarbejde i både netforløb og projekter. Det er klart, at man lige skal omstille sig til at arbejde med en ny gruppe i et nyt netforløb om et nyt emne, men det sociale på weekenderne har helt klart været med til at gøre den proces lettere. Selv om jeg værdsætter gruppearbejde højt og synes, det er en af de mange positive ting ved studiet, har jeg også været glad for på Modul2 at have to små individuelle afleveringer – i sociale medier og dialogisk kommunikation – og jeg så gerne, at der havde været lidt flere af dem, da de udfordrer en på en anden måde end gruppearbejde.
Jeg havde egentlig troet, at de intensive weekender på Søminen ville blive hårde, men der tog jeg fejl! Weekenderne gav mig hver gang fornyet motivation... Det har til tider været svært at holde gejsten til endnu et netforløb, når man sidder bag sin skærm og sit headset, men det er altid endt med at blive endnu et positivt forløb. Den største udfordring har været at koordinere arbejde og studie. Det er ikke altid, at tingene flasker sig således, at når der er travlt på studiet, er der mindre travlt på arbejdet og omvendt … snarere tværtimod! Der har ofte været tider, hvor man har måttet leve med at have dårlig samvittighed over for enten det ene eller det andet eller begge dele.
Det bedste har været de søde mennesker, de spændende emner (også selv om man kun har kradset i overfladen) og følelsen af, at selv når det har været allerhårdest, har jeg stadig glædet mig til næste Sømine-weekend.
Det er okay at holde en aften eller weekend fri i ny og næ. Det bliver simpelt hen for hårdt ellers ... Vær god til at strukturere din tid – og overhold den struktur! Nyd det – to år går hurtigere, end du tror…
Sygeplejerske, har en diplomuddannelse i undervisning og pædagogik og har efterfølgende videreuddannet mig til cand.cur., 51 år.
Arbejder som konsulent i en faglig organisation. Kommunikation har altid udgjort en væsentlig del af mit arbejde, både da jeg arbejdede som sygeplejerske og da jeg var underviser på sygeplejerskeuddannelsen. I mit nuværende arbejde som faglig konsulent, hvor forhandlinger og vanskelige samtaler er en del af hverdagen, er kommunikation et væsentligt redskab. Igennem de sidste år har jeg desuden fået flere arbejdsopgaver af kommunikationsfaglig karakter såvel internt som eksternt, og jeg bruger nu ca. halvdelen af min arbejdstid på opgaver med relation til kommunikation. Jeg havde derfor brug for lære mere om dette område.
På MPK har jeg stiftet bekendtskab med brugbar teoretisk og praktisk viden om kommunikation, hvilket har styrket min faglighed og har givet mig nye vinkler at anskue mine opgaver ud fra. Jeg har også fået et nyt socialt netværk til faglig sparring.
Undervisningen på MPK har med ganske få undtagelser været virkelig god: fagligt relevant og godt formidlet. Underviserne har været velforberedte og meget engagerede. Jeg har også oplevet en udtalt vilje til at møde os som studerende med alle vores mangeartede erfaringer.
Gruppearbejde og netforløb har fungeret godt. Det er en god idé, at grupperne til netforløbene sammensættes på forhånd. Det giver god mulighed for at lære flest mulige at kende og på den måde få inspiration og input fra mange faglige områder og traditioner. Samarbejdet i grupperne har været godt – der er generelt stor respekt for deadlines og aftaler. Det har været en virkelig god oplevelse.
Før MPK-uddannelsen har jeg altid videreuddannet mig inden for sygeplejefaget og må erkende, at det har været meget lærerigt, berigende, inspirerede og udfordrende at være en del af en uddannelse, hvor de studerende har så forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Det er særdeles anbefalelsesværdigt. Det er krævende både fagligt og tidsmæssigt at gå på MPK. Det har derfor indimellem været en udfordring at få døgnets timer til at slå til. I perioder har mit fokus klart været på job og uddannelse - på bekostning af familie, venner og fritidsinteresser.
Det er svært at fremhæve én oplevelse med MPK frem for en anden, for uddannelsen har været spækket med gode faglige og sociale oplevelser. Hvis jeg skal fremhæve noget, så må det blive det engagement, som både studieleder, undervisere og administration har udvist hele vejen igennem. Det er virkelig helt ubeskriveligt. På MPK er man ikke bare et studienummer.
Jeg har kun godt at sige om MPK. Jeg vil dog råde nye studerende til at forberede både familie, venner og arbejdsplads på, at det kræver tid, planlægning og indimellem benhård prioritering at gennemføre MPK.
Jeg valgte på andet år af MPK at følge et kursusforløb på RUC med titlen ”Ret og rigtigt”. Jeg vil anbefale, at der gøres god reklame for det kursus, da der her er fokus på både sprogrigtighed, grammatik, layout i opgaver, opstilling af referencelister og meget mere. Det vil være en fordel at følge kurset på første år af MPK eller i alt fald senest i efteråret på andet år af MPK.
Kommunikationsmedarbejder, læreruddannet, 56 år.
Jeg følte, jeg i det daglige arbejde havde brug for et dyberegående fundament. Jeg har arbejdet med information/kommunikation på et VUC i 21 år – langsomt har opgaverne udviklet sig fra at være redaktør på et lille kursistblad til nu at være nøgleperson i institutionens samlede kommunikation eksternt og internt.
Når jeg er i dialog med mine ledere om strategier, kan jeg allerede nu mærke, at mine argumenter er langt bedre underbyggede – og det bliver der lyttet til. Jeg har også fået et helt andet fundament til at vurdere det præsenterede indhold, når jeg er i kontakt med sælgere og bureauer. Samtidig har den naturlige ide-udveksling mellem os studerende ofte givet ideer til, hvordan forskellige konkrete opgaver rent praktisk kan gribes an.
Jeg har ikke bare i betegnelse, men også i håndtering af mit arbejde flyttet mig fra at være praktisk informationsmedarbejder til nu at være reflekterende ommunikationsmedarbejder.
Opbygningen af studiet har tiltalt mig, fra jeg første gang faldt over MPK på nettet. Internatweekenderne har betydet, at jeg kunne lukke af for andre opgaver og koncentrere mig fuldt ud om studiet, når jeg var på Søminen. I hverdagen er der så netarbejdet, som kan placeres i forhold til egne aktiviteter - det er dog ikke mere fleksibelt, end at man i mange perioder skal være indstillet på at kunne ”være på” dagligt. Det er jo netop et samarbejde, hvor dialogen er på BSCW – det er ikke bare et sammenskudsgilde, hvor jeg laver mit og du laver dit inden en bestemt deadline – men det er også i den samarbejdsproces læringen foregår. Det er ikke overdrevet, når det bliver nævnt, at man skal kunne lægge ca. 20 ugentlige timer i studiet. Det kræver også lidt overblik både at skrive opgaver til et igangværende netforløb og samtidig læse litteratur til det kommende seminar. Undervisningen på Søminen er på et fagligt fint niveau, underviserne er engagerede og pædagogikken er fornemt gennemtænkt. Jeg har i høj grad også følt, at der er blevet taget hånd om os som individer, samtidig med at der ikke har været tvivl om, at studiet skulle tages seriøst – afløsningsopgavernes størrelse har en tydelig effekt på nedprioritering af deltagelse i tantefødselsdage. Det er samtidig utrolig spændende at være sammen med medstuderende fra så mange forskellige erhverv og med så mange forskellige erfaringer i rygsækken. Når jeg søndag eftermiddag er kørt hjem fra det smukke Søminen, har jeg ikke bare været fyldt af spændende nyt fagligt stof, men også af energigivende naturoplevelse og gode sociale oplevelser – og det er den energi, der giver overskud i projektskrivningens mere tunge perioder.
Jeg er seminarie-uddannet i 70’erne. Selv om jeg føler mig uddannelsesvant var der nogle koder, jeg måtte bruge det første år på at få knækket, og jeg kunne registrere at medstuderende med akademisk baggrund havde et andet fundament til projektskrivning. Det krævede lige et par bøger med i sommerferiekufferten inden modul 2. Heldigvis er atmosfæren så tryg, at det har været nemt at stille spørgsmål, og jeg oplever vejlederne som meget dygtige til at spore sig ind på vores niveau og så både at udfordre og bekræfte os.
Stoltheden ved at have gennemført er faktisk mærkbar. Jeg tror, ingen af os forlader Søminen uden at opleve, at vi også har gennemlevet en personlig udvikling i de to år.
Familie og omgivelser undgår ikke at blive påvirket, derfor er det ekstremt vigtigt at sikre sig med baglandet, at det et ”fælles” projekt, inden man går i gang.
Og så er der lige det med firemandsrum på Søminen, bad på gangen og spisekø. Det skal man også kunne se sig selv som en naturlig del af. Studerende og undervisere, der stiller op til det, er nok lidt særlige - derfor er entusiasmen, rummeligheden og målrettetheden også lidt særlig. Jeg tror, der mellem MPK som studie og Søminen som undervisningssted er en tæt symbiose!
Uddannet tekniker indenfor byggeri, merkonom i organisation, personaleledelse og i markedsføring samt har en akademiuddannelse i international markedsføring, 56 år.
Er selvstændig kommunikationskonsulent. Jeg har valgt at fortsætte uddannelsesrækken med denne MPK med baggrund i mit daværende job som kommunikationschef. Efterhånden som tiden i mit job gik, blev jeg videnmæssigt ”udsuget”, da der ingen var at dele faglige holdninger og udfordringer med, og et behov for mere viden og dermed videreudvikling af det forretningsmæssige område var efterhånden et must. Inden jeg nåede at takke ja til arbejdsgiverens tilbud om MPK (!), gik arbejdspladsen næsten helt ned pga. krisen, og bl.a. min afdeling røg med.
Jeg meldte mig til MPK i kølvandet på min nye status som arbejdssøgende – og besluttede samtidig at starte egen virksomhed. Det har givet både nye opgaver og ny indsigt at studere, og med udsigterne til et fortsat lavt vækstgear i samfundet ser jeg endnu større muligheder som selvstændig. Når virksomhederne ikke ansætter, er de til at snakke med ang. enkelt- eller delopgaver indenfor markedsføring og kommunikation.
Jeg har via studiet opnået en mere nuanceret tilgang til opgaverne, foruden at jeg får flere henvendelser om opgaver nu. Den øgede faglighed opnået på MPK vil efter nogen tid skulle pudses af igen, forøges, udvikles, og derfor vil blikket da også blive rettet mod nye uddannelseshorisonter senere.
Min faglige nysgerrighed har fået én på opleveren, hver gang vi har været på Søminen. Underviserne er både engagerede og meget vidende på hver deres felt – hertil kommer en herlig selvuhøjtidlighed, der også er med til at skabe et godt klassemiljø. Opbygningen af studiet har vist sig at være meget motiverende, og vægten på det sociale samvær er med til at lægge grunden for gruppernes samarbejde om projekterne i perioderne mellem fremmødeweekenderne. Grupperne har været sammensat på forhånd, og vi har på den måde lært hinanden at kende uanset alder og baggrund. Det har været rigtig fint at blive blandet på den måde og meget givende at få andres vinkler på det faglige arbejde.
Kun én ting: der kunne godt være flere jyder iblandt (sagde jyden). Ikke pga. sproget (ha-ha) men fordi vi så f.eks. kunne køre sammen til søminen og også nemmere kunne mødes i forbindelse med arbejdet med de afsluttende projekter.
Jeg er praktiker med stort P og har manglet teoretisk fundament. Derfor har min største udfordring været at gå ind i det akademiske felt. Det bedste jeg har oplevet er, at jeg har fået baggrundsviden fyldt på – det giver mig større belæg for mine påstande, når jeg skal argumentere og sælge varen til kunden.
For at få så meget ud af studiet som muligt kræver det en vedvarende indsats. Planlæg opgaver og lektier, og overtal din arbejdsgiver til at give dig læsedage således, at du får forberedt dig og har god samvittighed overfor både familien og jobbet.
To år ser i starten ud til at være lang tid, men de er gået hurtigt. Nok fordi der har været så meget nyt, både fagligt og menneskeligt, f.eks. at møde mange nye, spændende læsekolleger heriblandt både gud og julemanden, indgå i det sociale liv på Søminen med 4-mandsstue, bad-kø, julefest, sømineaward m.v., få nye lækre mad-horisonter, forholde sig til en bunke bøger (og rykkere) fra biblioteket, prof-forelæsninger med superdygtige ruc-forelæsere, styre udenom afløsningsopgaver og nyde indtaget af ny viden.
Journalist, 44 år.
Jeg valgte først og fremmest MPK for at lære noget nyt og få en overbygning til min journalistuddannelse, som er ved at være noget bedaget. MPK studiet har givet mig et stort udbytte både personligt og fagligt. Pudsigt nok – og lidt overraskende - så er jeg blevet styrket i forhold til mit eget fag, fordi jeg i mødet med et nyt fag har lært en masse om, hvad det er, jeg kan som journalist, og hvad jeg kan tilføre andre fag. Men jeg føler mig også styrket i forhold til at begive mig ud i nye områder indenfor kommunikation, fordi vi på studiet har fået masser af redskaber, som man vil kunne arbejde videre med både personligt og fagligt. På studiet bliver du hele tiden udfordret i kraft af, at du møder nye områder og discipliner, og du lærer at tackle alt det nye og få styr på det blandt andet i samarbejdet med de andre studerende.
Mødet med andre faggrupper, med gruppearbejdet og med underviserne udfordrer på alle måder ens verdensbillede og kan kun smitte positivt af på det, som man arbejder med til daglig. Jeg har lært meget af at møde nye mennesker med en anden faglig baggrund end mig. Det giver blandt andet input til andre måder at arbejde på, ideer til andre jobmuligheder og i det hele taget til nye måder at se verden på. Selvom gruppearbejdet kan være en udfordring, så kan det også være en velsignelse, når det fungerer. Man lærer meget om samarbejde og projektledelse i den proces både i forhold til ens personlige styrker OG svagheder.
Man skal ikke lade sig skræmme af, at undervisningen primært foregår på nettet. Det fungerer faktisk. Weekenderne på internat er hyggelige og giver et sammenhold os studerende imellem, og det bygger man videre på, når man arbejder på nettet. Min oplevelse er, at selvom du arbejder i grupper på nettet, så lærer man hinanden godt at kende.
Der er flere udfordringer ved uddannelsen. Den største udfordring er at få tiden til at slå til. Studiet bliver hurtigt omsiggribende – især i de to perioder, hvor projektopgaverne står på. Man er nødt til at vænne sig til, at man altid har noget hængende over hovedet – og det skal ens familie og venner også lige vænne sig til. Man bliver ikke det mest selskabelige menneske af at studere. Der er blevet sagt nej tak til en hel del gennem de sidste to år.
En anden udfordring er mødet med det akademiske miljø. Det kræver en hel, hvis man ikke har en universitetsuddannelse i forvejen. Man kan godt føle, at man er lidt bagefter, fordi både arbejdsmetoderne og videnskaberne er nye, men der er stor hjælp at hente hos underviserne og vejlederne.
Det bedste ved uddannelsen er den fordybelse, som de to store projektopgaver giver – at kunne beskæftige sig med det samme spændende emne i flere måneder – det er den rene luksus. Her får man virkelig mulighed for at dykke ned i noget, som interesserer en og se det folde sig ud. Men jeg vil også gerne fremhæve weekenderne på Søminen. Det er krævende weekender ind imellem, men vi har også hygget os meget og haft mange gode fester. Selvom man er væk fra familien i weekenderne, så giver det også en ro til at koncentrere sig om studiet.
Mit råd til kommende studerende er: Kast dig ud i det. Jeg har ikke fortrudt det et sekund. Jeg ærgrer mig kun over, at jeg ikke gjorde det noget før. Jeg er super stolt over, at jeg (snart) har gennemført det. Det har været en god rejse!
Professionsbachelor i ernæring & sundhed samt en overbygning som klinisk diætist, 32 år.
Jeg arbejder som klinisk diætist i et forebyggelsescenter i Københavns kommune. Jeg valgte at læse på MPK, fordi jeg syntes, at jeg havde behov for at blive bedre til at kommunikere i mit arbejde. Selve uddannelsen tiltalte mig pga. den fleksible form, hvor meget foregår på nettet. MPK har givet mig en større faglig sikkerhed i at kommunikere – både skriftligt og mundtligt. Jeg er blevet kommunikationsansvarlig på mit arbejde.
Undervisningen og gruppearbejdet på MPK er meget givende. Det er et godt niveau, som er meget anvendeligt i ens hverdag. Sammensætningen af grupper sker sådan, at man møder mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde. Det er med til at bidrage til udbyttet. Underviserne er professionelle og engagerede. Den største udfordring ved uddannelsen har været at få tid nok. Det er et krævende studie, som fylder stort set alle ens fritimer. Familie og venner skal være klar på, at man ”melder sig ud” i 2 år.
Den bedste oplevelse ved uddannelsen er, at man kommer så vidt omkring ift. kommunikation. Afsæt tid og spring ud i det. Weekenderne på Søminen er hårde, men givende.
Lærer, 36 år.
Efter en knap 10 udfordrende år som underviser, meldte lysten og trangen sig til selv igen at sidde på ”elevsiden”. Min søgen efter en efter- eller videreuddannelse der kunne udfordre mig og give mig lyst til at studere, ledte mig hurtigt til MPK. Uddannelsen faglige indhold ramte plet på min lyst til at få flere og nye perspektiver på kommunikationsbegrebet , efter en del år som formidler. Selvom MPK ikke er et traditionelt videreuddannelsesvalg for folk med min baggrund – ofte er det diplomuddannelser på DPU der ligger i naturlig forlængelse af en læreruddannelse - var jeg alligevel tiltrukket og søgte ind uden tøven.
Det var både det faglige indhold, men i høj grad også af hele organiseringen af uddannelsen der tiltrak mig, og især tanken om weekendforelæsninger lød som en fantastisk måde at studere på. Jeg så mange fordele ved gruppearbejdet i netforløb, og var idet hele taget begejstret ved tanken om et fast hold, man følger i de to år uddannelsen forløber.
De to år på MPK har været en udfordring på både det faglige og personlige plan.
De mange forelæsninger og netforløb med bredt indhold har i høj grad øget mit faglige begrebsapparat, og min viden om kommunikative virkemidler, metoder og strategier.
Jeg har løbende mærket hvordan de nye tanker og diskussioner fra forelæsninger og forløb har rumsteret og påvirket mit arbejdsliv, og har i en vis grad kunne implementere disse i hverdagen. Det har samtidigt været dejligt bekræftende at opleve, pludselig at være i stand til at sætte fagtermer på allerede eksisterende arbejdsgange og – mønstre. Dette har i høj grad styrket mit mod til at byde ind på nye opgaver og udvalgsarbejde i arbejdsregi.
Jeg er ofte undervejs blevet spurgt ”hvad bliver du så, når du er færdig med den Master?”, og svaret må her ved afslutningen være; Reflekterende Praktiker. Mit sociale ”kommunikatør-netværk” er udvidet, og herigennem har jeg også fået nye idéer og tanker om hvad fremtiden kan bringe af forandringer rent arbejdsmæssigt. I første omgang er det min hensigt at afprøve det lærte på min nuværende arbejdsplads netop som reflekterende praktiker. Når lysten til nye udfordringer igen driver mig af sted, er det planen at nyt job eller involvering i fx frivilligt arbejde vil være næste skridt for mig.
På MPK møder man mange forskellige undervisertyper, men fælles for alle er et højt engagement og stor faglighed på deres felt. Min oplevelse af tilrettelæggesen af undervisningen var generelt positiv, og på mange måder var det dejligt befriende med de mange forskellige tilgange til undervisningen. Det ligger de fleste MPK-undervisere meget på sinde, at deltagerne får et rigt udbytte med fra deres forelæsning. Det var fedt at mærke den slags engagement fra professionelle undervisere der virkelig brænder for deres felt!
I mit job som lærer, er jeg vant til at indgå i tæt samarbejde med kolleger i teams og derfor faldt gruppearbejdet mig umiddelbart naturligt. Dog var det til tider udfordrende at mødes på tværs at faglige forskelle, forskellige ambitioner med studiet og ikke mindst gruppens kommunikation via nettet og Skypemøder krævede ofte en del koordinering.
Min oplevelse af det sociale og faglige miljø på MPK er helt i top! Søminestationen er en rigtig fin ramme for weekendseminariet, og man føler sig lidt som et medlem af en lille eksklusiv klub, når man kører ind på gårdspladsen fredag eftermiddag. Klar til at blive forkælet med ny og spændende viden. Det bliver gjort rigtig meget for at skabe god stemning med hyggelige traditioner, fester og lidt rødvin efter en lang dags forelæsning.
Trods de meget forskellige mennesker der samles på et studie som MPK, er det i mine øjne lykkedes at skabe et inkluderende fællesskab med plads til alle. At holdet består af folk med vidt forskellige faglige bagrunde, er en stor styrke. Vores hold har endda haft en nogenlunde fordeling af køn, noget som også har betydet meget positivt for dynamikken og stemningen
Det at få tilrettelagt hverdagen, så studierne, arbejdslivet og familie- og socialliv kan gå op i en højere enhed, har været min udfordring. Fagligt har det været rigeligt med udfordringer, og især har jeg set udfordringer i at finde fodfæste i den akademiske begrebsverden fx videnskabsteorien, som jeg kun i mindre grad har berørt i min tidligere uddannelse.
Min bedste oplevelse har været at udvikle mig sammen med andre, der også har været ivrige for at lære nyt. Det har været dejligt at sidde på skolebænken igen med et hold af energiske og engagerede medstuderende. Jeg vil anbefale alle, at få en ordning med arbejdsgiver om studiedage eller nedsat tid i perioder. Jeg har arbejdet fuld tid, og blot haft studiedage i forbindelse med eksamen, og dette er ikke anbefalelsesværdigt.
Det kan også være en fordel, at lave aftaler med sin arbejdsgiver om evt. videndeling løbende fra studiet, hvis arbejdsgiveren finder det relevant. På denne måde, bliver studierne overført og afprøvet på praksis.
Sygeplejerske, HA-uddannelse, Diplomuddannelse i Ledelse, 52 år.
Jeg var interesseret i kommunikation, og hvordan jeg kunne blive bedre i praksis. Jeg bruger formidling i min hverdag, og ville gerne blive bedre til - både til faglige og ledelsesmæssige informationer. Jeg syntes, det kunne være en udfordring at få mere teori, som jeg kunne bruge til at udføre mine arbejdsopgaver. Jeg vil kunne bruge uddannelsen i mit hovederhverv, men tænker at kunne bruge uddannelsen i et eventuelt bijob. Jeg valgte blandt andet studiet, da det kunne kombineres med weekender og netforløb – at Søminen ligger i Holbæk, hvor jeg bor, er en sidegevinst.
Umiddelbart har jeg ikke fået nye opgaver, men ser mange muligheder i forbindelse med blandt andet udarbejdelse af skriftligt materiale. På sigt vil jeg bruge uddannelsen til at komme videre i et nyt job. Uddannelsen har helt sikkert været medvirkende til, at jeg er blevet bedre til både skriftlig og mundtlig kommunikation. Det har været en god øvelse, at vi studerende har holdt 5 minutters oplæg for hinanden. Forløbet har været godt med en blanding af teori og praksis.
Jeg vil helt sikkert bruge uddannelsen til at komme videre i et nyt job. Undervisningsformen har været afvekslende med forelæsninger og praktiske øvelser – som har givet undervisningen et afbræk. Underviserne har været dygtige, engagerede og levende, og både netforløb og undervisning har været godt planlagt med en rød tråd gennem hele forløbet.
Jeg har været i flere forskellige grupper i vores netforløb, og alle har fungeret godt – vores samarbejde har været rigtigt godt. At vi på forhånd er sat i grupper har gjort det nemmere, og vi skulle ikke bruge tid på at danne grupper selv. Alle netforløb i grupperne har været planlagt sådan, at aflevering er sket til tiden, og det synes jeg er imponerende….
Jeg synes, at vores hold har fungeret super, og vi er kommet godt ud af det med hinanden. Vi er mange forskellige faggrupper, og det har været medvirkende til nogle spændende og interessante diskussioner – både i undervisning og socialt. Jeg er bosiddende i Holbæk og har derfor ikke overnattet på Søminen, men jeg føler ikke, at jeg har ”mistet” noget socialt. Det faglige niveau har været i top, og vi har alle suppleret hinanden godt. Rigtigt godt miks af alder, køn og uddannelser. Det giver nogle gode diskussioner når faggrupperne er forskellige og kommer fra både det private og offentlige.
Det har været en krævende uddannelse med meget læsning og opgaveløsning, som til tider har været svært at koble sammen med et fuldtids lederjob – men nu er lyset jo forude, og så har det været anstrengelserne værd. Jeg har lært en masse nye medstuderende og undervisere at kende, og det har været en dejlig oplevelse. Og jeg har fået koblet en masse teori på som jeg kan bruge i min hverdag har været en god kombination.
Jeg vil klart anbefale andre at starte på studiet – det har været 2 gode år. En fast struktur med afløsningsopgaver og afleveringsfrister er klart at foretrække. Tak for 2 rigtig gode år.
BsC Honours degree i Hotel & Catering Management fra Oxford Brookes University i England, 49 år.
Arbejder som direktør i en virksomhed der beskæftiger sig indenfor to hovedforretningsområder, forlagsbranchen og indgåelse af fordelsaftaler for små og mellemstore virksomheder.
I mit job har jeg det overordnede ansvar for kommunikationen til mange forskellige typer virksomheder indenfor forskellige brancher, herudover er jeg ansvarlig for kommunikationen til presse og medier Et ønske om at blive bedre og mere bevidst om håndteringen af disse ansvarsområder, var en af årsagerne til at jeg valgte at starte på MPK studiet.
Studiet har givet mig en mere analytisk indgang til kommunikation, forstået på den måde at jeg i højere grad evner at reflektere over de virkemidler der ligger i kommunikation. Dette er meget nyttigt i mit job hvor jeg kommunikerer med mange forskellige typer virksomheder indenfor forskellige brancher.
Studiet har også været med til at udvikle mig personligt, idet jeg i langt højere grad end tidligere kan analysere (og indimellem gennemskue) meget af den kommunikation vi alle møder i vores hverdag. Studiet har også givet et helt nyt netværk på tværs af alder, køn og brancher. Jeg har mødt mennesker fra mange forskellige brancher der med hver deres respektive livsverden har været med til at inspirere mig og fortælle historier fra verdener jeg normalt ikke beskæftiger mig med.
Mine oplevelser fra studiet er en meget høj grad af faglighed i undervisningen. I de to år studiet har varet, er vi som studerende blevet præsenteret for en række forskellige undervisere med hver deres speciale. Jeg synes at det faglige niveau har været højt og præget af undervisere der brænder for deres specialer og for at formidle deres viden til de studerende.
Uddannelsen er præget af en høj grad af gruppearbejde, hvilket både giver udfordringer og fordele. Undervisningsforløbet er skruet sammen således at studerende sættes sammen i forskellige grupper i løbet af uddannelsen, hvilket giver den naturlige udfordring at man for hvert nyt forløb skal finde ”den røde tråd i samarbejdet”, hvilke styrker har deltagerne i gruppen og hvordan finder vi en optimal måde at samarbejde om de problemstillinger gruppen stilles. Gruppesamarbejdet giver den store fordel at man som en slags ”studie i studiet”, optimerer sine evner ud i samarbejdets kunst. De mange forskellige mennesketyper med forskellig baggrund bidrager på hver sin måde til at man i løbet af uddannelsens forskellige forløb, får mange forskellige indfaldsvinkler i problemløsningen, hvilket giver en interessant og udviklende proces i de forskellige forløb i uddannelsen.
Det sociale miljø på studieweekenderne på Søminen (RUCs kursussted) har været fænomenalt. Det sociale og faglige miljø smelter sammen på de weekender man samles og giver en helt speciel stemning i uddannelsesforløbet, også i de perioder hvor man mødes i cyberspace på RUCs konferencesystem BSCW.
Den største udfordring ved uddannelsen er at studiet er tidskrævende. De to år studieforløbet varer bruger man mange timer foran sin PC og en del weekender på Søminen. Det er derfor vigtigt at man gør sig det klart at aftener og weekender i høj grad står i MPKs tegn.
Det er svært at pege på en bedste oplevelse med uddannelsen, da der er mange forskellige positive aspekter man kunne pege på. Høj faglighed, fantastisk socialt samvær og nogle meget inspirerende forelæsninger hører til blandt de meget positive oplevelser som uddannelsen byder på.
Hvis man overvejer at starte på MPK studiet er det vigtigt at man er klar til at gøre en stor indsats da studiet er temmelig krævende og på et fagligt højt niveau. Det er også tilrådeligt at man får sine aftaler på plads på hjemmefronten da man kommer til at bruge mange aftener foran skærmen og det er vel at mærke ikke TV skærmen men PC skærmen.
Jeg vil give MPK studiet og RUC mine bedste anbefalinger og opfordre interesserede til at seriøst overveje studiet. Det har for mig været en meget positiv oplevelse der har givet mig nogle værktøjer som er brugbare i mit professionelle virke og som samtidig har udviklet mig personligt som menneske.
Cand.scient.pol., p.t. pædagogmedhjælper, 42 år.
Jeg valgte at studere kommunikation for at opgradere og opdatere min uddannelse, og på den måde blive bedre kvalificeret til at søge nyt arbejde. Uddannelsesforløbet passede fint til at kunne passe et arbejde ved siden af, og gebyret var overkommeligt til at jeg selv kunne betale uddannelsen.
Uddannelsen har givet mig nye faglige kompetencer, både på det akademiske niveau og på et mere konkret niveau, idet jeg har styrket min kunnen inden for mundtlig og skriftlig formidling. Jeg føler mig i høj grad mere kompetent til at søge nye arbejdsudfordringer.
Gennem weekenderne på Søminen får man rig mulighed for at høre om de medstuderendes erhvervserfaring mm., og de mange snakke over middagsbordet eller om aftenen over et glas rødvin er i høj grad med til at danne basis for sociale og faglige netværk.
I undervisningsforløbet kommer man godt rundt om de mange forskellige områder af kommunikation, om end man på nogle områder kun når at skærpe appetitten for at lære mere. Undervisningen har et højt akademisk niveau og underviserne en stor faglig og erhvervsmæssig indsigt, så både den praktiske og akademiske del bliver tilgodeset.
Netforløbene mellem undervisningsgangene er utrolig givtige, idet man straks får afprøvet, om man har forstået og kan bruge det pensum, man har lært. Fordi de studerende besidder forskellige faglige kompetencer qua uddannelse og erhvervserfaring, bliver diskussionerne og den fælles opgaveløsning i gruppearbejdet ekstra berigende. Man kommer til at se en opgave fra forskellige sider og synspunkter. Generelt er de studerende meget disciplinerede i gruppearbejdet, og det er tydeligt, at folk tager studiet alvorligt. Alt i alt et fantastisk fagligt miljø.
Weekendopholdet på Søminen er med til at skabe det gode sociale miljø på studiet. Det er et privilegium at kunne hellige sig studiet tre dage i træk (ad gangen), i natursmukke rammer og med særdeles engagerede og imødekommende studieledere, administrator, undervisere og – selvfølgelig – medstuderende. De mange snakke ved måltiderne, pauserne og om aftenen er med til, at de studerende når at lære hinanden godt at kende, og skaber en god atmosfære.
Det er en fordel, at de studerende har forskellig uddannelsesmæssig baggrund og erhvervserfaring, da kommunikation er så bredt et felt. De studerendes erfaringer beriger diskussionerne i både undervisning og netforløb.
Selv om jeg var forberedt på at skulle bruge megen tid på studiet har det alligevel berørt familieliv mm. Det er en god idé at planlægge feriedage omkring eksamen og den periode, hvor man skriver afhandling.
At jeg fagligt har fået fuld valuta for pengene og oveni købet oplevet et fantastisk studiemiljø med en masse dejlige mennesker. Forbered familie, arbejdsplads, venner mm. på, at du i perioder må nedprioriterer din tid med dem til fordel for studiet.
Projektleder, uddannet tekstilindkøber, 35 år.
Jeg valgte at tage uddannelsen fordi jeg ønskede at skifte branche. Jeg har fået nyt arbejde og samtidig opnået en større fagllighed og sikkerhed til at gebærde mig indenfor mit nye fag. Gruppearbejde og samarbejde kan være en udfordring, men på RUC får man redskaberne til at opnå de bedste resultater gennem teamwork. Uddannelsen tilbyder utvivlsomt et positivt socialt miljø, med mulighed for at udvide sit faglige netværk.
Sammensætningen af studerende er meget broget, hvilket gør indlæringen ekstra nuanceret. Så forskellige mennesker har meget forskellige perspektiver på det samme emne/spørgsmål, hvilket åbner op for nye kritiske vinkler – meget lærerigt.
Min største udfordring ved uddannelsen er at sige højt, at den foregår på RUC, fordi ordet fortsat klinger af “rundkreds”… Ordet RUC forbindes I min omgangskreds med noget venstreorienteret og uambitiøst. Få nu skabt en ny historie, please!
Det bedste ved uddannelsen er at få lov at side på skolebænken igen og suge ny viden til mig.
Bedste råd: “Hav det sjovt med at tage uddannelsen!”. “Det er ind imellem svært at få tiden til at slå til, men tænk på at sådan er det for alle.” “Husk at tage en snack med til fredag aften!”
Jeg håber der er nogen der beslutter sig for at hyre en ny køkkenansvarlig, så fremtidige studerende får sundere mad I stedet for fed (og dyr). Jeg er sikker på, at det er muligt at finde en god kandidat I en tid, hvor mange mennesker står uden arbejde og er plaget af pligter udstukket af arbejdsformidlingen. Jeg fandt det f.eks. yderst irriterende at betale 550 kr (500?) for hver morgen at finde ud af at al yoghurt og frugt allerede var spist…og at alternativet hver gang var sukker, vand og mel i form af en krydderbolle. –Og så i øvrigt blive mødt med et surt svar i køkkenet, når jeg spurgte om der var mere. Not cool.
Tak for to supergode år til både undervisere og medstuderende!!
Kommunikationskoordinator, 51 år.
Arbejder dels som kommunikationskoordinator i en humanitær organisation, der hedder AC Børnehjælp og dels som ansvarlig for kommunikation og administration i TechCare.
Jeg har arbejdet med professionel kommunikation siden 1997. Jeg har prøvet kræfter med det meste i faget fra de store linjer i kommunikationsstrategier, til balancegangen i krisekommunikation og til en to-fløjet og printet pjece med gribekant. Jeg har skrevet, fotograferet, layoutet og fortalt. Meget er gået godt. En del rigtigt godt. Og så har der været gedigne fejlskud. Jeg søgte ind på MPK for at finde forklaringer på såvel sejrene som nedslagtningerne. Jeg søgte også ind på MPK for at afsøge, om der var veje, jeg ganske enkelt ikke så, fordi jeg var for dårligt klædt på kommunikationsfagligt.
De to år på MPK afbrudt af et halvt år på Master i Retorik og Formidling på Aarhus Universitet har givet mig meget mere faglig sikkerhed. Nu kan jeg kommunikationsfagligt forklare og forsvare, hvorfor jeg gør ét og vælger andet fra. Kommunikatøren med den utroværdige mavefornemmelse er skiftet ud med en reflekterende praktiker, der i langt højere grad går strategisk, køligt og velovervejet til opgaverne. Det giver både bedre resultater og bedre nattesøvn.
En personlig sejr har det været, at MPK har stjålet min skræk for offentlig optræden. Før MPK besvimede jeg bogstavelig talt, hvis jeg skulle tale for flere end tre kollegaer og en gadefejer. Det gør jeg ikke mere. Faktisk har den nænsomme men uundgåelige praktiske træning i retorik betydet, at jeg i dag ikke bare overlever offentlig optræden, jeg nyder i glimt den intensitet, der kan opstå, når jeg står alene på de skrå brædder med opgaven at nå et publikum.
Med få undtagelser har underviserne været kompetente, inspirerende, anerkendende og vidende. Der har været en naturlig og god progression fra det meget praksisorienterede på Modul 1 til det mere akademiske niveau på Modul 2.
MKP er lagt an på gruppearbejde. Jeg synes studiet trænger til modernisering her. Jeg har haft stor og uvurderlig glæde af den inspiration og de udviklingsmuligheder der har været i at gruppearbejde med fagfolk fra så mange andre fagtraditioner.
Den største udfordring på MPK for mig har været at lære at tænke og skrive akademisk. Jeg har en fornemmelse af, at det er lykkedes. ”Hvad er det her for en tekst? Jeg forstår kun en brøkdel” var i hvert fald min vanlige oversætters første kommentar, da jeg sendte et dansk draft til engelsk abstract til min afhandling til ham til oversættelse.
Ud over en munter og opløftende stemning, masser af inspirerende medstuderende, dygtige undervisere så er min bedste oplevelse med MPK, at studiet har bekræftet, at jeg er på den rette hylde. Det er altopslugende at arbejde med kommunikation - og det bliver bare meget sjovere af at være professionelt klædt på til opgaverne. Mit bedste råd til kommende studerende kan siges med få ord: Kun en tåbe afsætter under 20 timer om ugen til MPK!
Tak for nu. Det bliver ganske underligt at september kommer og går uden Søminen, fællessang i gården og masser af fritid ved computeren.
Jurist, 46 år.
Arbejder som kvalitetsansvarlig i en shippingafdeling. Jeg valgte MPK, fordi jeg gerne ville lære mere om kommunikation på en måde, som kunne forenes med et fuldtidsarbejde. Jeg har på MPK fået en mængde både praktisk og teoretisk viden om kommunikation på et højt niveau. Jeg har desuden mødt og arbejdet sammen med en række sjove, kloge, spændende og venlige mennesker.
Undervisningens vekslen mellem weekendseminarer og netforløb har virket godt. Seminarerne er intense, men også socialt vigtige. Netforløbene giver fleksibilitet i forhold til arbejde og privatliv. Underviserne har generelt været af meget høj klasse inden for deres respektive felter. De har virket motiverende og motiverede – ja, ofte nærmest glade for at møde os :o)
Det sociale har fungeret virkelig fint på vores hold. Det, at man bliver sat i skiftende grupper gennem netforløbene, er med til, at man når at lære rigtig mange at kende.
Det er desuden et stort plus ved uddannelsen, at de studerende kommer med ret forskellige erfaringer og baggrunde. Internatet, fællesspisningerne og ikke mindst fællessangen ved ankomsten på weekendseminarerne er bare nogle få af mange væsentlige og gode tiltag til at styrke det sociale og fællesskabet blandt de studerende – også mellem de to årgange.
Endelig vil jeg nævne MPK’s administration, som har været altid venlig, imødekommende og effektiv. Den største udfordring har været at det indimellem har trukket kraftigt på søvnkontoen både at have MPK og (mere end) fuldtidsjob. Min bedste oplevelse med MPK er blive klogere sammen med sjove, gode mennesker. Det bliver både sjovt, lærerigt og hårdt – så engager dig og nyd det!
Pr-konsulent, cand. Mag., 35 år
Jeg valgte at starte på MPK fordi, jeg gerne ville arbejde med kommunikation og derfor ønskede at opnå nye kompetencer inden jeg sprang ud som professionel kommunikationsmedarbejder. Jeg ville specielt gerne lære at tænke i målgrupper, at skrive bedre tekster, at bruge sociale medier og ikke mindst få papir på mine kompetencer.
Jeg har fået et stort netværk inden mange forskellige brancher, og har allerede brugt det flittigt i privat og job-sammenhæng. På jobfronten er det gået hurtigt i løbet af de to år. Det første år på MPK skrev jeg artikler til lokalaviserne for det gymnasium jeg arbejder på. Det andet år på MPK startede jeg som studentermedhjælp på et kommunikationsbureau, og har begge steder fået praktisk erfaring med at lave kommunikationsprodukter, (pressemeddelelser, medierapportering, læserbreve, Facebook-opdateringer etc.), hvilket der ikke har været meget undervisning af på studiet.
Underviserne på MPK er engagerede og kan godt lide at undervise os, fordi vi har noget andet at byde på end deres dagtidsstuderende. Vi har mere erfaring, og brænder virkelig for det. Gruppearbejdet kan være udfordrende, specielt i starten, hvor man lige skal vænne sig til at der er 4-5 personer om at bestemme, og alle skal gerne høres. Der er dog ingen tvivl om at gruppearbejde med folk jeg svinger med fagligt er med til at generere nye ideer og løfte opgaven på mange fronter. Det kan dog være svært at holde den røde tråd af og til.
Fester er der mange af på MPK, og det er virkelig en stor styrke ved steder. Specielt den årlige awardfest med sjove nomineringer er sjov. Stemningen er meget uformel og vi kommer hinanden ved, når vi er på Sømineweekenderne. Ture i skoven og ikke mindst løbeture om morgenen.
Den største udfordring er nok gruppearbejdet, som er en kunstart, som kræver stor tålmodighed og psykologisk spidsfindighed. Jeg er kommet efter det, mener jeg selv, men især i starten, kræver det virkelig at man prøver sig frem og lytter til gruppekammeraterne.
Min bedste oplevelse med uddannelsen er at være en del af det sociale miljø på stedet og møde en masse spændende mennesker, som har samme interesse som mig selv.
Mit bedste råd til kommende studerende er at nyde de to år og afse tid til at få læst. Det er krævende, specielt omkring de to store opgaver som afslutter de to år. Regn med at arbejde rigtig meget, og forsøg at nyde det, for du lærer en masse. Vælg ikke denne uddannelse, hvis du vil lære at skrive kommunikationsprodukter, der er meget teori, og du lærer ikke at skrive, men får teoretiske redskaber, hvoraf mange af dem kan anvendes i et kommunikationsjob.
Sygeplejerske, 40 år.
Jeg har de seneste 4 år arbejdet som klinisk uddannelseskonsulent i Psykiatrien Region Sjælland. Jeg vender tilbage til det kliniske felt i Psykiatrien den 1. juni 2012, da jeg efter vores forløb med blandt andet dialogisk kommunikation, er inspireret på ny til mødet og samarbejdet med patienter.
Jeg valgte MPK fordi studiet gav mulighed for at udbygge mit teoretiske fundament og arbejde videre og blive klogere på kommunikation. Både den mundtlige, skriftlige, skarpe kommunikation med de gode og holdbare argumenter samt den rummelige kommunikation, med udforskende og nysgerrige spørgsmål og refleksioner. Det var ønsket om et stærkere teoretisk ståsted kombineret med den faglige udvikling i praktisk form, der tiltalte mig. Samtidig faldt jeg også pladask for overskriften "reflekterende praktikere". Udover det, så var de fleste af mine kollegaer uddannet indenfor pædagogik og undervisning, og jeg ønskede en anden vinkel, for at kunne "forstyrre" vores interne diskurs.
Jeg har mødt mange søde, kloge og interessante mennesker. Jeg har fået skærpet min kritiske sans, mens jeg samtidig også har fået øjnene op for hvor mange perspektiver og tilgange en enkelt opgave kan løses med. Og min tilgang kan jeg også anvende. Jeg har udviklet både mine personlige og faglige sider, de seneste to år. Jeg har fået mere "hår på brystet" i faglige diskussioner og dialoger, og jeg har fået nyt værktøj og redskaber i min kommunikations- kasse. Jeg glæder mig meget til at tage hele paletten i brug i mit nye arbejde. Det bidrager i den grad til gode drøftelser og refleksioner at de mange søde, kloge og interessante mennesker som kommer på Søminen har vidt forskellige uddannelser, interessefelter og erfaringer. Det gælder både undervisere og studerende.
Generelt har det faglige niveau ved forelæsninger og netforløb været godt. Undervisningen og pædagogikken veltilrettelagt og gennemtænkt. Undervisererne velforberedte, inspirerende, imødekommende og engageret, hvilket alt sammen i en skøn cocktail har bidraget til min læring. Derudover har jeg nydt godt af vekslen mellem den teoretiske og praktiske tilgang under uddannelsen.
Det giver god mening at det kun er forårets grupper, de studerende har indflydelse på, da skiftet til nye grupper hele tiden giver gode udfordringer, nye input og en konstant udvikling af sprog, holdninger og refleksioner. Jeg har lært meget både af undervisere og studerende på MPK.
Den største udfordring har været at få familielivet, arbejdslivet, og studielivet til at gå hånd i hånd. Det har krævet planlægning, planlægning og planlægning at forene, men nu er det så utrolig tæt på, og jeg er ubeskrivelig glad for at kunne tilføje denne uddannelse på mit cv, når eksamen er veloverstået. Hele familien glæder sig til denne dag, for så er det slut med at planlægge tid til studie, i hvert fald indtil videre......
Jeg har følt mig meget privilegeret og heldig når jeg har kigget ud af vinduet på Søminen, nydt vandet og solen, mens jeg har lyttet til en engageret underviser, der endnu engang inviterer til nye refleksioner og nye perspektiver. Derudover har det bedste på uddannelsen været mødet med de mange nye mennesker, stemningen og atmosfæren omkring uddannelsen. Det skal I alle have tusind tak for.
Til kommende studerende anbefaler jeg at du:
-Sørger for at familien også synes det er en god idé at du starter på uddannelsen.
-Prioritere og planlægger studietid, sådan at du med god samvittighed også har tid til andre væsentlige ting:O). Gemmer lidt ferie til forårets projekter. Glæder dig over muligheden for at tilegne dig ny viden indenfor det kommunikationsfaglige felt - og det er stort.
Banechef i Dansk Golf Union, Cand. Scient. og Merkonom i Ledelse., 37 år.
Det var primært ønsket om at kunne koble hverdagens arbejdsopgaver med ny og praktisk viden om kommunikation. Formålet var at øge min daglige arbejdsglæde og kunne se en kobling mellem teori og praksis. Basalt set forventede jeg at blive bedre til mit nuværende job. Der lå således ikke et ønske om karriereskift eller et ønske om at stige i hierarkiet på min arbejdsplads.
Jeg så uddannelsen som en bred indføring i formidling, som jeg i fremtiden ville kunne drage nytte af uafhængig af mit job. Jeg så det således som en uddannelse, der ikke låste mig fast på en bestemt retning, men i højere grad kunne åbne mine fremtidige karrieremuligheder, specielt inden for ledelse.
Først og fremmest har jeg fået en fornyet energi og perspektiv på mit daglige arbejde. Jeg har stort set efter hver netforløb eller Sømine-ophold kunne tage den nye viden med hjem på kontoret og eks. ”udsætte” mine medarbejdere for nye arbejdsmetoder og tilgang til arbejdet. Koblingen mellem teori og praksis har været ideel, og jeg har i den grad følt mig som en ”reflekterende praktiker”.
Studiet har ikke givet mig nye arbejdsopgaver, men jeg har været i stand til at indgå i for eksempel kampagneplanlægning på en langt mere kvalificeret måde. Dialogen med vores kommunikationsfolk er blevet langt mere ligeværdigt, og det har været interessant at kunne tage fat på nogle nye faglige diskussioner med nye faggrupper.
En meget positiv effekt af studiet har været at opleve min ”nye” tilgang til det at studere. Det har været fantastisk at studere i en mere voksen udgave, end da jeg tog min kandidatgrad. Forelæsernes tilgang til undervisningen har været mere ligeværdigt, og på mange af Sømine-opholdene har jeg fået rigtig meget ud af mine medstuderende input, både uddannelsesmæssigt og via deres brede erfaring.
Som nævnt tidligere har der et bredt udbud af meget dygtige, og ikke mindst, meget engagerede undervisere. Netforløbene har for mig været nærmest perfekt timet, da der i flere sammenhænge var en meget tæt kobling mellem det jeg lærte på studiet, og det jeg sad og arbejdede med i det daglige.
Jeg syntes gruppearbejderne har fungeret upåklageligt. Det har været rart at der har været dannet grupper på forhånd i netforløbene. Man har således ikke skulle bruge kræfter på at finde samarbejdspartnere hele tiden. Man lærer meget af at arbejde sammen med forskellige mennesker, og jeg har generelt været meget imponeret over den disciplin og ansvarlighed som gruppearbejderne har været præget af. Jeg kan ikke huske at der har været en deadline, der ikke er blevet overholdt i 2 år. Det syntes jeg er meget imponerende.
Der er en god kobling mellem det sociale og faglige miljø på Søminen. Det giver en god stemning når man er samlet så intenst i en længere periode. Jeg har selv kørt frem og tilbage i weekender, hvilket måske har kostet lidt på det sociale plan, Men det er ikke noget som har gjort, at jeg ville prioritere anderledes en anden gang.
Nu er jeg meget begejstret for vores hold og syntes sammensætningen har været god, både når det gælder alder og køn, men også når det gælder faglighed og baggrund. Det er godt med en blanding af folk, der arbejder med kommunikation til daglig og nogle uden forforståelser, der blot brænder for at komme i retning af kommunikation. Koblingen mellem humanister og folk med en naturvidenskabelig baggrund er rigtig interessant. Denne forskel på tilgang til tingene kunne man måske overveje at dyrke endnu mere.
Den største udfordring har været at at finde en balance mellem studie, arbejde og fritid. Når man har lederjob samt kone og to små børn.
Søminen er et dejligt sted, men ikke optimal til hverken undervisning eller gruppearbejde.
Vil afslutningsvis blot endnu engang udtrykke min begejstring for studiet. Ikke kun fagligt, men også for den måde som det er struktureret på. Uden den faste struktur (læs: afløsningsopgaver og hyppige deadlines) tror jeg ikke udbyttet ville have været det samme. Det skaber rammen om et studie, der både fagligt og socialt er helt i top. Tak for 2 gode år.
Cand.scient.pol., 35 år.
Politisk konsulent. Jeg valgte MPK ud fra et ønske om, at have en bedre teoretisk fundering indenfor kommunikation. Jeg har arbejdet med kommunikation i forskellige former i snart 8 år. Jeg overvejede også en journalistisk tillægsuddannelse, men MPK’en virkede stærkere rent teoretisk og havde også en strategiske vinkel på kommunikation. Endelig betød prisen en del for at jeg valgte MPK frem for SDU’s Master i Kommunikation.
Jeg synes, at jeg er blevet langt skarpere på det strategiske indhold i kommunikation med hensyn til blandt andet målgruppe, valg af kommunikationsform, vinkling af budskab etc. Jeg er også blevet mere bevidst om sproglige virkemidler i skriftlig kommunikation og ikke mindst mundtlig fremstilling.
Jeg har skiftet stilling undervejs i studiet men paradoksalt nok fra en stilling som kommunikations konsulent til nu at være politisk konsulent. Min nye stilling indeholder dog meget kommunikation specielt på det strategiske felt.
Jeg synes, at undervisningen på MPK generelt har været meget inspirerende og underviserne har været dygtige. Måske spændes der over lidt for mange discipliner, hvilket gør, at nogle emner bliver behandlet lidt overfladisk. Jeg kunne godt have ønsket, at der var blevet brugt mere tid på praktisk design af kommunikation fx kampagner.
Studiemiljøet har været rigtigt godt og gruppearbejdet har fungeret fint. Selvfølgelig skal man vænne sig til, at undervisningen mellem seminarweekenderne er netbaseret, det er en udfordring i starten.
Socialt har mit hold fungeret rigtig godt og det er ikke mit indtryk, at der har været alvorlige gnidninger mellem folk på holdet. Jeg tror, at det er vigtigt, at man tilstræber en nogenlunde ligelig kønsfordeling på holdene. Den største udfordring har klart været tiden specielt i de afsluttende opgaveforløb. Man er brugt efter to år med fuldtidsjob og studier samtidig.
Jeg synes, at det har været meget lærerigt at arbejde sammen med folk med en anden faglig baggrund end min egen. Jeg har oplevet at blive positivt udfordret på min egen faglighed og min egen arbejdsmetode. Det er sundt at blive rundet i mødet med andre fag og arbejdsmetoder. Jeg tror dog, det er vigtigt, at man holder fast i, at folk skal have gennemført en bachelor-uddannelse. Der bliver trods alt lagt en del vægt på forskningsmetode og det kan give store udfordringer i en arbejdsgruppe, hvis der sidder nogen for hvem metode er ukendt område.
Det bedste råd til kommende studerende må være, at være åben overfor andres faglighed. Og så er det vigtigt, at man gør sig helt klart, at der skal sættes en betydelig mængde tid af til studiet. Lad være med at kaste dig ud i en master-uddannelse, hvis du i forvejen har en presset kalender.
MPK-studerende, 49 år.
Efter omkring 20 år på arbejdsmarkedet, skulle der ske noget. Jeg havde brug for ny inspiration, nye vinkler og mulighed for at udvikle mig personligt. Oprindelig blev jeg uddannet som datamatiker for dengang var jeg skoletræt og ville hurtigt i gang med at arbejde. Jeg blev optaget på MPK med en dispensation.
Jeg synes uddannelsen har favnet bredt, vi var nogle akademikere og nogle der ikke var. Personligt har det akademiske været en udfordring, der er så mange rammer for hvordan tingene skal gøres og ikke gøres på. Samtidig har det helt klart løftet det niveau jeg løser opgaver på. Fagligt har jeg lært en masse, og der er meget at lære endnu. Kommunikation er ikke et emne man lige bliver færdig med. Undervisningen har været meget varieret og med mange spændende og kompetente undervisere, både fra RUC og eksterne undervisere.
Jeg er gået i gang med at opdatere mit CV, og synes virkelig det giver et løft at kunne skrive MPK på.
Efter endt uddannelse har det givet mig masser af mod på nye udfordringer og selvom jeg snart bliver 50 har jeg meget at byde på; Nyuddannet med erfaring og skal helt sikkert ikke have flere børn!
MPK er også en særlig uddannelse fordi kurserne foregår over en weekend med mulighed for overnatning. Det har været helt perfekt i forhold til familien. Meget bedre end at skulle af sted en aften om ugen. Det har jeg tidligere prøvet i et halvt år, så var jeg helt flad. Weekenderne giver også mulighed for et socialt liv og netværk med studiekammeraterne. Den del af studiet har været meget inspirerende. Det har været spændende at møde nye mennesker med helt andre baggrunde og erfaringer. RUC er jo også gruppearbejde, hvilket godt kan være lidt af en udfordring, især fordi det foregår over nettet og med skiftende grupper, så der når ikke at komme nogen vane i gruppearbejdet. Udfordringer lære man jo ofte en del af, og det er vi nok mange der har gjort. Arbejdsformen giver samtidig stor fleksibilitet, frem for at grupperne skulle mødes fysisk, det ville slet ikke hænge sammen.
Jeg synes det indimellem har været benhårdt at studere ved siden af arbejde og familie, men jeg har aldrig i de to år fortrudt at jeg tog udfordringen op. RUC har været meget professionel og virkelig hjulpet for at få det hele til at fungere for os. Det bedste ved det hele har været når vi frivilligt sidder 35 voksne mennesker søndag formiddag til undervisning og man bare føler sig privilegeret sammen med gode medstuderende og en engageret underviser og glæder sig over at det er muligt at blive klogere.
Jeg kan på alle måder anbefale MPK, hvis man har mod på uddannelse i kommunikation – men vær forberedt på at det også kræver meget af dig selv.
Officer, 43 år.
Selvstændig managementkonsulent. Jeg blev ”henvist” til MPK af en tidligere studerende Ann-Christina Salquist, og fandt at studiet kunne supplere min lederuddannelse fra Forsvaret og medvirke til særligt at udbygge mit repertoire og mine værktøjer indenfor håndtering af forandringer i både et virksomhedsperspektiv, som i mit virke som konsulent ud i forandringsledelse. Jeg har kunnet overføre mange af temaerne direkte i mit virke, og har i flere tilfælde konkret brugt de værktøjer, som er blevet introduceret på MPK.
- Opgaverne har været både indenfor organisationsanalyse ifm. ændringer heraf, hvor særligt sprog og virksomhedskommunikation er et uopdyrket område. Sprog, kultur og organisatoriske mis-fits hænger nøje sammen.
- Jeg vil udvide mit virke inden for det forandringskommunikative felt og søge at udbygge organisationers fokus på sprog, kultur og forandringer inspireret af min masterafhandling omkring branding og corporate communication.
- Min faglighed indenfor ledelse er blevet styrket, som følge af en opbyggelse af de kommunikative værktøjer. Jeg underviser og vejleder selv i ledelse, og har hentet meget fra MPK generelt.
Generelt er undervisning og undervisere på et særdeles højt niveau. Såvel den faste stab, som de undervisere der hentes ind er velkvalificerede. Det er dog vigtig ved eksterne at sætte fokus på de læremål, der skal nås, hvilket til dels ikke helt lykkedes ved sociale medier modulet. Selve opbygning af MPK som helhed spænder bredt, her efter uddannelsen har man fået set ind i et mulighedsfelt, hvor man afgjort har fået lyst til at fortsætte med selvstudie.
- Gruppe arbejde og det sociale miljø opbygges som følge af en særdeles veltilrettelagt introduktion og opstart. Dette er klart med til at bære MPK også i en faglig henseende.
- En god blanding af forskellige fagligheder repræsenteret i de medstuderende er i sig selv en stor gevinst. Sømineopholdene er på mange måder et fristed med mulighed for udbytterigt samvær og gode drøftelser med mange vinkler på.
- Tilrettelæggelsen af netforløb fungerer perfekt, og det er meget der, at læringen ligger. Det er super, at der er indført outro på dem alle.
Den største udfordring, som ved så mange andre uddannelser på dette niveau, er tiden. En kombination af at være selvstændig og hurtigt se direkte effekt af uddannelsen, har været en god motivationsfaktor.
- Så, vær helt klar over, hvor din motivation ligger, hvis du starter - hav et veldefineret formål.
- Tiden flyver, så personlig planlægning er et must, også af hensyn til dine medstuderrende, som du er i gruppe med – hold dine aftaler - Og nyd så bare en super uddannelse :-) Tak for et på alle måder berigende MPK, som jeg kommer til at savne.

