Uddannelsens formål
Med en Master i Professionel Kommunikation får du et indgående kendskab til kommunikation. Du får erfaring med at planlægge og producere kommunikation, ligesom du får viden om at evaluere konkrete produkter. Med masterprojektet kan du også specialisere dig i en bestemt del af kommunikation, for eksempel politisk kommunikation, organisationskommunikation eller kommunikation i sociale medier. Studiet er tilrettelagt så du kan fokusere på det der er relevant på din arbejdsplads og i dit liv. Det er på deltid så du kan passe et job ved siden af. Vi arbejder i team med projekter og problemer fra den praktiske verden. Vi arbejder overvejende på skrift og med udstrakt brug af internettet. Undervisningen bygger på den nyeste forskning i kommunikation med undervisere der er uddannet på et universitet.
Professionelle kommunikatører
Hensigten med uddannelsen er at du bliver professionel kommunikatør, og det vil bl.a. sige at være fortrolig med kommunikation i praksis og teori. Du kommer til at kende fagets bredde, perspektiver og faldgruber. Du får viden om grundlæggende videnskaber, teorier, relevant litteratur, løsningsmuligheder, målgrupper, afsenderproblematikker, analysemetoder og vilkår for kommunikation. Sidst, men slet ikke mindst: Du opnår konkret erfaring med at løse virkelige kommunikationsproblemer samtidig med at trække på den mere faktuelle viden faget repræsenterer. Dette sidste lægger vi særlig vægt på, for efter vores mening er teorien uinteressant hvis man ikke kan bruge den til at løse virkelige problemer.
Reflekterende praktikere
I praksis tager vi et kommunikationsproblem fra den virkelige verden og gør hvad vi kan for at løse det. Måske er vi heldige at der er en teori der kan hjælpe os på vej, måske ikke. Måske må vi selv tænke os til løsningen helt fra grunden, så gør vi det. Eller vi kan støtte os op ad en undersøgelse andre eller vi selv har lavet, eller litteratur der behandler det aktuelle problem. Vi er praktiske problemløsere om en hals, og til det inddrager vi den akademiske verdens mange ressourcer: Videnskab, teori, litteratur, metoder og argumentation. Men rækkefølgen er altså afgørende hos os. Først kommer de virkelige problemer, siden teorien. Og således får du erfaring med at reflektere selvstændigt, at identificere og afgrænse de egentlige problemer, at håndtere den kompleksitet kommunikation næsten altid afspejler, at trække på eksisterende viden og anvende den gennemtænkt i praksis. Du bliver en reflekteret, professionel kommunikatør.


