Velkommen til masteruddannelsen i Multikulturalitet, uddannelse og læring
Arbejder du med sager hvor rettigheder for migranter og minoriteter støder sammen med nationalstaten og dens lovgivning, forvaltning og institutioner? Og spekulerer du på hvordan manglende rettigheder, eller eksklusion og diskrimination, af migranter og minoriteter, hænger sammen med sociale, kulturelle og politiske forhold generelt i samfundet og i kommuner og lokalsamfund? Så kunne masteruddannelsen i multikulturalitet, uddannelse og læring, MML, være en efter-videreuddannelse for dig.
På MML arbejdes der med globalisering og migration - som set fra et dansk nationalt synspunkt er indvandring og asyl - og med integration i samfund, uddannelse og arbejde. Som studerende får du mulighed for at tilegne dig dybtgående forståelse af integrationsprocessen som sammenvævet af samfundsmæssige og institutionelle forandringsprocesser og af de identitets- og læreprocesser som den enkelte indvandrer/flygtning/borger med etnisk minoritetsbaggrund må gennemgå.
Masteruddannelsen MML er erfaringsbaseret og projektorganiseret. Det betyder at du i projektgrupper får mulighed for selv at vælge hvilke konkrete problemstillinger vedrørende globalisering, integration og læring du vil arbejde med, og for med videnskabelige metoder at udforske de historiske, politiske og institutionelle rammer for integrationsproblematikker, konkrete praktiske politiske/pædagogiske integrationsprojekter og lære- og forandringsprocesser.
Vil du vide mere, så klik her >
