Opbygning
Masteruddannelsen består af fire moduler af et halvt års varighed. Uddannelsen er orienteret mod deltagernes egen praksis, men giver samtidig indføring i de nyeste akademiske teorier og metoder. Modulerne har følgende indhold:
Modul 1: Samfund og marked
Modulet giver de studerende viden om forbrugeradfærd i senmoderniteten, fremkomsten af service- og oplevelsesøkonomien og et overblik over gamle og nye branchers strategiske situation på det komplekse marked.
Modulet introducerer i øvrigt til akademisk videnskabsteori og den problemorienterede projektarbejdsmetode.
Modul 2: Ledelse, strategi, innovation og organisation
Formålet med det andet modul er en teoretisk, men praksisnær indføring i almene ledelsesredskaber tilpasset service- og oplevelsesproduktion.
Uddannelsen sigter mod at integrere erhvervsøkonomiske og kreative kompetencer, og modul 2 beskæftiger sig med strategi, herunder alliance- og netværksdannelse, organisationsteori, human resources, projektledelse, erhvervsret, økonomistyring, regnskab og finansiering.
Der er især vægt på innovation og iværksættelse, herunder kreativitet og læring i virksomheder.
Modul 3: Oplevelsesdesign og produktion. Experience Marketing, PR og salg
Det tredje modul befinder sig på virksomhedsplanet. De særlige problemstillinger der karakteriserer ledelsen af service- og oplevelsesproducerende virksomheder behandles, og undervisningen inddrager de teorier der kan have relevans i udviklingen af løsningsmodeller.
Modulet indbefatter oplevelsesdesign, service- og produktionsledelse, ledelse af kreative medarbejdere, kommunikation, marketing, pr og salg.
Modul 4: Masterprojektet
På 4. modul skrives masterafhandlingen. Der er enkelte forelæsninger og skriveworkshops. Fokus er dog rettet mod skrivning af afhandlingen
Varighed
Hele uddannelsen er normeret til 2 år, og består af 4 moduler af et halvt års varighed, og svarer til et årsværk eller 60 ECTS point. Der er dog mulighed for at tage modulerne enkeltvis. Undervisningen foregår på fredage og lørdage, cirka hver anden uge.
Eksamen
Hvert modul afsluttes med et skriftligt projektarbejde, der bliver vurderet efter et mundtligt forsvar. Uddannelsen afsluttes med udarbejdelse af masterafhandlingen.
Sprog
Uddannelsen udbydes på dansk. Dog vil enkelte forelæsninger og en del af litteraturen være på engelsk.