Uddannelsens indhold
Projektarbejde
Projektarbejdet er en central del af undervisningen på Roskilde Universitet. Projektarbejdet foregår normalt i grupper på op til 5 deltagere, men den studerende har ret til at arbejde individuelt. På MPO indgår projektarbejde både i Modul 1 og 2. Projektarbejdet er problemorienteret og deltagerstyret. De studerende udvikler selv en formulering af et problem indenfor det de emner og temaer, der er fastsat for det pågældende modul. I arbejdet udvikles de studerendes færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder i arbejdet med et fagligt afgrænset emne.
Projektarbejdet afsluttes med udarbejdelse af en projektrapport, der danner udgangspunkt for eksamen.
På Modul 2 afsluttes Masterprojektet med en Masterafhandling, der skal dokumentere at niveauet for masteruddannelsen er opnået.
Teoriseminarer
Uddannelsen indeholder fire teoriseminarer, der består af læsning af texter fra kompendier og bøger, forelæsninger og diskussion i internetbaserede diskussionsklynger. Hvert teoriseminar afsluttes med en mindre essayprøve
Teoriseminar 1 - Organisationsteorier og organisationspsykologi
Seminaret gennemgår de centrale arbejds- og organisationspsykologiske teorier i såvel historisk som aktuelt perspektiv. Det demonstreres, hvordan det personlige og det sociale spiller en stadig større rolle i organisationsteoriernes udvikling, og hvorledes organisationspsykologien efterhånden opstår som fagpsykologisk disciplin. Dette teorihistoriske udviklingsperspektiv sammenkædes med en gennemgang af den socialhistoriske udvikling i samspillet mellem organisationer og samfund.
Teoriseminar 2 - Psykologiske processer og læringsteorier
Psykologiske processer i og mellem individ, gruppe, organisation og samfund. Seminaret trækker på bidrag fra såvel personligheds-, udviklings- og socialpsykologi som fra den kliniske psykologi og tematiserer disse bidrag med særlig vægt på det relationelle. Forholdene mellem den enkelte og gruppen, forholdene mellem grupper indbyrdes og forholdet mellem den enkeltes personlighed og arbejdsrolle er seminarets centrale akser. Herudover tematiseres også samarbejdspsykologi og konfliktløsningsteori samt teorier om hierarki, autoritet, socialisation og kultur. Den studerende skal kunne gøre rede for de centrale teorier på disse områder og være i stand til at udpege de relevante analyseniveauer for organisationspsykologiske problemstillinger.
Læringsteorier. Seminaret gennemgår udvalgte teorier om læreprocesser i organisationer betragtet fra såvel den enkeltes som fra organisationens perspektiv ligesom de læringsteorier, der ligger til grund for uddannelsens pædagogiske tilrettelæggelse, præsenteres. Den studerende skal kunne gøre rede for de centrale teorier og for hvilke betingelser der hhv. fremmer og hæmmer læreprocesser.
Teoriseminar 3 - Ledelsesteorier og teorier om konsulentfunktioner
Seminaret gennemgår centrale teorier dels om ledelse, lederrollen og forholdet mellem leder og medarbejdere, dels om konsulentrollen og om de opgaver, konsulenter kan påtage sig. Der lægges vægt på de forskellige betingelser, som hhv. offentlige, politiske, private og frivillige organisationer sætter for hhv. ledelse og konsulentarbejde, og der lægges ligeledes vægt på belysning af de krav, som stilles til dagens organisationer og disse kravs betydning for såvel ledere, medarbejdere og konsulenter. Den studerende skal kunne gøre rede for og vurdere de centrale teorier og tilgange inden for områderne ledelse og konsultation og være i stand til at argumentere for relevante afgrænsninger mellem ledelses- og konsulentopgaver.
Teoriseminar 4 - Organisationspsykologiske undersøgelsesmetoder
Seminaret præsenterer en række af de vigtigste organisationspsykologiske undersøgelsesmetoder. Der lægges særlig vægt på at belyse hvilke videnskabelige kriterier, der ligger til grund for de enkelte undersøgelsesmetoder og hvilken validitet de kan tilskrives. Endelig tematiseres såvel de interessemæssige konflikter, der under forskellige betingelser knytter sig til brugen af organisationspsykologiske undersøgelser, som de etiske problemer anvendelsen rejser for organisation og medarbejdere. Den studerende skal være i stand til på videnskabeligt grundlag at vurdere og problematisere de foreliggende organisationspsykologiske undersøgelsesmetoder i forhold til de undersøgelsesopgaver de skal tjene.
Processtudiegrupper
Uddannelsesaktiviteten indeholder undersøgelse af og refleksion over organisationspsykologiske processer i små og store processtudiegrupper.
Små processtudiegrupper består af 6-10 deltagere og bistås af en konsulent. Store procesgrupper består af samtlige deltagere på uddannelsen og bistås af 1-3 konsulenter. I begge grupper er opgaven at undersøge hvilke psykologiske processer, der foregår i gruppen - mens de foregår. Metoden er at dele de tanker, følelser og fantasier, der løbende opstår i gruppeprocessen, og i fællesskab reflektere over dem.
Supervision af ledelses- og konsulentarbejde
Undervisningsaktiviteten indeholder undersøgelse af og problemløsning i forhold til organisationspsykologiske udfordringer i deltagernes egne organisationer.
Supervisionsgrupper, hvor de enkelte studerende dels får mulighed for at undersøge og reflektere over deres aktuelle praksis i deres ”hjemorganisationer” og dels får lejlighed til at gøre erfaringer som supervisor.
Design-workshops hvor de studerende tager udgangspunkt i en udfordring i en af de studerendes ”hjemorganisationer” og derefter udvikler et organisationspsykologisk gennemtænkt design for udfordringens håndtering.
Arbejdskonferencer
På arbejdskonferencerne deltager samtlige uddannelsens studerende og arbejdet bistås af 9-11 konsulenter. Opgaven er på hver konference at etablere en midlertidig organisation, der skaber muligheder for læring om organisationspsykologiske fænomener. Hver konference ledes af en konferenceleder, der er autoriseret af uddannelseslederen. Konferencelederen udvælger efter nærmere bestemte kriterier en konferencestab og en konferenceledelse. Konferenceledelsen udformer konferencens tema og program og står for dens gennemførelse.