Modul 2: Ressourcemobilisering i sundhedsfremme – i et interventionistisk og brugerperspektiv
På Modul 2 får du mulighed for at gå i dybden med politiske, professionelle/faglige og pædagogiske sundhedsfremmestrategier. Der fokuseres på flerstrengede strategier, der sigter mod inddragelse og involvering af målgruppen. Vi skal arbejde med hvad de pågældende strategier betyder for de ulighedsproblematikker, der blev behandlet i modul 1. Du kommer til at arbejde med strategier som ’empowerment’, ’socialt entreprenørskab’ og ’aktionsforskning’, som eksempler på forskellige måder at arbejde med sundhedsfremme. Derudover bliver du introduceret til grundlæggende principper i sundhedsøkonomisk tænkning, og hvad den økonomiske tænkning betyder for arbejdet med sundhedsfremme.
Modul 2 er et projektarbejdsmodul. Projektarbejdet fokuserer på sundhedsfremmestrategier i private virksomheder, offentlige institutioner eller i lokalsamfund. Projektarbejdet understøttes af vejledning og af undervisning på seminarerne.