Modul 3: Ledelse, evaluering og styringsteknologier i sundhedsfremme
På modul 3 arbejder vi med forskellige former for styring af såvel større sundhedsfremmetiltag som mindre, lokale projekter. Arbejdet på modulet fokuserer i den forbindelse på to centrale teknologier i sundhedsfremmearbejdet: Evaluering og informations- og kommunikationsteknologi (IKT).
Evaluering af sundhedsfremmetiltag kan fungere som styrings- og monitoreringsredskab. Evaluering kan også være beskrivelse, refleksion, læring og udvikling, og det kan være forskningsbaseret videnskabelse. Modulet giver vidensgrundlag og redskaber til gennemførelse af evalueringer af sundhedsfremmetiltag og til kritisk refleksion over forskellige tilgange.
Implementering og brug af IKT i sundhedsfagligt og sundhedsfremmende arbejde har effekter for såvel organisering og organisationskultur som selve arbejdet – og kan således i lighed med evaluering fungere både som et kontrolredskab og som et redskab for brugerne.
Modulet sigter mod at kvalificere dig til at indgå aktivt, kritisk og reflekteret i konkrete udviklingsprojekter. Du lærer at bidrage til at evaluering og IKT bliver et redskab til udvikling og videnskabelse.
På modul 3 arbejder vi med case-studier. Case-analysearbejdet danner grundlag og udgangspunkt for metodologiske og videnskabsteoretiske refleksioner og for udarbejdelse af et design for masterprojektet, der er placeret på modul 4.