Er din baggrund sundhedsfaglig og er du ansat i behandlingssektoren?
Vil du gerne i gang med mere sundhedsfremme og forebyggelse? Er du optaget af rehabilitering og mulighederne for at styrke patienternes mulighed for at leve godt med kronisk sygdom? Mener du at forebyggelse skal handle om mere end livsstil? Kunne du tænke dig at vide mere om hvordan man kan bruge empowerment og nye teknologier i det sundhedsfremmende arbejde? Vil du lære mere om hvordan man kan planlægge, gennemføre, analysere og evaluere sundhedsfremmetiltag på og udenfor hospitalet?
Sundhedsfremme kræver samarbejde mellem de sundhedsprofessionelle og borgerne. Derfor er borgerinddragende metoder, empowerment og aktionsforskning noget af det vi introducerer til. Vi arbejder med ulighed i sundhed, in- og eksklusion, ressourcemobilisering, sektor-koordinering og mange andre centrale begreber og tiltag, som har betydning for sundhedsfremme.
MSF er tværfaglig, erfaringsbaseret og projektorganiseret. Det betyder, at du får mulighed for at undersøge konkrete sundhedsfremmeproblemstillinger efter eget valg og øvelse i at bearbejde og perspektivere egne erfaringer.
MSF er en to-årig deltidsuddannelse, som du kan tage samtidig med at du har arbejde. Uddannelsen svarer til et fuldtids studieårsværk à 60 ECTS. Uddannelsesforløbet består af seminarer på RUC, projektarbejde i grupper og individuelt hjemmearbejde.