Tænker du, at forebyggelse handler om andet end livsstil?
Oplever du, at det ikke er nok at give folk viden om det sunde valg? At forebyggelse handler om mere end livsstil? Har du lyst til, at arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme rummer mere end rygestopkurser og motion på recept? Savner du viden om hvorfor forebyggelsesprojekter ikke altid virker og vil du lære mere om hvordan man når ud til sin målgruppe? Arbejder du med rehabilitering og mulighederne for at styrke patienters mulighed for at leve godt med kronisk sygdom? Eller du optaget af folkesundhed og sund livsstil?
På master i sundhedsfremme lærer du mere om hvordan man planlægger, gennemfører, analyserer og evaluerer sundhedsfremmetiltag med et inkluderende og demokratisk sigte. Sundhedsfremme kræver samarbejde mellem professionelle og borgere. Derfor er borgerinddragende metoder, empowerment og aktionsforskning noget af det vi vil introducere til. Vi arbejder med ulighed i sundhed, in- og eksklusion, ressourcemobilisering, sektor-koordinering og mange andre centrale begreber og tiltag, som har betydning for sundhedsfremme.
MSF er tværfaglig, erfaringsbaseret og projektorganiseret. Det betyder, at du får mulighed for at undersøge konkrete sundhedsfremmeproblemstillinger efter eget valg og øvelse i at bearbejde og perspektivere egne erfaringer.
MSF er en to-årig deltidsuddannelse, som du kan tage samtidig med at du har arbejde. Uddannelsen svarer til et fuldtids studieårsværk à 60 ECTS. Uddannelsesforløbet består af seminarer på RUC, projektarbejde i grupper og individuelt hjemmearbejde.