Studiemiljø og studieform
Arbejdslivsstudier holder til i hus 08.2, hvor mange af de fast tilknyttede vejledere også har deres daglige gang. Forskningsgruppen Bæredygtigt Arbejdsliv – arbejdslivsforskerne på ENSPAC – holder også til her. I husets køkken er der derfor liv og en god stemning – studerende og forskere mødes på uformel vis mens der laves kaffe. Dette styrker både studiemiljø og forbindelsen mellem forskning og undervisning.
Forandringsaspektet er en vigtig del af Arbejdslivsstudier, og vi forventer at der i et eller flere af kandidatstudiets projekter indgår elementer af konkrete forandringer af folks arbejdsliv. Man kommer ud og arbejder sammen med virksomheder og organisationer, der er interesseret i at udvikle og forbedre forholdene for deres medarbejdere.
Projektarbejdet spiller på Arbejdslivsstudier en afgørende rolle. Der er derfor en nogenlunde ligelig fordeling mellem kurser med en høj grad af aktiv deltagelse fra de studerendes side og det studenterstyrede, gruppeorganiserede projektarbejde. Det giver utallige muligheder for at fordybe sig, undersøge, forske og forandre. Vi tror, at studieformen er med til at styrke studiemiljøet og ser en sammenhæng mellem gruppearbejde, en sund debatkultur og høj aktivitet fra de studerendes side og et styrket sammenhold på holdet og faget. De studerende arrangerer både faglige og mindre faglige caféer.
