Studiemiljø på Filosofi og Videnskabsteori
Undervisningsformen på faget er fortrinsvis kursusundervisning på hold, der svinger mellem 40-50 deltagere på de obligatoriske kurser (i efteråret 2008 fulgte 70 studerende bachelormodulet) og helt ned til 5-10 deltagere på de valgfrie kurser. Det relativt lille antal studerende på holdene giver en afslappet atmosfære med gode muligheder for at stille spørgsmål og diskutere med underviserne.
Desuden er der skemalagt diskussionsgrupper i forbindelse med kurserne i filosofihistorie, hvor de studerende i små hold diskuterer teksterne med hinanden. Både diskussionsgrupperne og projektarbejdet har ud over den faglige funktion også en social funktion, idet de giver god mulighed for at skabe et kontaktnetværk på faget.
Filosofi og Videnskabsteori er et fag, hvor entusiasmen ofte skinner igennem, både hos studerende og undervisere. Det sociale liv på faget er præget af livlige diskussioner i køkkenerne og efter forelæsningerne. Faget arrangerer hvert semester en række seminarer, hvor forskellige oplægsholdere inviteres til at besøge faget og fortælle om deres forskning og igangværende projekter. Der afholdes desuden typisk 1-2 fester per semester.
Herunder kan du læse Thomas Søbirk Petersens (vejleder og lektor på faget) egen beskrivelse af hvordan det er at være ansat på faget.
Og du kan læse hvordan Fatima Sabir, studerende på faget, oplever sit studium.