Kombination med andre fag
Forvaltning består af 4 moduler og læses som en enkeltfaglig kandidatuddannelse.
Kandidatmodulerne K1, K2 og K3
Modulerne i kandidatuddannelsen i Forvaltning består hver af tre elementer: Et projektseminar med tilhørende projektarbejde, et afløsningsseminar og et redskabsfag med fokus på metode og konkrete redskaber. Projekt- og afløsningsseminarer foregår sideløbende i løbet af modulet mens redskabsfaget afholdes som et ugekursus. Gennem valget mellem forskellige seminarer gives mulighed for både fordybelse og videnstilegnelse i bredden.
Forvaltningsuddannelsen er en af de få kandidatuddannelser på RUC, der kun består af ét fag. Uddannelsen er bygget op omkring fire spor eller ”fagpakker”, dvs. nogle undervisningsudbud med tilknyttet projektarbejde, der er forbundet i en række for faget relevante emneområder. Hver af fagpakkerne beskæftiger sig med en særlig udvalgt problemstilling for offentlig styring og forvaltning.
Som studerende kan du gennem din uddannelse frit vælge mellem en række undervisningsudbud inden for og på tværs af fagpakkerne.
De fire fagpakker er:
Politik, styring og demokrati
Ledelse og organisation
EU, regionalisering & globalisering
Velfærdsanalyser
Yderligere oplysninger om de fire fagpakker findes i Kombi-bogen.
Kandidatmodul K4: Speciale
Som en del af K4 er det obligatorisk at følge et specialeseminar på Forvaltning. Specialeseminaret er udformet, så det kan understøtte specialeprocessen både gennem fagligt input og gennem faglig sparring med andre studerende. Specialet skrives inden for et af de områder, der er omfattet af forvaltningsuddannelsen og skal vise en dybtgående forståelse af centrale problemer inden for forvaltningsuddannelsen og evne til at gennemføre et videnskabeligt kvalificeret arbejde.
