Fysik i kombination med andre fag

I fysikmiljøet er der en almindelig interesse for og forståelse af flere af fagets perspektiver. I uddannelsen vil udbyttet og kvaliteten af arbejdet med disse forskellige perspektiveringer af fysikken kunne præges af de kvalifikationer, som man kan hente fra sit andet kombinationsfag.

De kvalifikationer, der opnås ved at kombinere med Fysik, kan være af forskellig art:

  • Fagene kan supplere og komplementere hinanden, så man styrker sin ”indre” forståelse af begge fag. Specielt indeholder Matematik og Datalogi redskaber, som finder anvendelse i fysikken, mens fysikken på sin side er rig på eksempler og problemstillinger, som kan tjene til at belyse disse fag.
  • Fagkombinationer kan belyse tværfaglige grænseområder. Her tænkes på de øvrige naturvidenskabelige fag på RUC – Kemi, Biologi og i et vist omfang Geografi. Forskning indenfor grænseområder mellem Fysik og disse fag er i hastig udvikling.
  • Fagene kan give en bred dobbeltkvalifikation. Ved kombination med et humanistisk fag som Kommunikation, et sprogfag eller med Pædagogik, Psykologi eller Filosofi-Videnskabsteori opnås en særlig form for perspektivering af fysikken. Det vil med en sådan kombination være muligt at høste frugten af en faglig indsigt i både det humanistiske og naturvidenskabelige område. Typiske områder, hvor dette vil komme til gavn, er indenfor formidling/didaktik og videnskabsteori.
  • Endelig kan fysikken give adgang til forskningspolitiske og teknologipolitiske undersøgelser, når faget kombineres med et af de samfundsrelaterede fag: Historie, IU og Geografi. Herved er der mulighed for at belyse geografiske, civilisatoriske og kulturelle forholds betydning for fysikkens rolle og status i samfundet.

Kombinationseksempler med Fysik som det ene fag

Tommy  læser Fysik og Matematik: "I mit første semester tog jeg et supplerings- kursus i fysik og efter dette, vidste jeg allerede, at fysik skulle blive mit ene overbygningsfag." Læs mere...

Fysik og Matematik
Disse to fag danner en traditionel og på flere måder oplagt kombinationsmulighed. For det første kræver fysikken under alle omstændigheder en udstrakt brug af matematik, som man derfor er nødt til at studere, i det mindste på ”brugerniveau”, i forbindelse med et fysikstudium. For det andet, og måske mere egentlig fagrelevant, kan en dybere forståelse af matematikken udgøre et glimrende udgangspunkt for at kunne forholde sig konstruktivt såvel som kritisk til den matematiske modellering af fysiske problemstillinger.

Fysik og Datalogi
Fysik var vel nok den første videnskab, der gjorde brug af maskiner til automatiske beregninger. Computeren har nu fået så stor betydning, at simuleringer af fysiske systemer i studiet af teoretiske modeller til tider afløser det klassiske eksperiments rolle. Bl.a. dette forhold gør en kombination med Datalogi oplagt.

Trine læser Fysik og Kemi

" Min bedste oplevelse er mit arbejde med min gruppe og vejledere omkring mine projekter, hvor der var stort engegement fra vejlederer, hvilket smitter ..." 

Fysik og Kemi
Dette er en stærk fagkombination, der lægger op til et arbejde i det store grænseområde mellem Fysik og Kemi, hvor der i disse år foregår en stor udvikling. Der er mulighed for en gensidig udveksling af viden, hvilket kommer til udtryk i forbindelse med kurser og projekter. Kemien gør brug af værktøjer, der er grundlagt inden for fysikken (f.eks. termodynamik og kvantemekanik), og ved at kombinere Kemi med Fysik vil man opnå en dybere forståelse af disse. Studieordningerne på Fysik- og Kemistudiet på RUC er skruet sådan sammen, at det er muligt at læse de to fag sideløbende inden for samme semester. Kombinationen giver en god platform for (evt. Ph.d.) studier i biofysik og "Soft and biomolecular matter" og som kandidat med de to fag er der særdeles gode beskæftigelsesmuligheder inden for f.eks. industrien eller gymnasieskolen.

Fysik og Historie
Kombinationen er meget åben og kan studeres med flere forskellige formål. Det er for eksempel muligt at beskæftige sig med teknologivurdering. Det er også muligt at betragte fysikken som et dannelsesideal og undersøge, hvorledes dette ideal har ændret sig op gennem tiden, samt hvilke mekanismer, der har spillet ind på samfundets opfattelse af fysik og fysikkens selvforståelse. En anden idé er at undersøge, hvorledes den vesterlandske fysik er blevet til det, den er i dag. De fleste videnskabelige innovationer inden for fysikken er gjort under andre erkendelses- og videnskabsteoretiske forestillinger end dem, vi benytter os af i dag. 

Fysik og Kommunikation
Mange vil nok sige: ”Hvad har de fag overhovedet med hinanden at gøre?” Det hårde naturvidenskabelige fag Fysik og det bløde humanistiske fag Kommunikation. Mange har kun sjældent set sammenhængen mellem hverdagsfænomener og formler. Det er synd, for fysik præger en stor del af vores hverdag. Derfor er det vigtigt, at nogle kan formidle fysik på en anderledes og spændende måde. Det kan være lige fra evaluering af folkeskolebøger til nyhedsbreve om forskningsresultater. Området spænder vidt. At formidle fysik er den mest oplagte måde at bygge kombinationen op på. Men de to fag kan også kombineres på andre spændende måder.

Fysik og Filosofi- og Videnskabsteori
En kombination af Fysik og faget Filosofi- Videnskabsteori er på mange måder oplagt. Det grundlæggende spørgsmål om, hvordan virkeligheden egentlig er, rejses af både filosofien og fysikken. Historisk set har skellet mellem de to fag også været minimalt i forhold til i dag. Fysikken blev tidligere betragtet som en filosofisk disciplin kaldet naturfilosofi. Det erkendelsesteoretiske problem, hvordan man kan erkende virkeligheden, er ligeledes et omdrejningspunkt for de to fag. Udover disse ontologiske og epistemologiske spørgsmål lægger kombinationen også op til at vurdere fysikforskning og anvendelse ud fra etiske/moralske værdier.

Fysik og Molekylærbiologi
Historisk har fysikken og en række fysikere haft stor betydning for molekylærbiologiens grundlæggelse som naturvidenskabelig disciplin. Fagenes berøringsflader er i dag i hastig udvikling; f.eks. kan fysiske metoder og modeller levere væsentlige bidrag til undersøgelse og beskrivelse af biologiske systemer og problemer, f.eks. proteinfoldning. Omvendt kan anvendelse af fysikkens teorier og modeller på komplekse biologiske systemer være med til at drive fysikken frem. Mange gennembrud indenfor molekylærbiologien kan tilskrives nye eksperimentelle enkelt-molekyl teknikker udviklet af fysikere. Molekylærbiologisk viden bruges i forbindelse med f.eks. astronomi, hvor en forståelse af de fysiske betingelser for livets opståen på Jorden, kan give grundlaget for søgen efter liv andre steder i Universet. Der er gode jobmæssige perspektiver, både med henblik på forskning og/eller mere produktionsorienteret ansættelse i medicinalvirksomheder og lignende.

Fysik og Almen Biologi og Fysik og Miljøbiologi
En anden mulighed for kombination af fysik og biologi er Miljøbiologi. Der er kun meget begrænsede erfaringer med denne kombination, men den rummer en række spændende perspektiver. Vær opmærksom på at ønskes ansættelse i gymnasieskolen skal Fysik kombineres med overbygningsfaget Almen Biologi.

Thor-Bjørn læser Fysik og Tek-sam

"Jeg valgte kombinationen fysik og tek-sam efter at have fulgt kurset "Environmental Science" i første semester. Der var god sammenhæng imellem at kunne forstå, beskrive og analysere miljøproblemer......."

Fysik og Tek-Sam
Kombinationen fysik og tek-sam kan føre i mange retninger. Den mest oplagte er nok at beskæftige sig med teknisk fysik f.eks. i form af energi- eller teknologiske systemer. Her vil fysik kunne bidrage med tekniske vurderinger af systemers potentiale, hvor tek-sam vil kunne bidrage med sociologiske, antropologiske, økonomiske og politiske vurderinger af en bestemt teknologi eller potentialet for en bestemt energiform. Derudover opnår man modelleringskompetence igennem studiet på fysik, som kan anvendes indenfor et hav af tek-sams fagområder.

Fysik og Medicinalbiologi
Kombinationen fysik og medicinalbiologi øger mulighederne for adgang til et arbejdsmarked i vækst indenfor medicinalindustrien og hospitalsområdet. Hospitalsfysikere arbejder f.eks. med metodeudvikling indenfor strålebehandling af cancer, diagnostiske metoder (f.eks. MRI/NMR) eller nuklearmedicin. I medicinalindustrien er der specifikke behov for viden og specielle metoder fra fysik i forbindelse med produktudvikling og karakterisering samtidig med at generelle fysikkompetencer er værdifulde i et tværfagligt arbejdsmiljø.

Fysik og Psykologi
Det mest oplagte er at kombinere psykologiens pædagogiske og almen-psykologiske teorier med fagdidaktikken og undervisningsaspekterne i forbindelse med fysik. Dette giver nye perspektiver til begge fronter i form af mere konkrete diskussioner til svævende og vidtfavnende psykologiske teorier og mere stringente metoder og begreber til fagdidaktikkens analyser af eksempelvis holdninger til fysikundervisningen hos elever. Udover denne lille niche giver kombinationen også mulighed for at stifte bekendtskab med to vidt forskellige videnskaber, arbejdsmetoder og studiemiljøer. 

Fysik og Virksomhedsledelse
Denne kombination retter sig mod naturvidenskabeligt interesserede studerende, som satser på en karriere i en virksomhed helt eller delvist udenfor laboratoriet. Den giver naturvidenskabelige kandidater en række ekstra kompetencer, der gør dem kvalificerede til at varetage lederposter eller f.eks. poster i virksomheders salgsafdelinger. En grunduddannelse i fysik suppleres med erhvervsøkonomi og ledelsesredskaber som organisations- og ledelsesteori, økonomistyring, finansiering, marketing, erhvervsret m.m. En relevant problemstilling i studiet er f.eks. hvordan innovationsprocesser organiseres og ledes. Uddannelsen kan også understøtte studerende, der senere ønsker at blive iværksættere.

 

Nedenstående fag kan kombineres med Fysik, men kombinationen er ikke almindelig:

  • Arbejdslivsstudier
  • Dansk
  • Engelsk
  • EU-Studies
  • Fransk
  • Geografi
  • Globale Studier
  • Informatik
  • Internationale Udviklingsstudier
  • Journalistik
  • Kultur- og Sprogmødestudier
  • Politik og Administration
  • Performance-design
  • Plan, By & Proces
  • Pædagogik og Uddannelsesstudier
  • Socialvidenskab
  • Sundhedsfremme
  • Tek-Sam
  • Tysk
 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4