Om faget Fysik

Fysik er studiet af den materielle natur på alle niveauer fra det mindste, elementarpartiklerne, til det største, universet med dets stjerner og galakser. De eksperimentelle metoder i fysikken er ofte forløbere for samfundets højteknologiske udvikling. Ved at kombinere teoretisk fysik med matematiske modeller kan man forudsige og forstå hændelser og sammenhænge i den fysiske verden.

Fysikuddannelsen på RUC foregår på Institut for Natur, Systemer og Modeller i forskningsgruppen IMFUFA. Forskningen er centreret om materialers egenskaber, altså fysik på en længdeskala mellem elementarpartikler og galakser.

Forskningsområder

Det centrale forskningsområde er 'amorfe og bløde stoffers struktur og dynamik', et felt der indeholder elementer af materialevidenskab, herunder specielt glasfysik, polymerfysik, nanovidenskab og biofysik. En stor del af instituttets fysikere er tilknyttet Danmarks Grundforskningsfonds center 'Glas og tid'. Det er typisk for mange af forskningsaktiviteterne i fysik, at de har et stort element af tværfaglighed, særligt i grænsefladen mellem fysik og kemi og mellem fysik, kemi og biologi. Et andet vigtigt forskningsområde er fysikdidaktik, dvs. formidling af fysik i undervisningssammenhænge.

Dine studier på Fysik

Som studerende på Fysik på RUC kommer du igennem fysikkens grunddiscipliner, for eksempel elektrodynamik, termodynamik og kvantemekanik. Du tilegner dig også kompetencer i den måde at anskue verden på, som bygger på fysisk tankegang og intuition, bl. a. ved at lære at strukturere og formalisere fysiske problemstillinger. Det indgår også i fysikstudiet på RUC, at du ser på faget i et større perspektiv: Dets samfundsmæssige relevans, historiske udvikling og filosofiske betydning.

Med, i og om Fysik

Fysik på RUC er både 'i, med og om' fysik som det fremgår af forskningsgruppen IMFUFAs navn: Indsatsområdet for studiet af matematik og fysik samt deres funktioner i undervisning, forskning og anvendelser. Dvs. at man får en identitet som en fysiker, der kan arbejde indenfor fagets fysiks traditionelle rammer, f.eks. i forskning, men også har et perspektiv i retning af at anvende fysik (ofte tværfagligt) og se fysik 'udefra' som en kulturel aktivitet i samfundet.

Naturvidenskab på RUC

Det særlige ved de naturvidenskabelige studier på RUC er, at man forsker fra dag et. Halvdelen af undervisningen foregår som projekter, hvor du selv er med til at definere den problemstilling, du undersøger. Gennem projektarbejdet får du både de specifikke faglige kompetencer og brede kompetencer i problemløsning, selvstændig analyse og afrapportering.

 

 

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4