Kvalitet og evaluering
Sikring og evaluering af undervisningskvalitet ved Geografi, RUC vedtaget af Studienævnet d. 8/2-07 og 12/4-07
Som led i studienævnets arbejde med kvalitetssikring af geografiuddannelsen, vil alle undervisningsaktiviteter fremover være genstand for en systematisk evaluering. Udgangspunktet for denne evaluering er målbeskrivelse og fastlæggelse af bedømmelseskriterier ved starten af alle undervisningsforløb. Evalueringen består af to led: Dels en obligatorisk midtvejsevaluering i hvert undervisningsforløb (med henblik på justeringer) og dels en afsluttende evaluering (med henblik på vurdering af udbyttet af undervisningen). Begge evalueringer skal indrapporteres til studienævnet. I det følgende skal studienævnets forståelse af kvalitet og evaluering gennemgås:
Studienævnet mener at det er kvalitet forstået som forvandling, der bør være fokus på (Biggs, 2003), ud fra følgende grundantagelser (efter Jensen, 2006):
1. Forandring
Uddannelse er ikke en service for kunder, men en forvandlingsproces af deltagerne
Uddannelse som en deltagelsesproces - studenter er ikke produkter, kunder, forbrugere, brugere af serviceydelser eller klienter - studenter er deltagere.
2. Forøge (enhance) noget hos deltagerne/studenterne
Forestilling om værdi-tilvækst: Forøger viden, færdigheder, evner, kvalifikationer, kompetencer
3. Myndiggøre deltagerne/studenterne
Øge selvfølelse, selvtillid, selvbevidsthed, dømmekraft og kritiske evner - i fht studier, arbejde, liv.
Et sådant kvalitetsbegreb forskyder i flg. Jensen (2006) fokus fra hvem studenten er ("blame-the-student"-teorien: Læring er en funktion af individuelle forskelle mellem de studerende) og hvad læreren gør ("blame-the-teacher"-teorien: Læring er en funktion af undervisning) til HVAD DE STUDERENDE GØR (Læring er et resultat af de læringsfokuserede aktiviteter, de studerende engagerer sig i).
Grundantagelserne i en sådan teori om læring (jvnf Biggs, 2003) er bla følgende:
Viden påføres eller overføres ikke gennem direkte instruktion.
Viden skabes gennem de studerendes læringsaktiviteter /-arbejde.
Det afgørende er, hvad den lærende/de studerende gør.
Effektiv undervisning handler om hvor hårdt og hensigtsmæssigt studenterne (kan bringes til at) arbejde under og især mellem undervisningen (Jensen, 2006).
"Hvis de studerende m.a.o. skal lære noget, så skal de gøre noget. Hvis de skal lære noget andet, skal de gøre noget andet" (Jensen, 2006). Det betyder så, at det afgørende at kigge nærmere på i et kvalitetssikrings perspektiv ligger på to niveauer: 1) Har de studerende arbejdet og derigennem forandret sig? 2) Har læringen været hensigtsmæssigt understøttet?
Her følger en beskrivelse af geografis evalueringspolitik:
Formålet med evalueringen af undervisningen ved Geografi er - gennem en løbende dialog mellem underviserne og deltagerne i undervisningen - at vurdere, om undervisningsforløbene inden for de givne rammer giver optimal læring hos deltagerne.
Evalueringen tager sigte på at beskrive og vurdere følgende elementer i undervisningen:
1. Deltagernes indsats i undervisningsforløbene.
2. Deltagernes interesse for faget/emnet og udviklingen heri.
3. Undervisningsforløbets planlægning.
4. Pensums/litteraturens relevans og anvendelighed som undervisningsgrundlag.
5. De valgte undervisningsformers hensigtsmæssighed og praktisering.
6. Deltagernes udbytte alt i alt af deltagelsen i undervisningsforløbet.
Den samlede evaluering er bygget op omkring:
(i) den løbende mundtlige dialog mellem de implicerede i undervisningen,
(ii) deltagernes tilbagemelding i form af besvarelse af evalueringsark, og
(iii) en kort drøftelse (ca. 20 minutter) mellem underviser og repræsentanter for deltagerne i undervisningen i et møde indkaldt og ledet af studielederen (for de store undervisningsforløb på bacheloruddannelsen).
Det er hensigten med evalueringsordningen:
a) at deltagerne i undervisningsforløbene både evaluerer egen og underviserens indsats i tilrettelæggelsen og afviklingen af undervisningsforløbene
b) at deltagerne i undervisningsforløbene ikke kun vurderer om undervisningsforløbene efter deres opfattelse har været vellykkede eller ej, men også mere præcist hvad i undervisningsforløbene, og af hvilke grunde undervisningsforløbene eller elementer heri er lykkedes eller ikke lykkedes.
c) at deltagerne giver underviserne en detaljeret, præcis og relevant tilbagemelding, der muliggør justeringer og forbedringer af planlægning og gennemførsel af fremtidige undervisningsforløb.
Der afsættes tid til udfyldelse af evalueringsark og afsluttende evaluering i de enkelte undervisningsforløb. Midtvejsevaluering indgår som obligatorisk redskab.
På baggrund af de ovenfor opstillede principper, er det tovholderne for kurserne, som har til opgave at udarbejde specifikke evaluerings-skemaer, der egner sig til netop deres type kursus. Studienævnet udarbejder en model / skabelon som kan danne udgangspunkt for evalueringen.
Informationer om kvaliteten af den enkelte undervisers arbejde, der indsamles som del af evalueringen, behandles som oplysninger af personfølsom karakter. Informationerne er til rådighed for studienævnet og institutlederen som arbejdsredskab. De fremsendes til den involverede underviser og fremsendes kun til andre instanser på RUC, når underviseren er orienteret herom. De må ikke offentliggøres. Anonymiserede statistiske oplysninger må kun offentliggøres i en sådan form at den enkelte underviser og den enkelte studerende ikke kan identificeres med hensyn til personfølsomme oplysninger.
Hvis studieleder og studienævn er utilfredse med kvaliteten af det udførte undervisningsarbejde, har studielederen pligt til at underrette underviseren, og til at give fornødne anvisninger til problemets løsning. Institutlederen bør over for en medarbejder, der har pædagogiske problemer, udvise den største grad af støtte for at hjælpe vedkommende. Evalueringen af undervisernes pædagogiske indsats skal være et reelt middel til pædagogisk udvikling (baseret på HSU-KUs principper af 28/3-01).
Litteratur
Biggs, John (2003). Teaching for Quality Learning at University. What the student does., Buckingham and Philadelphia: Open University Press. Rapporten Kvalitet i undervisning, Arbejdsgruppe under VTU, 2006. Jensen, T. K. (2006): Evaluering af undervisning. Center for Læring og Uddannelse, Aarhus Universitet. Institut for Statskundskab ved Århus Universitet.