Forskningsbaseret undervisning på geografi
Undervisningen og studiemiljøet på geografi er organiseret gennem en række faglige temaer (se nedenfor). Temaerne er tænkt som ryg-graden i studiemiljøet og som projekt-organiserende "enhed". Udover temaerne udbydes fælles-kurser og projektvejledning.
Inden for temaerne arrangeres seminarer, læsekredse, forsker-studerende-interaktion, ekskursion, hygge mv. Tema-organiseringen er et tilbud til studerende om at deltage tættere på forskningsprocessen og være med i udviklingen af tanker, begreber, ideer, metoder osv. inden for det specifikke fagfelt. Projektvejledningen kan være, men er ikke nødvendigvis koblet til temaerne, men temaerne giver alligevel studerende mulighed for inspiration til projektarbejdet og mulighed for at drøfte deres projekt med øvrige deltagere i temaet og en unik tilgang til et fagligt felt. Tanken er at temaerne fungerer som en slags "hjem" for studerende på faget og de studerende indbydes til selv at påvirke udviklingen inden for den faglige tematik.
Der vil naturligvis være flere faglige perspektiver og metoder i spil i de enkelte temaer, det kunne være politisk geografi, nationalisme teori, visuel etnografi mv. Alle temaer relaterer sig til en international forskningstradition og gennem tema-deltagelse får man som studerende en unik chance for et indblik i disse felter, ligesom flere af temaerne lægger op til deltagelse i og med-publicering om forskningsprojekter. Enkelte af temaerne giver mulighed for at specialisere sig i et toningsforløb. Det beskrives nærmere under de enkelte temaer.
Link til geografis aktuelle temaer (klik på de enkelte for at få en nærmere beskrivelse af temaet - nogle link er pt. inaktive, men info under udarbejdelse):
- Regional-tema
- Kulturarv, identitet og kulturmiljø-tema
- Landskabs-tema
- Naturgeografi-tema
- Mobile Liv: Turisme, mobilitet, transport
- By og urbanisme-tema
- Migrations-tema
På flere punkter vil der være overlap mellem temaerne, som bla. kan komme til udtryk i kurser på tværs af temaerne. Ud over disse temaer, som afspejler forsknings-interessen ved geografi for tiden, har faget en tradition for at studerende selv kan arrangere klynger, seminarer, temaer mv. og få tilknyttet en forsker. Henvendelse herom skal ske til studielederen.