Projektarbejde på Informatik

Projektgruppen er en vigtig platform for udvikling af både faglige og sociale kompetencer. Grupperne på Informatik vil typisk være forholdsvis små, og de studerende vælger selv, hvilke emner de skriver projekter om inden for modulernes bindinger.

Der vil være gode muligheder for at indgå i projektsamarbejde med studerende, der har forskellige faglige baggrunde og interesseområder. Studerende på Informatik kan drage nytte af denne alsidighed i projekter, der går på tværs af fagområder, hvor analyse, modellering, design og realisering af it-anvendelser er omdrejningspunktet.

På Informatik vil det også være oplagt at studerende i løbet af deres uddannelse skriver projekt i samarbejde med virksomheder eller organisationer. Således vil der være gode muligheder for at beskæftige sig med it i virkelige anvendelsessammenhænge.

Projektemner kan i den forbindelse omhandle analyse af en virksomhed eller organisations behov for nye/ andre it-systemer til løsning af bestemte opgaver eller design og realisering af fremtidige it-anvendelser i den pågældende kontekst. Et projekt kunne fx gå ud på at evaluere og forbedre en organisations it-anvendelser herunder at formulere en samlet vision eller strategi for organisationens fremtidige it-anvendelse, forankret i organisationen og de involverede medarbejdere/ brugere og i overensstemmelse med organisationens målsætninger og værdigrundlag.

Projektgrupper danner de studerende på Informatik selv. Det foregår ved, at der i løbet af den fælles semesterstart på Informatik afholdes projektbørser for de forskellige moduler. Her kan både studerende og vejledere præsentere mulige projektemner, og de studerende kan diskutere forslag og idéer indbyrdes og tale med forskellige vejledere, og på den måde finde frem til de rette gruppekonstellationer og projektemner.

Projekterne på Informatik skrives på bachelormodulet og på det andet kandidatmodul

På bachelormodulet kan studerende fra HUM-TEK, NAT-BAS og SAM-BAS vælge, at de skriver projektet som deres bachelorprojekt, mens studerende fra HUM-BAS skal skrive deres bachelorprojekt i et fag inden for det humanistiske hovedområde.

Bachelorprojektet har et omfang på 15 ECTS, dvs. et halvt semesters arbejde. De studerende, som ikke skriver deres bachelorprojekt i Informatik laver 'almindeligt' projektarbejde på ligeledes 15 ECTS.

De emnemæssige bindinger for bachelorprojektet hhv. det almindelige projekt er fra Informatiks side ens for de to projekttyper. Studerende skal dog være opmærksomme på, at bachelorprojektet har en særlig status, som betyder, at der er bestemte krav, som bachelorprojektrapporten særligt skal opfylde, og der gælder forskellige vurderingskriterier for de to typer af projekter.

På det andet kandidatmodul kan studerende vælge at skrive speciale i Informatik eller at lave almindeligt projektarbejde. Projektarbejdet i modulet har samlet set et omfang på 30 ECTS, hvilket svarer til et helt semesters arbejde. Fordelingen af ECTS på projekt- hhv. specialedele i dette modul afhænger dog af, om og hvordan den studerende vælger at skrive speciale i Informatik, fx om den studerende vælger at skrive speciale integreret med sit andet fag eller skriver et speciale med eksperimentelt indhold.

I studieordningen, som snart vil være at finde under menupunktet Regler og bestemmelser, kan du læse mere om forskellene på projekt- og specialetyper inden for Informatiks moduler.

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: 46742000 / e-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
CVR-nr: 29 05 75 59
SE-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“RUC bliver 40 år - og det skal fejres“

Vær med til at skabe festskriftet på derfor.ruc.dk