Hvordan er det at lave bachelorprojektet på udebane og samarbejde med et firma eller en organisation, om at nå et brugbart resultat? Fire informatikstuderende har arbejdet med Folke-kirkens Nødhjælps minerydningsafdeling. Her fortæller én af dem om sine oplevelser.
Magnus Boye Bjerregaard
I et mødelokale i indre København snakker en brite på gebrokkent dansk om et database-projekt, som har kørt de sidste fire måneder. Briten hedder Richard MacCormac og er chef for minerydningsorganisationen Humanitarian Mine Action – eller bare HMA. Database-projektet, som han taler om, er mit og min gruppes bachelorprojekt i Informatik. Vi har lavet en forundersøgelse og i dag er dommens dag. MacCormac afslutter sin præsentation og sætter sig. Jeg åbner en flaske vand, og starter vores 10-slides powerpoint. 13 ansigter ser op på mig, mens jeg præsenterer resultatet af vores under-søgelse. De tilhører seriøse mennesker, som tilsammen udgør organisationens ledelse. Flere af dem har en militær baggrund, som sandsynligvis er fader til den ingen-nonsens attitude der hersker i foretagenet. De er her ikke for at spille bullshit-bingo, og de har ingen tid til overs som jeg kan spilde. Men de lytter. Intenst.
En dollar for et menneskeliv Vores projekt startede måneder forinden uden os med en samtale mellem HMA praktikant Søren Adser Sørensen og IT-professor Lars Bogetoft. De drøfter, hvordan man kan løse minerydderorganisationens problemer med at holde styr på - og bruge - informationen om deres arbejde. Resultatet er en to-delt plan: et semester med en forunder-søgelse af studerende fra RUC og et semester med implementering af et nyt system af studerende fra Københavns Erhvervsakademi. Alt i alt et år til at sikre en it-løsning til HMA, uden at organisationen bruger nogle af de penge, som de ikke har. Projektet finder sin vej til Informatiks projekt-børs og vi hopper på med det samme. Fast besluttet på at komme hurtigt og godt i gang, holder vi det første møde allerede ugen efter, og aftaler straks efter det næste. | Men mødet bliver aflyst. I Libanon har en minerydder mistet livet i færd med at fjerne en særligt ustabil kinesisk håndgranat, og Richard MacCormac må rejse omgående. Vi har for alvor bevæget os ud af gruppe-rummet og ud i virkeligheden. En virkelighed, hvor en mine koster så lidt som en dollar og så meget som et menneskeliv. Hvor der sigtes efter at forkrøble, og ikke dræbe, for således at fjerne en soldat, men ikke en mund at mætte. Hvor sprængstoffer designes til at ligne legetøj for at få børn til at samle dem op.
Samarbejde koster Jeg har før arbejdet med virksomheder og organisationer gennem universitetsprojekter. Men det har ofte været med en fornemmelse af, at nogen gjorde mig en tjeneste ved at samarbejde. Da jeg når til sidste slide i vores præsentation, har jeg fået en erkendelse. Erkendelsen af at mit faglige virke nu har nået et niveau, der gør det værdifuldt for andre end mig selv og censor. I den efter-følgende diskussion er der megen ros til vores arbejde. Og selvom mødet afslører flere ting som vi skal ændre i designet, går vi derfra og føler os beriget. Samarbejde med eksterne interesser kommer ikke uden omkostninger. Det partneren ønsker er ikke altid det som anses for akademisk vigtigt. Logistikken udfordres og man må indse, at kalenderen bliver lige det svære at få til at passe. Men at hive bachelorprojektet ved øret, ud i sollyset og ind i virkeligheden, giver værdi og erfaringer som ikke kan findes andetsteds. Jeg anbefaler det varmt.
|