"Jeg havde hørt så meget godt om stedet og fået det varmt anbefalet af en vejleder herhjemme. Jeg havde nogle venner, der lige havde været på ferie dernede, og de sagde der var rigtig hyggeligt. Og jeg kunne godt tænke mig at lære spansk eller blive bedre til det i hvert fald. Jeg ringede derned og spurgte om der var plads. Det var der - og så var det bare det. Jeg skulle til Spanien".
Jeg havde rejst 3-4 måneder i Sydamerika tidligere, så jeg kunne nogle få ord, men min grammatik var ikke særlig god. Så i den første tid på sprogskolen startede vi stort set fra bunden. Det der senere hen viste sig at være svært, det var at forstå den dialekt de bruger dernede. Men jeg forstod ikke alt. Nogle gange havde forelæseren måske fortalt en vits og pludselig sad hele klassen og grinte - og man forstod ikke hvad det handlede om, men måtte prøve at sjusse sig frem. Og andre gange kunne jeg sidde med en skriftlig opgave, som jeg egentlig sagtens kunne løse, men det var bare svært at få det formuleret. Heldigvis var de fleste eksaminer skriftlige, så det blev aldrig rigtig pinligt".
"Jeg havde ellers frygtet lidt, hvordan det skulle gå. Den første måned boede jeg i en lejlighed som sprogskolen havde skaffet og senere fandt jeg en lejlighed, som jeg boede i resten af opholdet. I Granada var der mange lejligheder og overalt på telefonbokse og lygtepæle hang der sedler om værelser til leje. Jeg boede rigtig godt og dyrt efter spanske forhold, dvs. min husleje lå på ca. 2000 Dkr. om måneden. Fra RUC fik jeg støtte til flybilletten samt opholdet på sprogskolen".
"Det var ikke svært at komme i kontakt med andre udvekslingsstuderende. Slet ikke. Hvis man så én, der så lidt bleg ud, så var det rimelig sikkert en anden udvekslingsstuderende. I starten klumpede vi os nok lidt sammen, fordi vi allesammen var lidt småforvirrrede. Hvis man skulle møde en spanier, skulle man være lidt mere fremme i skoene, men jeg oplevede ikke, at de ikke gad at tale med en. Tværtimod havde spanierne næsten lidt mindreværdskomplekser over, at man gad tage derned og læse.
I hverdagene kom jeg hjem ved ni-tiden på grund af siestaen tre timer midt på dagen - der plejede jeg at gå ned til byen og få lidt at spise. Men i weekenderne og på helligdage tog vi ofte ud på en lille tur. Der var rigtig mange helligdage dernede. De er jo katolikker, så der var tit en eller anden santa-dag: Og så var der fri. Vi lejede bil flere gange og kørte til Portugal, og henover julen tog vi til Marokko i 14 dage. Juleaften var jeg i Sahara".
"Meget, og specielt efter at jeg er gået i gang med specialet, har jeg brugt mange af de ting, jeg blev introduceret for. Undervisningen dernede er anderledes end herhjemme. Som regel var undervisningen ikke så struktureret og afstanden mellem de studerende og underviserne var noget større end jeg er vant til hjemmefra. Som regel mødte jeg bare op og lyttede til underviserens forelæsning. Underviseren introducerede som regel til en lang række emner på ret højt niveau, men der var ikke rigtig tid til at udforske nogle af emnerne. Og det jeg brugte mest tid på rent lektiemæssigt, det var afleveringsopgaverne. Dem knoklede jeg meget med. Og så er jeg naturligvis blevet en hel del bedre til spansk.
"Det var godt, det var specielt godt at komme i en gruppe igen. Nogle gange går man jo og forbander alt det gruppearbejde langt væk og tænker, at det ville være federe at arbejde alene. Men når man så har prøvet at sidde alene og lave opgave efter opgave, hvor vi måske var 25 studerende, der skulle lave 25 nøjagtig ens opgaver, som man ikke selv kunne dreje i den retning, man havde lyst til...det virker altså helt åndssvagt. Så det var godt at få sat gruppearbejdet i erlief, og det var fedt at komme i en gruppe igen og selv kunne være med til at styre forløbet".
"Ja, drop overvejelserne og kom afsted. Og forbered dig grundigt hjemmefra. Sørg for at gå tidligt i gang med meritoverførsel og alle de andre formelle ting. Det er lidt besværligt og kan tage noget tid, men det er endnu mere besværligt, hvis man venter til man kommer hjem".