Matematik i kombination med andre fag
Matematik indgår i RUCs kombinationsuddannelsesstruktur, det vil sige at man altid læser matematik plus et andet fag. Det gælder både på kandidatuddannelsen og på bacheloruddannelsen. Her kan du se nogle eksempler på kombinationer mellem Matematik og andre af RUC's fag:
Tommy læser Matematik og Fysik: "Jeg besluttede mig for at læse Nat på Ruc efter et Sabbatår, hvor jeg længe havde været i tvivl om hvilken uddannelse jeg ønskede at tage..." Læs mere her>
Matematik og Fysik
Dette er en klassisk og stadig meget populær kombination. Set fra matematiksiden er fordelene mange: igennem århundreder har fysik været en væsentlig forbruger af og inspirationskilde til matematik, og på mange måder er det som fysikere foretager sig blot en særlig form for matematisk modellering, ofte funderet i veletablerede teoribygninger. Denne kombination er derfor meget velegnet, hvis man vil være matematisk modelbygger.
Matematik og Miljø-/Molekylærbiologi
Inden for de biologiske fagområder er matematik stadig mere uundværlig: Kvantitative biologiske sammenhænge skal beskrives med matematiske modeller der afspejler de relevante biologiske teorier. De med mange former for usikkerhedsbehæftede eksperimentelle data skal analyseres og sammenholdes med hvad man skulle forvente ifølge teorierne; til dette formål anvendes statistiske modeller. Faktisk er det sådan, at biologiske (herunder medicinske) problemstillinger har været og er en meget betydelig inspirationskilde for udviklingen af faget statistik (som er foregået inden for de sidste 100 år).
Kombinationen Matematik og Biologi rummer derfor mange muligheder, både med hensyn til matematiske (herunder statistiske) modeller og med hensyn til historiske og videnskabsteoretiske projekter.
Johanne læser Matematik og Medicinal-biologi: "RUC har givet mig muligheden for at kombinere de to fag Matematik og Medicinalbiologi. Igennem projektarbejdet kan jeg arbejde med problemstillinger, der berører begge mine fag..." Læs mere her>
Matematik og Medicinalbiologi
Kombinationen matematik og medicinalbiologi giver gode muligheder for at arbejde med teoretiske og praktiske modelleringsopgaver inden for matematik og statistik, f.eks. epidemiologiske problemer, statistisk analyse af patientdata, og risiko- og konsekvensvurdering.
Matematik og Kemi
Matematisk indsigt er en forudsætning for at forstå mange kemiske discipliner. Kemiske reaktioner beskrives ved differential- ligningsmodeller, forsøgsresultater analyseres ved brug af statistiske metoder, og forståelsen af molekylers rumlige opbygning og egenskaber kræver (i nogle sammenhænge) rumgeometrisk fornemmelse og kendskab til noget gruppeteori.
Matematik og Kommunikation
De fleste mennesker har svært ved at gennemskue, hvornår man kan og ikke kan fæste lid til anvendelsen af en matematisk model. Og det kan vanskeliggøre de demokratiske beslutningsprocesser. Det er derfor vigtigt, at der til stadighed foregår forskellige former for oplysende aktiviteter om disse ting. Ligeledes er der behov for en formidling af videnskabsfaget matematik: hvad går det egentlig ud på, og hvilke egenskaber ved faget er det, der giver det dets status.
Toke læser Matematik og Datalogi: "Jeg har hele tiden vidst at jeg skulle læse datalogi; men det er først meget sent at jeg er kommet frem til at det skal være i kombination med matematik. " Læs mere her>
Matematik og Datalogi
I takt med computerteknologiens udvikling har den matematiske modelbygger fået realistiske muligheder for at operere med stadig større (og måske så også bedre) modeller, herunder også for at lave computereksperimenter med disse modeller for at finde ud af, hvilke egenskaber de måtte have.
Man er også begyndt at benytte computeren i matematisk forskning, bl.a. til computereksperimenter med matematikken selv (et stikord her er fraktaler) og som hjælpeværktøj til bevis af sætninger (f.eks. om firefarveproblemet). Omvendt er der opstået behov for matematisk modellerings- og udviklingsarbejde vedrørende f.eks. fejlrettende koder og dimensionering af datatransmissionslinier og netværk.
Malik læser Geografi og Matematik:
"Det problem- orienterede arbejde har givet mig kompetencer til bedre at argumenterer og finde løsninger, der er til gavn for alle parter. "Læs mere her>
Matematik og Geografi
Matematik er spændende at kombinere med Geografi. Matematikkens og statistikkens metoder, analyser og grafiske fremstillinger giver baggrund for en mere kritisk tilgang til geografien. Fagene giver mulighed for kombinerede projekter.
Matematik og Historie
Matematikken er ikke evig og uforanderlig, men har faktisk en historie, som hænger sammen med den almindelige historiske udvikling (på de samfundsmæssige, teknologiske og kulturelle områder). Der er derfor rige muligheder for at integrere de to fag, og man kan eventuelt trække på nogle af de teknologihistoriske miljøer på centeret.
Matematik og Psykologi, Pædagogik
Er helt nye kombinationer, der f.eks. giver mulighed for at studere didaktiske problemstillinger, samt hvordan indlæring af matematik foregår.
Matematik og Internationale Udviklingsstudier
Matematik i kombination med Internationale Udviklingsstudier giver dig en stærk platform for at analysere anvendelsen af bl.a. økonomiske og statistiske modeller indenfor udviklingsstudier. Hermed får du mulighed for at gå bag om de argumenter, der anvendes om udviklingslandes økonomiske problemstillinger. Tidligere er der bl.a. lavet et projekt om måling af fattigdom.
Peter læser Filosofi og Matematik:
"Det at kunne kombinere matematikken og filosofien er enestående for RUC. De to fag fangede mig allerede i gymnasiet og det at kombinere dem giver muligheden for at sætte spændende perspektiver på matematikken.." Læs mere her>
Matematik og Filosofi-Videnskabsteori
Studerende, der er interesseret i ”hvad matematik er”, vil finde gode muligheder i kombination med Filosofi og Videnskabsteori. Filosofi og Videnskabsteori hænger naturligt sammen med matematikkens grundlagsproblemer og matematikkens historie. Kombinationen er også velegnet som udgangspunkt for behandling af didaktiske spørgsmål i matematikken.
Matematik og faget Politik og Administration
Den økonomiske forskning anvender stadigt mere komplekse modeller for den samfundsøkonomiske udvikling, og der er derfor en stor udfordring i at studere/kritisere den matematiske økonomi og dens analyseapparat.
Selv sociologien og politologien har været udsat for kvantificering. Sjovt nok er det ofte matematikere, der bedst kender matematikkens begrænsninger og problemer. Denne kombination har især forbindelse til offentlig driftsøkonomi.
Nedenstående fag kan kombineres med Matematik, men kombinationen er ikke almindelig:
Valg af fag
Læs mere om dine muligheder for at vælge og kombinere fag på RUC>
Almen biologi
Arbejdslivsstudier
Dansk
Engelsk
EU-Studies
Fransk
Globale Studier
Informatik
Journalistik
Kultur- og Sprogmødestudier
Performance-design
Plan, By & Proces
Socialvidenskab
Sundhedsfremme
Tek-Sam
Tysk
Virksomhedsstudier