Undervisningen på Matematik
På Matematik kommer du i berøring med mange forskellige matematiske områder. Det sker dels gennem projektarbejdet, hvor du har meget frihed til at vælge dit arbejdsområde, og dels gennem en række kurser.
Tre moduler
Matematikoverbygningen består af tre moduler, der hver omfatter et projekt og et antal kurser. De tre moduler er bachelormodulet, 1. kandidatmodul og 2. kandidatmodul.
Her kan du se mere om projekttyper, kurser og fagets regler og vejledninger>
Kurser
På kurserne får du en grundig indføring i de grundlæggende discipliner inden for matematikken, for eksempel lineær algebra. Herudover undervises der også bredt i forskellige teoriområder, som for eksempel geometri og statistik. Endelig går man i dybden med enkelte teoriområder, for eksempel mængdelærens grundlag. Der er 7 obligatoriske kurser på Matematik.
Små hold
Kursusundervisningen foregår på små hold med en tæt dialog med kursusunderviseren. Kurserne er placeret med tre timer tirsdag formiddag og tre timer fredag eftermiddag eller omvendt.
Speciale
I sidste del af studiet arbejder du med dit speciale, hvis problemstilling kan vælges frit. Målet er, at du som studerende gennem det større projekt skal få føling med den nyeste forskning inden for det valgte område.
Projekter
Ved siden af kurserne skriver man på hvert modul et projekt. De tre projekter er henholdsvis et videnskabsfagsprojekt, et modelprojekt og et professionsprojekt. De tre projekttyper sikrer at du gennem studiet beskæftiger dig med og oplever matematikken fra forskellige synsvinkler.
Samarbejde og fordybelse
Projektarbejdet foregår i grupper med typisk 2-4 deltagere (det sker dog også at f.eks specialet udarbejdes af en enkelt studerende). Projekterne er problemorienterede, dvs at de studerende formulerer et ikke-trivielt problem som kræver en selvstændig analyse eller egne eksperimenter for at blive belyst. Der er altså ikke tale om rene litteraturstudier.
Den brede videnskabelige profil på RUCs matematikfag betyder, at der er gode muligheder for kvalificeret vejledning i projekter inden for næsten alle emner.