Medicinalbiologi i kombination med andre fag
Medicinalbiologi kan kombineres frit med de andre kombinationsfag på RUC undtagen Almen Biologi.
Hvis du sigter på en karriere inden for forskning/udvikling anbefales en kombination med et andet naturvidenskabeligt fag (Kemi, Fysik, Matematik, Datalogi, Molekylærbiologi eller Miljøbiologi).
En kombination med et humanistisk fag sigter mod en karriere som for eksempel informationsmedarbejder mens en kombination med et samfundsvidenskabeligt fag sigter mod forvaltnings- og ledelsesfunktioner.
Medicinalbiologi - Molekylærbiologi
Der er oprettet en toningsuddannelse: Biomedicin. Kombinationen giver kompetencer til at arbejde med forskning/udvikling inden for det medicinske område med særlig fokus på de molekylære og cellulære mekanismer. Det vil sige, at kandidater med Biomedicin vil have forståelsen af og vil kunne foreslå løsninger inden for det biomedicinske område. Den færdige kandidat vil kunne være med til at opklare de molekylære mekanismer bag ved udviklingen af en række sygdomme. Sandsynlige aftagere vil være:
- forsknings/udviklings laboratorier i privat eller offentlig regi.
- forskning/udvikling i klinisk-biokemiske afdelinger på hospitaler.
- forskning/udvikling i medicinalindustrien.
Medicinalbiologi - Kemi
Der er oprettet en toningsuddannelse: Medicinalkemi. Kombinationen giver de færdige kandidater attraktive kompetencer inden for krydsfeltet mellem Medicinalbiologi og Kemi. Det kan være kompetencer, som vedrører analytisk kemiske metoder i medicinske problemstillinger eller design af biologisk aktive kemiske forbindelser, f.eks. med anvendelse inden for kemoterapien. Oplagte funktioner for kandidater med Medicinalkemi vil være:
- forskning/udvikling i klinisk-biokemiske afdelinger på hospitaler.
- forskning/udvikling i medicinalindustrien.
Medicinalbiologi - Fysik
Medicinalfysik er en prioriteret kombination af studierne Medicinalbiologi og Fysik. Kandidater i Medicinalfysik vil have en unik faglig profil, idet de har en vægtig faglig ballast inden for både fysik og det medicinsk-biologiske fagområde. De færdige kandidater vil kunne indgå i arbejdsopgaver, som kræver denne kompetence, f.eks.:
- hospitalsfysiker (radioterapi, diagnostiske metoder, f.eks. NMR, nuklearmedicin).
Dette er et arbejdsmarked i vækst. I Medicinalindustrien er der også jobs, hvor der er specifikke behov for viden og specielle metoder fra fysik i forbindelse med produktudvikling og karakterisering, samtidig med at generelle fysikkompetencer er værdifulde i et tværfagligt arbejdsmiljø.
Medicinalbiologi - Matematik
Medicinske modeller er en prioriteret kombination af studierne Medicinalbiologi og Matematik. Kandidater, der kombinerer Matematik med Medicinalbiologi vil have en unik faglig profil i og med de har en vægtig faglig ballast inden for både matematik og det medicinsk-biologiske fagområde. De færdige kandidater vil kunne opstille, håndtere og vurdere avancerede matematiske modeller inden for det medicinsk-biologiske fagområde. Der kan være tale om modeller for epidemisk udvikling af sygdomme eller modeller for effekt og sideeffekt af de aktive stoffer der indgår i en given medicinsk behandling. De færdige kandidater med denne kombination vil kunne indgå i:
- Private og offentlige institutioner hvor der arbejdes med statistisk og matematisk bearbejdning af patientdata
- Medicinalindustrien og beslægtede institutioner
- Forskningsinstitutioner
- Forsikringsbranchen.
Medicinalbiologi - Kommunikation
Medicinsk Kommunikation er en prioriteret kombination af studierne Medicinalbiologi og Kommunikation. Med Medicinsk Kommunikation vil man opnå en særlig faglig profil, der retter sig mod at løse kommunikationsproblemer i det medicinske område. Kandidater med denne kombination vil kunne forstå og håndtere medicinske problemstillinger og samtidig være i stand til at identificere målgrupper for den specifikke kommunikation samt stå for at gennemføre denne.
Mulige aftagere:
- Hospitaler med fokus på både kommunikations- og informationsopgaver
- Institutioner, der arbejder med patientkontakt inden for det medicinsk faglige område
- Medicinalindustrien og relaterede institutioner
- Medicinkonsulentbranchen
Medicinalbiologi - Virksomhedsstudier
Der er oprettet en toningsuddannelse: Naturvidenskab og Virksomheds-ledelse Med den kraftige ekspansion inden for medicinalbiologiske område mht. nye produkter, analyser og teknologier, er der samtidig behov for kompetencer, der forankres i både det medicinsk-biologiske fagområde og virksomhedsledelse. Uddannelsen peger frem mod:
- Kompetencer som iværksætter
- Ledelse i biotek- eller medicinske virksomheder
- Forskellige ledelsesfunktioner i sundhedssektoren.
Medicinalbiologi - Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier
Kombinationen henvender sig til dig, som ønsker et stærkt medicinsk biologisk fundament som grundlag for sundhedsfremme. Fremtidens forebyggelse og behandling af sygdomme vil i høj grad bygge på forståelse og anvendelse af molekylærbiologiske mekanismer, metoder og teknikker. Kombinationen sigter på erhvervsfunktioner som specialist inden for medicinsk teknologivurdering, screening, produktudvikling, samt andre funktioner inden for sundhedsområdet i offentligt eller privat regi.
Toninger med Medicinalbiologi:
Toningerne er særligt tilrettelagte og beskrevne kombinationer af to fag på kandidatniveau. De retter sig mod opnåelse af bestemte faglige kompetencer og mod særlige jobområder. Toningsbetegnelsen påføres ikke dit kandidatbevis, men du kan få et såkaldt toningsbevis som du kan vedlægge dit kandidatbevis. Den vigtigste bestemmelse for nedenstående toninger er at du skal skrive eksperimentelt integreret speciale. Og vi sørger for at de pågældende fagkombinationers kursusskemaer er tilrettelagt så du kan læse de fleste kurser på begge fag i løbet af dit første år på kandidatstudiet.
Biomedicin
Biomedicin er en tværfaglig specialisering mellem fagene Medicinalbiologi og Molekylærbiologi. En af fremtidens store udfordringer er forskning i forebyggelse og behandling af sygdomme. Derfor er det nødvendigt at forstå de bagvedliggende mekanismer inden for det medicinske fagområde. Ved alle sygdomme er det nødvendigt at have en forståelse for de mekanismer, metoder og teknikker, der ligger i krydsfeltet mellem Molekylærbiologi og Medicinalbiologi.
Biomedicin giver dig en sundhedsfaglig profil, der kan bruges i forsknings- og udviklingsarbejder i klinisk-bio-kemiske afdelinger på hospitaler, i industrien, eller hvor viden om både biologiske og medicinske problemstillinger er vigtig. Noget af dit medicinskbiologiske studium vil foregå på sygehuse og hospitaler, og du vil sammen med din teoretiske baggrund opnå attraktive kompetencer inden for krydsfeltet mellem Molekylær- og Medicinalbiologi.
Medicinalkemi
Medicinalkemi er en tværfaglig specialisering af fagene Kemi og Medicinalbiologi. Spørgsmålet om sundhed har fået en stigende opmærksomhed i det offentlige Danmark, i den politiske debat og i privatsfæren. En del af området handler om forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme. Kemi spiller en afgørende rolle i dette krydsfelt, benævnt medicinalkemi, hvor design, fremstilling og anvendelse af lægemidler, og brug af diagnostik og hjælpemidler i høj grad er kemisk baseret. I Medicinalkemi lægges der vægt på både medicinalbiologiske fag (f.eks. Farmakologi, Toksikologi og Patofysiologi) og kemiske fag så som Biokemi og Bioorganisk kemi oven på generel biologisk-kemisk kompetence. Denne specialisering afsluttes med et integreret Medicinalbiologi-Kemi speciale i Medicinalkemi.