Undervisning på Medicinalbiologi

Bachelorstudiet

Specialkurset på 2. år af studiet, Livets Molekyler, har en blandet undervisningform med vægt på integration af teori, dataanalyse og eksperimentelt arbejde. Kurset består af forelæsninger, opgaveløsning og laboratorieøvelser. Opgaveløsningen foregår dels i grupper og dels i fællesskab. Kursets eksperimentelle del består af 24 timers laboratoriearbejde, og nogle enkelte timer med analyse af de eksperimentelle resultater. Laboratorieøvelserne udføres normalt i tomandsgrupper og afsluttes med en øvelsesrapport. Kurset afsluttes med en skriftlig eksamen der bedømmes efter 7-trinsskalaen. 

3. års kurserne i Anatomisk Fysiologi og Farmakologi og toksikologi er teorikurser baseret primært på forelæsninger kombineret med opgaveløsning. Disse afsluttes med en skriftlig eksamen der bedømmes efter 7-trinsskalaen. 

Introducerende kursus i Medicinalbiologi er et ekskursionskursus, hvor du kommer ud på hospitaler, Seruminstituttet og laboratorier i Medicinalindustrien og lærer om opbygningen af hospitalsvæsenet i Danmark og hvorledes Biomedicinere arbejder. Dette kursus evalueres på basis af aktiv deltagelse og rapporter/opgaveløsninger. 

Projektarbejde

Projektarbejdet indledes ved semesterstart med projektbørser hvor de forskellige projektforslag præsenteres og gruppedannelsen og vejlederfordelingen finder sted under ledelse af en projektkoordinator og en studerende fra studienævnet. Projektarbejdet udføres normalt i grupper på 3-6 studerende.

Projekterne er ofte litteratur projekter, men kan også være eksperimentelle projekter med laboratoriearbejde. En del af projekterne har vejledere fra Region Sjællands sygehuse eller Seruminstituttet. Emnet og problemformuleringen for projektet vil ofte være tæt knyttet til vejlederens forskning, evt. indgå direkte i et igangværende forskningsprojekt. Projektarbejdet afsluttes med udarbejdelsen af en projektrapport og en mundtlig eksamination i projektet, der bedømmes efter 7-trinsskalaen. 

Kandidatstudiet

Kandidatstudiet indeholder en række specialiserede kurser med varierende undervisnings- og evalueringsformer. De obligatoriske kurser er traditionelle forelæsningskurser, der afsluttes med en skriftlig eksamen/prøve med bedømmelse efter 7-trinsskalaen. I to af disse kurser er underviserne en række læger fra Regions Sjællands hospitaler, der hver forelæser indenfor deres speciale med eksempler fra deres egen hverdag.

De fleste af valgkurserne er seminarkurser, hvor hovedparten af undervisningen består af studenterfremlæggelse af opgaver og mundtlig præsentation af originalartikler, og bedømmelsen baseres på aktiv deltagelse og godkendte fremlæggelser.

Projektarbejde

Projektarbejdet kan bestå af et 30 ECTS projekt/specialeprojekt i Medicinalbiologi, men langt de fleste studerende vælger at udføre et 60 ECTS eksperimentelt specialeprojekt integreret med deres andet fag. Du kan vælge at udføre projektet alene, eller i en mindre gruppe på 2-3 personer.

Mange af specialeprojekterne foregår i tilknytning til en ekstern samarbejdspartner, en virksomhed, et sektorforskningsinstitut eller et hospital, og ofte udfører du dele af eller alt det eksperimentelle arbejde hos den eksterne partner. Ved eksterne specialeprojekter har du både en ekstern vejleder og en eller flere vejledere på RUC.  

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4