Journalistik
Der er et stigende behov for at formidle komplicerede sammenhænge på en enkel og let forståelig måde. Formidling af viden, PR for handlingsplaner og forskningsjournalistik udgør derfor spændende arbejdsområder for biologer, som vil kombinere faglig viden med kreative kundskaber og medieteknikker. Miljøproblemer udgør en af vor tids store udfordringer, og løsningen af disse problemer kræver ikke mindst en øget bevidsthed hos almindelige mennesker om problemernes årsager, sammenhænge og konsekvenser. Miljøbiologer, som har faglig indsigt til at forstå disse problemer, og samtidig kan benytte tidens kommunikationsmetoder, kan derfor få afgørende betydning for vores fælles fremtid.