Molekylærbiologi i kombination med andre fag

Toninger 

Toningerne er særligt tilrettelagte og beskrevne kombinationer af to fag på kandidatniveau. De retter sig mod opnåelse af bestemte faglige kompetencer og mod særlige jobområder. Toningsbetegnelsen påføres ikke dit kandidatbevis, men du kan få et såkaldt toningsbevis som du kan vedlægge dit kandidatbevis. Den vigtigste bestemmelse for nedenstående toninger er at du skal skrive eksperimentelt integreret speciale. Og vi sørger for at de pågældende fagkombinationers kursusskemaer er tilrettelagt så du kan læse de fleste kurser på begge fag i løbet af dit første år på kandidatstudiet.

Biomedicin

Biomedicin er en tværfaglig specialisering mellem fagene Medicinalbiologi og Molekylærbiologi. En af fremtidens store udfordringer er forskning i forebyggelse og behandling af sygdomme. Derfor er det nødvendigt at forstå de bagvedliggende mekanismer inden for det medicinske fagområde. Ved alle sygdomme er det nødvendigt at have en forståelse for de mekanismer, metoder og teknikker, der ligger i krydsfeltet mellem Molekylærbiologi og Medicinalbiologi. Biomedicin giver dig en sundhedsfaglig profil, der kan bruges i forsknings- og udviklingsarbejder i klinisk-bio-kemiske afdelinger på hospitaler, i industrien, eller hvor viden om både biologiske og medicinske problemstillinger er vigtig. Noget af dit medicinskbiologiske studium vil foregå på sygehuse og hospitaler, og du vil sammen med din teoretiske baggrund opnå attraktive kompetencer inden for krydsfeltet mellem Molekylær- og Medicinalbiologi,

Biomolekylær kemi

Biomolekylær kemi er en tværfaglig specialisering af de to fag Kemi og Molekylærbiologi. For tiden foregår der en revolutionerende udvikling i bioteknologi. Nye lægemidler og snedige hjælpestoffer og teknikker udvikles i den farmaceutiske og bioteknologiske industri, baseret på teknologiske gennembrud og nye opdagelser i dette grænseoverskridende område mellem Molekylærbiologi og Kemi. På RUC vil vi forberede dig til at være med i denne rivende udvikling. I toningsprogrammet lægges der vægt på biokemi, proteinkemi og bioteknologi. Denne specialisering afsluttes med et speciale i Molekylær Bioteknologi. 

Bioinformatik 

Bioinformatik er en tværfaglig specialisering af fagene Datalogi og Molekylærbiologi. Bioinformatik er et emne i grænseområdet mellem Datalogi og Molekylærbiologi, som er inde i en rivende udvikling i disse år. Her udvikles og anvendes datalogiske og computerbaserede værktøjer til analyse og sammenligning af genetiske, biokemiske og molekylærbiologiske data inden for områder som bioteknologi, biokemi og genetik. Ekspertise i Bioinformatik er ligeledes en hjørnesten i udforskningen af sygdomsårsager og i design af mulige nye lægemidler. Med specialiseringen i bioinformatik har du såvel en række bioinformatiske værktøjer, evnen til kritisk at tolke resultaterne af bioinformatiske analyser samt den datalogiske viden, der ligger til grund for de databaser og algoritmer, der anvendes i bioinformatik og kompetence i programmering. 

Kombinationer med faget

Faget kan kombineres frit med de andre kom­binationsfag, dog undtagen Almen Biologi. Hvis man sigter på en forsknings­karriere anbefales en kombination med et andet naturvidenskabeligt fag (Medicinalbiologi, Kemi, Miljøbiologi, Fysik, Matematik, eller Datalogi), mens en kombination med et humanistisk fag kan sigte mod en karriere som for eksempel in­formationsmedarbejder og en kombination med et samfundsvidenskabeligt fag kan sigte mod forvaltnings- og ledelsesfunktioner.

De mest hyppige kombinationer er med Medici­nalbiologi, Kemi eller Miljøbiologi. Vær opmærk­som på at samtlige kombinationsmuligheder ikke er beskrevet i det følgende.

Molekylærbiologi - Medicinalbiologi

Der er oprettet en toningsuddannelse: Biomedicin. Kombinationen er især rettet mod jobfunktioner, der kræver grundig viden inden for molekylær- og cellebiologi i kombination med forståelsen for den humane organismes sygdom og sundhed. Relevante jobfunktioner vil være at finde inden for det medicinske – og bioteknologiske område inden for offentlig og industriel forskning samt i medicinske støttefunktioner i forbindelse med diagnosticering og sygdomsbekæmpelse.

Molekylærbiologi - Kemi

Der er oprettet en toningsuddannelse: Biomoleky­lær Kemi. Dette er en kom­bination, hvor fagene støtter hinanden betydeligt. Der udføres hyppigt såvel kombinationsprojekter som projekter, hvor begge fag har et afgørende bidrag. Kombinationen giver den bedste naturvi­denskabelige skoling og er et godt afsæt til såvel en videre forskeruddannelse som til en funktion, hvor en betydelig naturvidenskabelig indsigt kræves.  

Molekylærbiologi - Datalogi

Der er oprettet en toningsuddannelse: Bioinfor­matik. Her er der en bred anvendelse af datalogiske teknikker, som bruges til at f.eks. at behandle molekylærbiologiske for­søgsdata, sekvensanalyser, eller ved simulering af modeller.

Molekylærbiologi - Miljøbiologi

Trods et fælles udgangspunkt er disse to fag meget forskellige i deres indgang til biologien. Ikke desto mindre finder molekylærbiologiske metoder og teknikker en stærkt øget anvendelse inden for visse områder af miljøbiologien. For eksempel anvendes genteknologiske teknikker i stigende grad til belysning af populationsøkolo­giske problemstillinger. Denne kombination kan være særdeles fordelagtig for studerende, som satser på en forskningskarriere.

Molekylærbiologi - Fysik

Gennem denne kombination kan sammenhænge mellem fysiske og biologiske egenskaber belyses. Der kan udvikles fysiske modeller og metoder til anvendelse i molekylærbiologiske undersøgelser. Dette kan for eksempel lede ind på medicoteknik et område som er i stadig vækst.

Molekylærbiologi - Matematik

Biologi benytter avancerede matematiske modeller, som kræver stor matematisk indsigt, og matematik kan udbygge den analytiske kraft betydeligt. Det drejer sig om udvikling af matematiske modeller og teknikker til anvendelse i molekylærbiologiske undersøgelser. Omvendt er biologien ofte et sær­deles kompliceret og problematisk sted at operere med matematiske modeller. En udfordring hvor det er nødvendigt at operere med fuldstændig klarhed over faldgruberne i modelleringer.

Molekylærbiologi - Forvaltningsfagene

Bioteknologier bliver mere og mere udbredte i industrien, og det er et område, som er komplekst og kræver stor forskningsindsats. Management af den slags situationer kræver ofte tværfagligt kendskab til både de biologisk-videnskabelige problemstillinger og virksomhedsledelse. Man kunne måske også kritisere og forhindre nogle af de tendenser til at virksomhedernes økonomiske optimeringer giver uacceptable konsekvenser i anvendelse af bioteknologi, i arbejdsmiljø og i belastningen af ydre miljø.

Øvrige kombinationer

Molekylærbiologi kan desuden med fordel indgå i mindre traditionelle kombinationer.

Med henblik på formidling, PR osv. kan Moleky­lærbiologi kombineres med Dansk, Journalistik, Kommunikation, Kultur- og Sprogmødestudier og Pædagogik.

Den rivende udvikling i forklaring af liv på mole­kylært niveau lover at kaste lys over problemer som: Hvad er liv? Og hvordan har det udviklet sig? Hvad er den afgørende biologiske forskel mellem aber og mennesker? Hvilke etiske pro­blemer har udvikling af bioteknologi frembragt? osv. Det vil være naturligt for dem, der finder den slags problemer spændende, at kombinere Molekylærbiologi med Filosofi og Videnskabsteori.

Der er store fremskridt i viden om genetisk og biokemisk baggrund for nervesystemets funktion og menneskets og dyrs adfærd. Kombinationen af Molekylærbiologi og Psykologi åbner interes­sante perspektiver.

Med henblik på praktisk/økonomiske anvendel­ser af molekylærbiologien kan Molekylærbiologi kombineres med Tek-Sam og Virksomhedsstudier.

Molekylærbiologi og bioteknologi vil indgå i større og større grad i internationalt samarbejde – her kan kombination med Geografi, IU og en række humanistiske fag; Engelsk, Fransk og Tysk være relevante.

 

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4