Kombination med andet fag

Pædagogik og Psykologi
Kombinationen Pædagogik og Psykologi giver muligheder for fordybelse og indsigt i hvordan psykologiske processer kan forstås i et pædagogisk perspektiv. Her står både deltagerperspektivet og den pædagogiske praksis og planlægning centralt. Hvordan får personlighedsdannelse og psykologiske udviklingsprocesser indflydelse på, hvad der foregår i forskellige læringsrum? Hvilken indflydelse har kultur, samfund og historie på opfattelsen af individ, læreprocesser og uddannelsesplanlægning?  

Her kan du læse om det generelle studieforløb på RUC, overgangen fra bachelor til kandidat samt varigheden.

Pædagogik og Socialvidenskab og Politik og Administration
Kombinationen egner sig specielt godt til udvikling og forbedring af processer i organisationer og virksomheder i offentligt såvel som i privat regi. Kendskabet til politiske og kulturelle dynamikker i organisationer gennem den socialvidenskabelige analyse giver, sammen med en pædagogisk uddannelse, mulighed for at arbejde med problemstillinger inden for dels de formaliserede uddannelses- eller omsorgsinstitutioner, samt i private organisationer og virksomheder. Her kan problemstillingerne relatere sig til såvel det organisatoriske niveau som til deltagerforudsætninger. 
Kombinationen giver adgang til en bred vifte af jobmuligheder, det være sig stillinger i private virksomheder, interesseorganisationer, offentlig forvaltning samt humanitært hjælpearbejde. Arbejdsfunktionen kan eksempelvis være en konsulentrolle inden for områderne uddannelsesplanlægning, personaleudvikling, rekruttering af nye medarbejdere, etc.

Pædagogik og Virksomhedsstudier
Hvad betyder de nye krav om fleksibilitet i arbejdet for forskellige menneskers muligheder for at leve op til virksomheders krav? Hvilke læreprocesser befordrer arbejde i selvstyrende grupper? Hvad er det der sker i praksis, når lønforhandlinger bliver decentrale? Og hvordan spiller virksomheders krav om effektivitet sammen med ønsket om at give medarbejderne øget indflydelse?
Med en kombinationsuddannelse med Pædagogik og Virksomhedsstudier kan man med henholdsvis Pædagogiks deltager- og samfundsperspektiv og Virksomhedsstudiers leder- og virksomhedsperspektiv beskæftige sig med disse spørgsmål på forskellige niveauer.

Pædagogik og Kommunikation eller Journalistik
“Who says what in which channel to whom with what effect?” Sådan lyder en af de mest citerede sætninger blandt folk, der arbejder professionelt med at analysere kommunikationsprocesser. Og det er netop afdækningen af kommunikationsprocesser, der gør Kommunikation og Journalistik til spændende fag at kombinere med Pædagogik. Det kan være i et organisationskommunikations-perspektiv, hvor centrale pædagogiske problematikker som forholdet mellem individer i organisationer kan afdækkes gennem en analyse af disse problematikkers kommunikationsforhold. Man kan også arbejde med uddannelse – og med planlægning af uddannelse – ved at forstå uddannelsen som det medie, hvorigennem der foregår en formidlingsproces. Teorier om erkendelse og læreprocesser bliver dermed meget centrale, ligesom arbejdet med forskellige undervisningsmetoder forener de to fag.

Pædagogik og (IU) Internationale Udviklingsstudier
En kombination af pædagogik og IU giver mange gode muligheder for integration. IU åbner for projekter, der omhandler udvikling og uddannelse i den tredje verden eller i organisationer, der beskæftiger sig med udviklingsproblemstillinger. IU’s mulighed for praktikophold er ydermere en mulighed for at afprøve teorier om og metoder inden for uddannelse og udvikling i praksis. Flere studerende bruger deres andet modul til at få afprøvet teorier og metoder fra begge fag i felten i udviklingslandene.
Af IU’s tre faglige dimensioner: ressourcer, produktion og økonomi; politik, kultur og samfund; samt organisationer, stat og planlægning, er det især de to sidste, som egner sig til integration med pædagogik.

Pædagogik og Kultur- og Sprogmødestudier
Både Pædagogik og Kultur- og Sprogmødestudier beskæftiger sig med mennesker i sociale sammenhænge og ser på samspillet mellem det individuelle og det kollektive. Med kombinationen vil det således være oplagt at beskæftige sig med eksempelvis uddannelse og pædagogisk praksis som en kulturel praksis, og man kan undersøge, hvordan forskellige uddannelsesmæssige idealer og praksisser hænger sammen med eksempelvis familiemønstre, opfattelser af kønsroller eller andre kulturelle organiseringer og opfattelser. Også et begreb som ”interkulturel læring” kan være relevant for denne kombination: Hvad er det, man lærer, når man befinder sig i et spændingsfelt mellem kulturelle grupper? Hvad er det, man kan, hvis man er en ”kulturel zapper” og formår at leve op til de (måske modstridende) krav, forskellige grupper stiller?

Pædagogik og Historie
De to fagligheder supplerer hinanden fint. Pædagogiks styrke er her den teoretiske indsigt i subjektets og samfundets konstitution, mens historie kan bidrage med de tidslige forudsætninger for den problemstilling, som behandles.
Kombinationen er oplagt til integration af projekter mellem de to fag. Det giver mulighed for at komme såvel teoretisk som historisk i dybden med en meget bred vifte af meget forskellige emner: fra renæssancens individueringsproblematik, oplysningsfilosofiens fornuftsforståelse, 1800-tallets dannelsesdiskurs, socialdemokratiets skolepolitik i mellemkrigsårene, de samfundsmæssige krav til ekspansion af uddannelsessystemet i 1960’erne – og til helt nutidige problemstillinger som eksempelvis museumsformidling, historiens brug i medierne, eller historiens betydning som kulturel reference og identitetsskaber.

Pædagogik og Dansk
Kombinationen kan pege forskellige steder hen afhængig af, hvilken variant man vælger på faget Dansk. Eksempelvis kan danskfagets arbejde med sprogbrug og strategisk kommunikation kombineres med den del af pædagogikken, som beskæftiger sig med læreprocesser i arbejdslivet. En sprog- og kommunikationsteoretisk tilgang vil sammen med en pædagogisk tilgang også kunne sige noget om, hvordan virksomheders diskurser og kommunikationsformer indgår som en del af et læringsmiljø. Desuden vil kombinationen kunne anvendes til en diskussion af dannelsestraditioner og litteraturens funktion i de formaliserede uddannelser (folkeskole, gymnasium etc.).

Pædagogik og Filosofi-Videnskabsteori
Pædagogik og Filosofi-Videnskabsteori kan mødes i en diskussion af, hvordan mennesket kan forstås, hvordan vi som mennesker opfatter, lærer og udvikler os, og hvordan det er muligt at undersøge dette.
På den ene side kan Filosofi-Videnskabsteori bidrage til den pædagogiske diskussion om dannelse. Eksempelvis diskussioner af dannelsens mål, af argumenter for dette mål, af hvilke midler der fordres for at nå det, samt diskussioner af forholdet mellem mål og middel.
På den anden side kan pædagogikken bidrage til den filosofisk-videnskabsteoretiske fagdidaktiske diskussion af, hvordan undervisning og opdragelse i filosofi/videnskabsteori skal tilrettelægges. Her kan man både diskutere, hvordan man videregiver og lærer om andres filosofiske/videnskabsteoretiske tanker, ligesom man kan diskutere, hvordan man kan opøve evne til selv at filosofere, til at genkende og opstille begreber og principper. Desuden kunne man foretage mere grundlæggende analyser af, hvad der kan forstås som god videnskab, og hvordan sådan en videnskab kan bedrives.

Pædagogik og Performancedesign
Performancedesign og Pædagogik er en oplagt mulighed at kombinere, da arbejdet med æstetiske og kunstneriske processer er nært forbundet med læreprocesser og undervisning. Inden for en række pædagogiske institutioner er aktiviteter af den type, som faget Performancedesign beskæftiger sig med, en central del af aktiviteterne, ligesom mange virksomheder arbejder med kulturelle og æstetiske aktiviteter som en del af deres kompetenceudviklingsaktiviteter.

Pædagogik og Datalogi
Den nye informationsteknologi har stor betydning for de måder, mennesker er sammen på, og de måder mennesker lærer og kommunikerer på. It-baseret undervisning vil derfor være oplagt at beskæftige sig med inden for denne kombination. Hvad betyder det for eksempel for deltagernes lærerprocesser, at uddannelser organiseres som fjernundervisning? Og hvordan hænger de informationsteknologiske forandringer sammen med større samfundsmæssige forandringer?

Pædagogik og Geografi
Fælles for de to fag er den sociologi­ske dimension. For pædagogiks vedkommende drejer det sig især om at se uddannelsernes indlejring i samfunds­mæssige sammenhænge. I denne forbindelse er geografien oplagt at bruge til at belyse økonomiske, politiske og sociale for­hold. Som eksempel kunne det være oplagt at bruge kombi­nationen til at behandle spørgs­mål om urbaniseringsprocesser, kultur og etnicitet. 

Pædagogik og Tek-Sam
Studerende, der kombinerer Tek-Sam og Pædagogik, har typisk beskæftiget sig med arbejdsmiljø og arbejdsorganisering eller med miljøproblematikker. Eksempelvis kan man med denne kombination beskæftige sig med borgerinddragelse i forbindelse med miljøprojekter, medarbejderinddragelse i beslutningsprocesser på arbejdspladsen såvel som med og uddannelsers rolle i erhvervsudvikling.

Pædagogik og de naturvidenskabelige fag
Selv om der umiddelbart synes at være store forskelle mellem Pædagogik og de naturvidenskabelige fag, er der netop på RUC - og især på Matematik og Fysik - en stærk tradition for integration mellem naturvidenskabernes didaktik og forskningen i uddannelsessammenhænge. Kombinationen rummer derfor oplagte muligheder for at arbejde med undervisning i og læring af naturvidenskabelige fag, med spørgsmålet om hvorfor man skal lære naturvidenskab, samt med fagenes forskellige indhold og den status fagene hver især tillægges i uddannelserne. Desuden kan der arbejdes med forskellige deltagergruppers muligheder inden for og erfaringer med naturvidenskaberne. Kombinationen rummer muligheder for at arbejde både på det subjektive, det didaktiske og det samfundsmæssige niveau.

Pædagogik og Sprogfagene
Lægger man vægten på sprogfagenes kulturdel, vil man bl.a. kunne gå i dybden med forskellige forhold i de lande, der ligger inden for det enkelte sprogfags område. Eksempelvis kan man anlægge såvel pædagogiske som sociokulturelle perspektiver, når man beskæftiger sig med det New Zealandske skolesystem, græsrodsbevægelsernes rolle og vilkår i postkoloniale samfund eller med sprogsituationen i Sydafrika efter apartheids ophævelse.
Lægger man i stedet vægten på sprogfagenes sprogdel, kan man for eksempel beskæftige sig med forskellige måder at tilrettelægge sprogundervisning på. Med Pædagogik som kombinationsfag kan man supplere de fagdidaktiske overvejelser med analyser af uddannelsernes formål, deres opbygning og deres samfundsmæssige og kulturelle forankring.

Pædagogik og Sundhedsfremme
Kombinationen af Pædagogik og med Sundhedsfremme er på mange måder oplagt, idet den retter sig mod områder som sundhedsuddannelse og arbejdet med forebyggelse. Det betyder, at kombinationen vil være egnet til at arbejde med uddannelse af lærere, pædagoger, socialarbejdere og andre, der tager sig af børn og voksnes sundhedsfremme og forebyggelse. Endelig vil kombinationen rette sig mod det stærkt voksende felt af patientskoler, patientvejledning, rehabiliteringsprogrammer etc.

Pædagogik og Arbejdslivsstudier
Det moderne arbejdsliv er blevet pædagogisk. Det handler ikke længere om bare at udføre opgaver og at følge regler, men om at lære at håndtere dilemmaer, definere nye opgaver samt at udvikle nye typer af viden og kompetencer. Derfor er kombinationen af pædagogik og arbejdsliv oplagt, hvis man vil arbejde professionelt med personaleledelse, læringsmiljø og arbejdsmiljø, samt medarbejderudvikling. Det kan for eksempel dreje sig om udvikling af læringsmiljøet i en virksomhed eller fremme af sociale læreprocesser i tværfaglige grupper på et hospital. Det kan også være arbejdet med at forbedre samspillet mellem den uformelle læring, der sker på arbejdspladsen, og den læring som sker i den formelle uddannelse, eller det kan være afklaringen af både individuelle og organisatoriske kompetencebehov. Med det fremvoksende videnssamfund behovet for livslang læring er der brug for personer, der kan analysere og facilitere læreprocesser i mange forskellige kontekster – ikke mindst i arbejdslivet. 

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4