Fagets formål
Vi vil forbinde pædagogiske, psykologiske og samfundsvidenskabelige perspektiver på sundheds fremme og strategier i ét fag. Et fag som har en holistisk tilgang til at skabe viden om sundhedsfremme, og inkluderer miljømæssige, kulturelle, sociale og subjektive faktorer og deres indbyrdes samspil. Derfor samtidig et fag som må være flerfagligt og tværfagligt, for at overskride faggrænser og samtidig føje flere faglige discipliners viden sammen. Endeligt ønsker vi at arbejde med komplekse problemer, snarere end at forsøge at favne alle de faglige tilgange vi kan se forbinder sig i sundhedsfremme.
Studiets opbygning og det vi præsenterer jer for er udtryk for de privilegerede teoretiske og metodiske tilgange vi ønsker at inkludere, samt i modulkurset en række forslag til faglige fokuspunkter og komplekse sammenhænge som kan forstås som forslag til fordybning, der kan inspirere til endnu flere fordybelses problemkomplekser i projektgrupperne.
Faget beskæftiger sig med sundhedsfremme og sundhedsstrategier i deres samfundsmæssige sammenhæng. Faget har til formål, at den studerende bliver i stand til på et kritisk, videnskabeligt grundlag at analysere, reflektere og handleperspektivere de vilkår og betingelser, der hæmmer sundhedsfremme og lighed i sundhed. Formålet er endvidere, at den studerende opnår kompetence i at analysere og udvikle sundhedsfremmetiltag og strategier, der fremmer human sundhed på baggrund af fagets teorier og metoder.
Den studerende skal på et tværfagligt og problemorienteret grundlag opnå kompetence i at analysere og vurdere komplekse forhold vedrørende sundhed og sundhedsfremme som sammenhængende helheder i et hverdagslivs- og samfundsperspektiv. Den studerende skal kende betydningen af både subjektive, institutionelle og samfundsperspektiver på sundhed samt væsentlige faktorer, som har indflydelse på sundhedsvilkår.
Den studerende skal kunne planlægge, tilrettelægge og gennemføre tiltag indenfor samfundets sektorer, nationalt og internationalt. Den studerende skal endvidere opnå kompetence i undervisning, formidling og forskning i sundhedsfremme. Uddannelsen skal sikre dimittendens evne til at udføre dybdegående analyser, indgå i faglige teams og i at involvere parter i håndteringen af problemer indenfor arbejdsområder, som angår sundhedsfremme og sundhedsstrategier.
