Optagelse på kandidatuddannelserne for eksterne bachelorer

For at kunne søge om optagelse på en kandidatuddannelse på RUC, skal du have en bachelor- eller professionsbacheloruddannelse.

Alle kandidatfag på RUC har angivet, hvilke bachelor- og professionsbacheloruddannelser, der giver adgang til deres kandidatuddannelser. Du kan her se en oversigt over adgangsgivende bacheloruddannelser samt eventuelle særlige krav til bacheloruddannelsen og/eller krav om faglig supplering.

Fremgår din bacheloruddannelse ikke af oversigten, kan du stadig søge om optagelse, da fagene kan godkende andre uddannelsesforløb som adgangsgivende til fagets kandidatuddannelse, evt. efter nærmere fastsat supplering. Dette sker ved individuel vurdering af den enkelte ansøger. Kontakt fagenes studievejledere for mere information.

Langt de fleste fag på RUC er såkaldte kombinationsfag, hvor man læser to sidestillede fag i løbet af sin kandidatuddannelse. Enkelte fag kan læses som et-fagskandidatuddannelser. Optagelse på en kombinationskandidatuddannelse forudsætter, at du opfylder optagelseskravene til to fag/vurderes egnet til optagelse på to fag.

Ansøgningsfrister

  • 1. april for studiestart i september
  • 1. november for studiestart i februar

Ansøgningsprocedure og ansøgningsskema

Ønsker du, som ekstern bachelor/professionsbachelor, at søge om optagelse på en kandidatuddannelse på RUC, skal du udfylde og fremsende ansøgningsskema samt kopi af dit bachelorbevis. Er din bacheloruddannelse ikke på listen over adgangsgivende bacheloruddannelser, skal du, udover ansøgningsskema og kopi af bachelorbevis, sende en motiveret ansøgning til hvert af de fag, du søger om optagelse på. De motiverede ansøgninger skal hver helst kun fylde én side - og maksimalt to sider.

På ansøgningsskemaet kan du søge optagelse på op til tre fag i prioriteret rækkefølge ved at angive fagenes fagnumre på ansøgningsskemaet. En kombinationsuddannelse består som sagt af to fag, men ved at søge optagelse på tre fag i prioriteret rækkefølge, opnår du mulighed for at blive optaget på to fag, selvom du bliver afvist af det ene fag. Det vil derfor være en fordel at skrive tre fag på ansøgningen, idet du skal optages på to fag for at kunne påbegynde en kombinationsuddannelse.

En samlet ansøgning består altså af:

  • Ansøgningsskema: Ét udfyldt skema pr. fag, du søger om optagelse på samt ét ekstra skema til studieadministrationen
  • Bilag: Kopi af bachelorbevis/bevis på bestået adgangsgivende uddannelse (husk at medsende en fag-/karakterudskrift, hvis fag eller karakterer ikke fremgår af dit bevis). Du skal medsende en kopi pr. fag, du søger optagelse på samt én ekstra kopi til studieadministrationen
  • Evt. motiveret ansøgning: Gælder kun, hvis din bacheloruddannelse ikke er på listen over adgangsgivende uddannelser. Du skal I givet fald medsende én motiveret ansøgning pr. fag, du søger om optagelse på

Det er en god hjælp, hvis du samler ansøgninger og bilag i sæt med hhv. ansøgningsskema, kopi af bevis og evt. motiveret ansøgning.

Alle kopier skal være bekræftede, dvs. de skal være underskrevet af to uvildige vidner (ikke familie). I den forbindelse kan du bruge formuleringen: "Kopien er i overensstemmelse med originalen." efterfulgt af de to vidners underskrifter.

Du skal sende din ansøgning til:

Roskilde Universitet
Uddannelse og Internationalisering
Postboks 260
4000 Roskilde

Ansøgningsfrister:

  • 1. april kl. 12.00 hvis du ønsker studiestart i september. Du får svar på din ansøgning senest d. 15. juni.
  • 1. november kl. 12.00 hvis du ønsker studiestart i februar. Du får svar på din ansøgning senest d. 20. december.

 

NB: Søger du om optagelse på baggrund af en international bacheloruddannelse er ansøgningsfristen hhv. d. 15. marts for studiestart september og d. 15. september for studiestart februar.

For mere information samt ansøgningsskema til engelsksprogede kandidatuddannelser se her.

Udenlandske bacheloruddannelser

Hvis du har en bacheloruddannelse fra et andet land udenfor Norden/EU, er det en hjælp, hvis du har fået den vurderet hos CIRIUS Danmark.

Krav om dokumentation

Hvis du på ansøgningstidspunktet ikke har afsluttet din adgangsgivende uddannelse, skal du vedlægge dokumentation for, at du afslutter den før studiestart på kandidatuddannelsen. Så snart du modtager dit bachelorbevis, skal du indsende bekræftet kopi af bachelorbevis til RUC. Dette gælder også i tilfælde af reeksamination eller sygeeksamen.

Hvis du har udenlandske eksamenspapirer, skal du som dokumentation vedlægge kopier af både eksamensbevis samt karakterudskrift eller lignende på originalsproget samt oversættelse af disse (såfremt dokumenterne ikke er på dansk, norsk, svensk, engelsk, fransk eller tysk). Oversættelser af eksamensbevis og karakterudskrift skal være foretaget eller bekræftet af enten en dansk autoriseret translatør, ambassaden/konsulatet i Danmark for det land, hvor originaldokumentet er udstedt eller oversættelsen er foretaget, eller et dansk konsulat/en dansk ambassade.

 

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4