Forebyggelse har ingen indbyggede moralske grænser

Tidligere var sundhedsvæsenets eneste opgave at helbrede folk, når de blev syge, men siden sidste halvdel af 1980’erne er der sket en udvikling. Den primære opgave er stadig at helbrede folk, men der er blevet lagt et ekstra lag på, der handler om at forebygge og sikre befolkningen et aktivt og sundt liv. 

Men udviklingen er ikke uden faresignaler, mener professor (MSO) Peter Triantafillou, der bl.a. har forsket i programmer, som skal hjælpe overvægtige unge. 

»Så snart der er tale om bløde tiltag, som handler om at lave livsstilsændringer, så er der tilsyneladende ingen moralske eller politiske grænser for, hvor langt man kan tillade sig at gå, fordi det er frivilligt. Det handler hele tiden om, at man vil gøre det bedste for den enkelte borger, så vedkommende kan få det bedste liv,« konstaterer professoren.

Men ifølge Peter Triantafillou er der brug for, at de ansvarlige overvejer, hvor den moralske og politiske grænse bør gå. 

»Mange af de forebyggende tiltag kan være fornuftige, og jeg er ikke imod dem på et generelt plan. Hvis vi skal blive ved med at have et skattefinansieret sundhedssystem, kan det give god mening at lave forebyggende og sundhedsfremmende tiltag. Men politikerne bør alligevel stoppe op og spørge sig selv, hvornår man skal lytte til, at der er mennesker, som ikke ønsker at være med? Sådanne diskussioner savner jeg,« siger han. 
 

Indefra og ud 

De forebyggende og sundhedsfremmende tiltag falder overordnet set ind under to strategier. Den ene strategi retter sig imod den enkelte person, som er i risikogruppen, og det gælder om at få fat i og motivere vedkommende til at ændre vaner. Den anden strategi retter sig imod miljøet, hvor det gælder om at få eksempelvis skoler, forældre, frivillige organisationer og sygehuse mobiliseret, så det bliver oplagt for borgeren at vælge det, som myndighederne opfatter som den korrekte, sunde livsstil. 

Den første strategi handler ikke kun om det fysiske, men i høj grad også om det mentale. 

»Hvis man f.eks. konstaterer, at en ung person er overvægtig, så går man ud fra, at problemet ikke er fysisk, men at det drejer sig om det mentale. Så går man ud fra, at de må have et problem med selvværdet. Så man starter ikke med diæter, løbeture og armbøjninger, man starter med at kigge på selvværdet. Man starter indefra og ud,« fortæller Peter Triantafillou.
 

Et holdningsskred

Det ser ud til, at der er sket et skred i befolkningens holdning til, hvor meget stat og kommuner må blande sig. 

Den daværende socialdemokratiske sundhedsminister Carsten Koch, som sad på posten fra 1998 til 2000, kom i alvorlig modvind, da han ønskede at indføre et rygeforbud og ville gennemføre antirygningskampagner, og efterfølgende er der sågar blevet spekuleret i, at han mistede jobbet som minister netop på grund af kontroverserne omkring rygning. Men i 2007 blev den såkaldte rygelov vedtaget, så rygning blev forbudt indendørs på offentlige steder. 

»Der er helt sikkert kommet en mindre liberal holdning, for indtil et langt stykke op i 1990’erne var der en generel holdning om, at staten og kommunerne i store træk ikke skulle blande sig på dette område, men der er kommet en større accept af, at myndighederne bør blande sig i et vist omfang,« fortæller Peter Triantafillou.
 

Problematisk politisk ambition 

Selvom der også ligger en økonomisk motivation bag de forebyggende og sundhedsfremmende tiltag, fordi det koster samfundet penge, når borgerne er syge, mener Peter Triantafillou, at den primære drivkraft er en idealistisk ambition om at ville det bedste på borgernes vegne. 

»Den politiske ambition er lidt skræmmende, fordi der ikke er indbygget nogen politisk bremse, der siger hertil og ikke længere. Når man så kommer til implementering og praksis, så fejler det her apparat ganske ofte. Der er mange mennesker, som ikke gider det her, og der er mange af de frivillige organisationer, som er med halvhjertet, eller som har nogle lidt andre målsætninger, « konkluderer professoren fra Roskilde Universitet. 

Peter Triantafillou mener, det er problematisk, at meget få politikere overvejer, om problemet med at få folk engageret kunne skyldes, at de simpelthen ikke har lyst til at følge en sund livsstil. Derfor opfordrer han til, at politikerne debatterer alternativer til en ret ensidig satsning på sundhedsfremme og forebyggelse.

Man kunne forestille sig, at borgerne selv betaler for behandling af sygdomme, som skyldes en usund livsstil, eller man kunne fokusere udelukkende på helbredelse.

»Måske kan det faktisk bedst svare sig at vente på, at folk får fysiske problemer og så gøre noget ved det, men indtil da satser man på, at det går fint. Politikerne antager, at det må være billigere med de forebyggende tiltag, men jeg har ikke set nogen beregninger på det,« konstaterer han.

Peter Triantafillou understreger, at det nuværende fokus på sundhedsfremmende og forebyggende tiltag, som også er rettet mod borgere som i klinisk forstand er raske, ikke er billigt og ofte fejler. Derfor kunne regnestykket måske være værd at lave og skabe grundlag for en debat om, hvordan og hvor meget der skal gribes ind i borgernes liv. 
 

Fakta om årsager til udviklingen

Der er primært to årsager til, at Danmark har bevæget sig hen imod flere forebyggende og sundhedsfremmende tiltag. For det første lancerede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i midt-1980’erne en strategi, der fokuserede på et aktivt liv, som var frit for sygdom, men som også handlede om, at det enkelte menneske kunne realisere sit fulde potentiale. Den tankegang nåede til Danmark et par år senere.

For det andet blev sundhedsfremme skubbet yderligere på vej af, at der fra 1989 og frem blev publiceret en række sundhedsrapporter fra Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi, som viste, at det ikke så særlig godt ud med den danske befolknings middellevetid, og at antallet af hjerte-kar-sygdomme, kræft- og diabetestilfælde voksede.